Læsetid: 4 min.

Da Dirty Harry blev gammel

Clint Eastwoods seneste film, 'Gran Torino', er en slags humanistisk korrektiv til 'Dirty Harry'. Det er også en morsom og rørende skildring af venskabet mellem en gammel mand og en ung knægt og et levende portræt af et land, Amerika, der ikke er, hvad det var engang
Clint Eastwoods seneste film, 'Gran Torino', er en slags humanistisk korrektiv til 'Dirty Harry'. Det er også en morsom og rørende skildring af venskabet mellem en gammel mand og en ung knægt og et levende portræt af et land, Amerika, der ikke er, hvad det var engang
17. april 2009

Ingen kan knurre som Clint Eastwood. I skikkelse af den polskfødte bilfabriksarbejder Walt Kowalski sidder han dagen lang på sin veranda i Detroit og knurrer og bander ad sine omgivelser.

Det går ud over hans børn og børnebørn, der gerne så den gnavne gamling placeret på et plejehjem, så de kan få hans hus og den bil, en Ford Gran Torino, der har givet Eastwoods seneste film sin titel og er et symbol på det gamle og gammeldags USA, Walt stadig tilhører.

Det går ud over den lokale katolske præst, fader Janovich (Christopher Carley), der efter i begyndelsen af filmen at have begravet Walts kone forsøger at få ham til at gå i kirke og bekende sine synder. Noget, Walt dog på ingen måde har lyst til, og den stakkels, ihærdige præst udsættes flere gange for Walts verbale fornærmelser.

Og det går ud over de mange asiatiske tilflyttere - såkaldte hmong-folk fra Sydøstasien - der har sat kulør på Walts engang så kridhvide kvarter. Ikke mindst går det ud over den indesluttede teenager Thao (Bee Vang), der bor sammen med sin familie i huset ved siden af, og som presses af en lokal bande til at forsøge at stjæle Walts Gran Torino.

Nu er Walt ikke Korea-veteran for ingenting, og med gevær i hånd fanger han Thao og går i en slags krig med banden, der truer og chikanerer drengen og hans familie.

En kold skulder

Umiddelbart er Walt Kowalski altså ikke noget videre sympatisk selskab, men Clint Eastwoods mesterlige greb om figuren - både som skuespiller og instruktør - lader os hurtigt forstå, at Walt gør værre, end han bider. Eastwood inkarnerer ham så naturligt og overbevisende, med et minimum af udvendige virkemidler ud over sit furede, udtryksfulde ansigt, lange lemmer og elegante bevægelser, at det er en fornøjelse at se på. Og skulle rollen som Walt blive hans svanesang som skuespiller, er det en mere end værdig afslutning på en lang karriere foran kameraet.

Walt hører en anden tid til, og hans racistiske udgydelser rammer ikke kun dem, han ikke kan lide, men også hans venner, blandt andet en sort frisør, hvilket resulterer i nogle af filmens morsomste øjeblikke (og Gran Torino er ofte en meget morsom film).

Samtidig er det en politisk ukorrekt omgangsform, som dækker over Walts manglende evne til at kommunikere med andre mennesker, især når det kommer til følelser. Det har han aldrig lært, hvilket vel også er grunden til, at hans børn er blevet så forfærdelige. Det indser Walt selv, da han, efter at have fået at vide, at han er uhelbredeligt syg, forsøger at række ud til sin søn, der giver sin far den samme kolde skulder, han selv plejer at få.

Dinosauren Walt

Walt Kowalski er på en måde Dirty Harry 40 år senere. Den handlekraftige strømer, som Eastwood første gang spillede i Don Siegels Dirty Harry fra 1970 - og som yderst sjældent fulgte reglerne, hvorfor han blev anklaget for at være en fascistoid selvtægtsmand - er for længst gået på pension og har først nu opdaget, at verden og ikke mindst Amerika har forandret sig.

At han er en dinosaur, der ikke har fulgt med tiden, og som der ikke længere er plads til.

Det er ikke nogen rar erkendelse at komme til, og man begynder at forstå, hvorfor Walt Kowalski knurrer og bander ad alt og alle. Langsomt opstår der dog et venskab mellem Thao og Walt, der begge har svært ved at finde et sted, de hører til, og ikke helt så modvilligt, som han giver udtryk for, åbner Walt sig for Thao, drengens mere åbne og rapkæftede søster, Sue (Ahney Her), og hmong-folkets kultur og levevis.

Walt bander stadig ad dem og kalder dem navne, men det er blot hans facon, og det tjener Eastwood til ære, at han ikke lader Walt forandre sig alt for meget. Det ville være utroværdigt og alt for nemt.

Vitaminrige film

Selv er Clint Eastwood langtfra en dinosaur, og den snart 79-årige filminstruktør og skuespiller har igen og igen bevist, at han forstår at forny sig. Han har aldrig været så sort/hvid eller gammeldags hævneragtig i sine film eller sine holdninger - i øvrigt heller ikke i Dirty Harry - som han er blevet gjort til. Men der er ingen tvivl om, at Eastwood med den i positiv forstand revisionistiske western De nådesløse fra 1992 indledte en ny fase i sin instruktørkarriere.

Siden har han i mesterlige film som Mystic River (2003), Million Dollar Baby (2004), Flags of Our Father (2006), Letters from Iwo Jima (2006) og senest Changeling (2008) og Gran Torino vist sig som en kritisk, filosofisk anlagt og humanistisk kronikør af et amerikansk samfund, hvor meget er godt og lige så meget skidt.

Og han får det til at se så let ud, både filmisk - Gran Torino er en nydelse rent visuelt - og indholdsmæssigt. Eastwood tumler med store spørgsmål i sine film - religion, moral, menneskelighed, tolerance, liv og død - og han gør det på en måde, så det ikke bliver didaktisk eller påtrængende, men vitaminrigt og underholdende.

Han leger f.eks. med Walts slægtsskab med Dirty Harry-figuren og vender publikums forventninger på hovedet i en overraskende og rørende slutning, som enkelt og elegant viser, at Walt og Thao har lært noget af hinanden, og at der alligevel er håb for forståelse mellem både generationer og kulturer i en tid, hvor de to fronter ellers er trukket hårdt op.

Gran Torino. Instruktion: Clint Eastwood. Manuskript: Nick Schenk. Amerikansk (En lang række biografer i hele landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Peter Simonsen

Clint Eastwood er en af de mest betydningsfulde personer i amerikansk film gennem tiderne. Way to go, mr. Eastwood!