Læsetid: 4 min.

Ordet ifølge Ole

Mennesker gør hinanden fortræd i Ole Bornedals nye film, 'Fri os fra det onde', et hyperstiliseret, alt for bastant og næsten gammeltestamentligt drama om ondskaben i os alle - i hvert fald dem ude på landet
Misantropi. Som en allegori på Danmark anno 2009 er filmen en misantropisk, næsten gammeltestamentlig fortælling om, hvor tynd civilisationens fernis egentlig er, og hvor onde vi mennesker kan være. Bornedal har mange sandheder til sit publikum og de er ikke alle lette at sluge.

Misantropi. Som en allegori på Danmark anno 2009 er filmen en misantropisk, næsten gammeltestamentlig fortælling om, hvor tynd civilisationens fernis egentlig er, og hvor onde vi mennesker kan være. Bornedal har mange sandheder til sit publikum og de er ikke alle lette at sluge.

Per Anders Jørgensen

3. april 2009

Flot er den, Ole Bornedals nye film, Fri os fra det onde. Flot og firkantet. Filminstruktøren, der har ordet i sin magt og meget at sige, taler med så store bogstaver i dette hævndrama, at man tavs sidder tilbage i biografsædet med fornemmelsen af at have overværet en vækkelsesprædikant fyre bandbuller af mod sin menighed, mens han ikke bare forklarer, men dikterer, hvordan verden hænger sammen.

Fri os fra det onde er ordet ifølge Ole, og skal man tro ham, ser det ikke for godt ud. Han har ingen tiltro til sine medmennesker, i hvert fald ikke dem, der bor ude på landet, hvor himlen er høj, alting ser så tilforladeligt og idyllisk ud, men skinnet i dén grad bedrager.

Had og hævntørst

Filmen foregår i en lille, vestjysk landsby og handler om to brødre, Lars (Jens Andersen) og Johannes (Lasse Rimmer), der er så forskellige som dag og nat. Hvor Johannes har gjort karriere som advokat i storbyen og fået en smuk kone, Pernille (Lene Nystrøm), og to søde børn, er Lars den alkoholiserede taber, der blev tilbage i landsbyen, drikker med sine småtskårne tabervenner, slår sin gravide kæreste, Scarlett (Pernille Vallentin), og kører lastbil for den lokale vognmand, gudfrygtige Ingvar (Mogens Pedersen).

Nu er Johannes og hans familie flyttet tilbage til landsbyen og i fuld gang med at renovere det fædrene hjem. Det tegner lyst, men da Lars i en brandert kører Ingvars kone, Anna (Lone Lindorff), ned med sin lastbil og i desperation skyder skylden på landsbyens eneste flygtning, bosnieren Alain (Bojan Navojec), der har mistet hele sin familie i krigen på Balkan, eksploderer det lille samfund næsten gammeltestamentligt i fremmedhad, hævntørst og vold.

Ole Bornedal er ikke subtiliteternes mester, og helt fra begyndelsen, hvor Sonja Richters fortæller, forklædt som en slags kvindelig discount-Elvis, i bedste metastil gør det klart for os, hvad og hvem publikum har med at gøre, ved man også, hvad der kommer til at ske.

And it ain't pretty!

Et autentisk øjeblik

Man kan godt se Fri os fra det onde som en politisk allegori over Danmark år 2009 - landsbyen er en miniudgave af et land fuld af intolerance og frygt. En misantropisk, næsten gammeltestamentlig fortælling om, hvor tynd civilisationens fernis egentlig er, og hvor onde vi mennesker kan være.

Alle personerne har en rem af huden, selv Johannes, der gør grin med landsbyboerne bag deres ryg, og Pernille, der foreslår, at parret i stedet for at hjælpe Alain udleverer ham til den sorgramte, hævngerrige Ingvar og den lynchmob, vognmanden anfører.

Faktisk er det overraskende nok den på de fleste måder usympatiske Lars, der kommer til at fremstå mest renfærdig og facetteret. Han er den eneste, hos hvem man fornemmer smerten over at være menneske og ikke at have opnået noget med sit liv. Det er en formidabel præstation af Jens Andersen - han overstråler både Lene Nystrøm og Lasse Rimmer, der ellers begge slipper fint fra deres skuespillerdebut. Andersen veksler mellem vrede og sårbarhed og lægger entydigt sin tid som Polle fra Snave bag sig.

En scene, hvor en fuld og ulykkelig Lars til en byfest danser med Pernille og over for hende prøver at udtrykke alt det smukke, han har i sig, er ligefrem hjerteskærende, og man kunne ønske sig, at der var flere af den slags autentisk virkende øjeblikke i en film, der i stedet dyrker det stiliserede og fremmedgørende.

Deler vandene

Dan Laustsens tintede billeder, Anders Villadsens klip, Nino Jacobsens suggestive lyd og Stefan Nilssons strygermusik skaber et særegent, brutalt og sine steder stemningsfuldt, mytologisk univers i Fri os fra det onde. Men virkemidlerne, som Ole Bornedal har styr på, men bestemt ikke holder igen med, skaber også distance til de i forvejen groft skårne personer og miljøet, de færdes i. En distance, som forstærkes af referencerne til andre film - Sam Peckinpahs Straw Dogs og Coen-brødrenes No Country for Old Men blandt mange andre - og som forhindrer enhver form for indlevelse og samtidig underminerer Bornedals budskaber.

Man ser udefra og ind og ned på disse sølle, ubegavede provinsboere. Instruktøren markerer klart sin misantropi, og det er jo på en måde al ære værd. Og man kan måske se det som en kvalitet, at filmen ikke ligner andre danske film ret meget. Men holdninger og budskaber udtrykkes så bombastisk, at der ikke levnes megen plads til tilskuerens egen, reflekterende medleven.

Vi skal partout have Ole Bornedals sandhed proppet ned i halsen - og ærlig talt: Den er svær at sluge.

Fri os fra det onde. Instruktion og manuskript: Ole Bornedal. Dansk (CinemaxX, Empire og Grand i København og små 40 biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu