Læsetid: 4 min.

Politik i kroppen og kroppen i politik

Det populære begreb 'biopolitik' bliver analyseret og afklaret i en lille oplysende bog af sociologen Thomas Lemke
Regulering. I en ny introduktionsbog til begrebet -biopolitik- skriver sociologen Thomas Lemke: -Indtil for nylig kunne velfærdsstaten koncentrere sig om at sikre eksistensen, men nu forventes staten også at tage sig af reguleringen af livets begyndelse og afslutning. Dermed bliver det et påtrængende spørgsmål, hvem der på hvilket tidspunkt er en del af fællesskabet, henholdsvis hvem der ikke længere er det, eller ikke er det endnu (fostre, hjernedøde etc.)-.

Regulering. I en ny introduktionsbog til begrebet -biopolitik- skriver sociologen Thomas Lemke: -Indtil for nylig kunne velfærdsstaten koncentrere sig om at sikre eksistensen, men nu forventes staten også at tage sig af reguleringen af livets begyndelse og afslutning. Dermed bliver det et påtrængende spørgsmål, hvem der på hvilket tidspunkt er en del af fællesskabet, henholdsvis hvem der ikke længere er det, eller ikke er det endnu (fostre, hjernedøde etc.)-.

Leon Neal

11. april 2009

Politik som handler om at styre livet eller blive styret af selve livet: Det minder om det værste, men vi kender det også fra de samfund, som vi regner for de bedste. Begrebet 'biopolitik' lyder som noget fra fascistiske samfund, men det findes også i de liberale demokratier. Fordi 'biopolitik' forbindes med autoritære stater, men også iagttages i antiautoritære demokratier, kan radikale kulturkritikere bruge det til at vise, at de samfund, der kalder sig frie, måske slet ikke er det alligevel. Det er en gammel kritisk manøvre, som finder en ny formulering: Totalitarismen er i virkeligheden ikke en ydre fjende, men en indre forfaldstendens i de liberale demokratier.

Denne tolkning er lige så fascinerende, som den er forvirrende, eftersom begrebet 'biopolitik' kan bruges i alle mulige forskellige betydninger. 'Bios' betyder liv, og biopolitik betegner en form for kobling mellem politik og liv. Men den kobling kan handle om alt fra racehygiejne til manipulation med grænserne mellem kultur og natur. Biopolitik kan både handle om kampen for at beskytte og bevare den rene race og spørgsmål om abort og statslige sundhedsprogrammer. Begrebet er ikke længere forbeholdt fagfolk i små departementer, men har bredt sig til den store offentlighed uden egentlig afklaring af, hvad biopolitik har betydet og stadig betyder. Thomas Lemke, som er professor ved Institut for Socialforskning i Frankfurt, afdækker begrebet 'biopolitiks' betydning og historie i den lille bog Biopolitik - en introduktion.

Natur og politik

For en antik betragtning er begrebet 'biopolitik' selvmodsigende: Det rene biologiske liv regnes nemlig for det private, hvorimod politik betragtes som den offentlige forvaltning af det fælles. Det private hører til nødvendighederne og husholdningen, mens politik som frihedens felt tager sig af det, der rækker ud over nødvendighederne.

Men i det tyvende århundrede etableres to forskellige forestillinger om en kobling mellem liv og politik. Den ene, som Lemke kalder naturalistisk, ser 'livet' som målestokken for politik. Livet er det rigtige, som politikken skal søge at efterligne. Det kan for eksempel være en forestilling om en bestemt races overlegenhed og en anden races underlegenhed. Livet selv udstikker i den naturalistiske opfattelse retningslinjer for, hvad politikken bør gøre. Man kan sige, at livet bliver politikkens fundament. Den anden position kalder Lemke for politicistisk. Her anskues livet ikke som grundlaget for politik, men derimod som genstanden for politik.

Denne form for biopolitik gives i to varianter: Den ene er konservativ, og den anden er progressiv. Den konservative position ser livet som både menneskeliv, dyreliv og planteliv. Den insisterer på bæredygtighed som en betingelse for al politik. Den er anfægtet af klimaødelæggelser og betegnes af Lemke som en 'økologisk biopolitik'. Den såkaldt progressive biopolitik tager udgangspunkt i den videnskabelige og teknologiske udvikling. Den tager som udgangspunkt, at vi med fosterdiagnostik, fertilitetsbehandling og medicinering kan operere på både livets begyndelse og afslutning. Som Lemke selv skriver:

"Indtil for nylig kunne velfærdsstaten koncentrere sig om at sikre eksistensen, men nu forventes staten også at tage sig af reguleringen af livets begyndelse og afslutning. Dermed bliver det et påtrængende spørgsmål, hvem der på hvilket tidspunkt er en del af fællesskabet, henholdsvis hvem der ikke længere er det, eller ikke er det endnu (fostre, hjernedøde etc.)."

Fra hvorfor til hvordan

Lemke analyserer den franske socialfilosofs Michel Foucaults indflydelsesrige analyser af begrebet biopolitik, og han demonstrerer, hvordan flere af dem, der, som Michael Hardt, Antonio Negri og Giorgio Agamben er blevet inspirerede af tanken om biopolitik til dramatiske teser, radikaliserer isolerede elementer af begrebet til konklusioner, som hverken er kritisk effektive eller analytisk præcise.

Han gennemgår også de britiske sociologer Anthony Giddens og Nikolas Roses tilsvarende begreber om 'livspolitik' eller en politik for livet selv. Biopolitik - en introduktion kan således læses som et lille kritisk kompendium over kritiske tanker om liv og politik.

Den er både afklarende og oplysende, og som forvalter af arven fra Frankfurterskolen ender Lemke naturligvis med at afstikke en retning for en fortsat kritisk virksomhed. Det gælder for Lemke hverken om, som naturalisterne, at biologisere politik, eller som politicisterne om at politisere biologi. Det handler derimod om at analysere 'liv' og 'politik' som elementer i det samme netværk. Det handler ifølge Lemke ikke at spørge om, hvorfor liv kobles med politik, eller hvad politik skal gøre med livet. Det handler om at analysere, hvordan denne kobling finder sted.

De kritiske perspektiver skal således ikke afdække totalitarismen i demokratiet, men derimod udvikle nye måder at diskutere forholdet mellem liv og politik på - og dermed også åbne et blik for nye muligheder: Kritikken handler ikke om at nedbryde det bestående, men om at producere nye synsmåder og mulige forandringer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Simone Molin Friis
Simone Molin Friis anbefalede denne artikel

Kommentarer