Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kleopatra i parcelhus

I sin anden dokumentarfilm som instruktør, 'Let's Be Together', tegner klipperen Nanna Frank Møller et fintfølende portræt af en teenager med flere identitetsproblemer end gennemsnittet
Far og søn. De finder ikke bare hinanden, men har - viser det sig - mere til fælles end som så. Og det er i afdækningen af de følelser, filmen bliver noget af det mest gribende.

Far og søn. De finder ikke bare hinanden, men har - viser det sig - mere til fælles end som så. Og det er i afdækningen af de følelser, filmen bliver noget af det mest gribende.

Moderne Tider
3. april 2009

At det ikke er let at være 14 år, ved enhver, der har lagt teenagetiden bag sig. Men tag så lige Hairon, hovedpersonen i Nanna Frank Møllers nye dokumentarfilm, Let's be together. Ikke alene befinder han sig i et ingenmandsland mellem barn og voksen, han er også splittet mellem sine brasilianske og danske rødder.

Og som om det ikke var nok, har han ydermere et kompliceret forhold til sin seksuelle og kønsmæssige identitet, som gør det vanskeligt at falde i ét med tapetet i en jysk provinsby af den type, hvor han bor i parcelhus med sin brasilianske mor, sin danske stedfar og sine fire yngre søskende. Men okay, der er selvfølgelig altid rumhunden Laika -

Nu skal det ikke lyde, som om Let's be together er en tung problemfilm. Slet ikke. Faktisk er der tale om et generøst og livsbekræftende portræt af et ungt menneske, som gennemlever en afgørende fase af sit liv.

Ved filmens start sender Hairon invitationer ud til sin 15-års fødselsdag, hvor han selv planlægger at være klædt ud som Kleopatra. Kort efter rejser han med sin mor til Brasilien for at besøge den far, han ikke har set, siden han var 11. Og da fødselsdagsfesten ved filmens slutning er vel overstået, er der ganske vist ikke tilbagelagt noget langt tidsforløb, men for hovedpersonen er der sket alverden.

Hvad det er for positioner, der udgør polerne i Hairons danske hverdag, antydes i de indledende scener, hvor den høje spinkle dreng det ene øjeblik styler sig op foran spejlet med hårspray, lipgloss og mascara for det næste med sin danske far at tage på fisketur iført et par vadestøvler, der er til at vokse i. Turen ender i øvrigt ikke med, at far og søn sammen griller og fortærer fangsten ude i naturen, men med, at Hairon plager om at få et par Dior-solbriller til 2.000 kroner.

"Nogle gange synes jeg ikke, at du lever i virkeligheden," lyder farens lakoniske svar.

Umiskendelig lydhørhed

Det er dog først, da Hairon og hans mor kommer til Brasilien, at der for alvor skrues op for det følelsesmæssige blus. Hairons brasilianske far er lettere rystet over at se den udvikling, der er sket med sønnen, siden de sidst så hinanden, og det første gensynsmøde ender i gråd og frustration.

At der ikke er tale om simpel forargelse eller manglende forståelse, men om oprigtig bekymring, skal imidlertid vise sig i løbet af en række intense samtaler, hvor far og søn ikke bare finder ind til hinanden, men hvor det også kommer for en dag, at de har mere tilfælles end som så. Og det er i disse møder, hvor følelserne kommer hele kompasset rundt, og hvor udvekslingerne er lige sigende, uanset om der er tale om frustrerede udbrud eller tavshed, at filmens mest gribende stof findes.

Nanna Frank Møller er uddannet klipper og har som sådan sat markant præg på dansk dokumentarfilm i de senere år. I 2007 debuterede hun som instruktør med Someone Like You, et veldrejet portræt af et par søstre og deres sidste tid sammen i en lille cirkustrup. Hér demonstreredes både en udtalt sans for at disponere et dokumentarisk materiale til en poetisk filmfortælling og en umiskendelig lydhørhed og respekt over for de mennesker, der blev portrætteret.

Teenage-spleen

Disse træk er også bærende i Let's be together, hvor intimiteten ind imellem kan være næsten overvældende, men aldrig overskridende. Hvilket måske hænger sammen med Nanna Frank Møllers stramt kontrollerede billedsprog, hvor hver enkelt situation indrammes i faste indstillinger, og hvor de udvendige effekter er reduceret til et minimum.

I de bedste scener er filmen rørende og engagerende uden at være omklamrende eller udleverende, og selv om man sjældent har set en mere usminket fremstilling af teenage-spleen og humørsyge, mister man aldrig sympatien eller interessen for den hudløse (og karismatiske) hovedperson.

Historien om Hairon rummer adskillige åndehuller, og filmen er i det hele taget fortalt i et roligt tempo, der giver god plads til følelser og refleksion, både for de medvirkende og for publikum.

Indimellem kunne man nok sige, at den giver sig lidt for god tid - de 80 minutter er i overkanten til det rudimentære handlingsforløb - men omvendt er det sjældent, man får lejlighed til på film at se et menneske, der reelt flytter sig. Alene af den grund hænger man gerne på hele vejen.

Let's be together. Instruktion: Nanna Frank Møller. Dansk (Gloria, København, 7.4., Århus, 8.-16.4., Gladsaxe, 15.4., Ålborg, 16.4., Fredericia, 21.4. og Odense, 4.5.)www.michauplus.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her