Læsetid: 2 min.

Rent, koldt, blåt - isnende bar

København har en bar skabt af 40 ton is fra svensk Lapland med rumtemperatur på minus fem grader. Et surreelt univers i transparent blåt, hvor borde, sofaer, vægge, bar og glas er skåret ud i massiv is
To indpakkede gæster på IceBar mellem 40 ton glimtende is skåler i to isklodser med vodka og hindbær- og multebærjuice - så kan det ikke blive mere -on the rocks-. Bartendernebærer huer af snehareskind på jobbet.

To indpakkede gæster på IceBar mellem 40 ton glimtende is skåler i to isklodser med vodka og hindbær- og multebærjuice - så kan det ikke blive mere -on the rocks-. Bartendernebærer huer af snehareskind på jobbet.

4. april 2009

IceBar Cph ligger et trin op fra en atriumgård i Løngangsstræde 27 fyldt med flet-terrassesofaer proppede med puder, palmer og baldakiner, så man kunne føle sig hensat til en strandlounge ved havet i Beirut eller Ibiza.

Men brat holder sommerassociationerne op. Det er jo en isbar og byens eneste etablissement, hvor man får udleveret overtøj i garderoben! Garderobepigen langer tykke, blå termoponchoer med pelsbræmmede huer samt skiluffer dinglende i en snor - som børn i flyverdragtsalderen.

Praktisk dét med snoren viser det sig, for straks man træder ind gennem slusen til kølerummet - der udgør IceBar Cph og holder stedet på konstant fem frostgrader - må man nysgerrigt lige røre de massive isvægge og krumme rum-delere med borede koøjer i og de høje barborde i massivt is. Ja, det smelter mod håndfladen.

Men det er på med skiluffen, idet man får stukket en firkantet klods af is i hånden. Den er boret ud og fyldt med vodka med hindbærpuré og champagne eller cocktailen 'Midnatsflirt': vodka, champagne med sirup af tundraens multebær - der ligner gule brombær, men har sin egen særlige sursøde smag.

Varme Arne og klimaet

Bartenderne bærer luffer og hvide kaninskindshuer med øreklapper.

"Vi kan højst være her inde i ca. en time, så må vi over i hotellets varme loungebar og servere - og tø op, forklarer den spanske bartender med et blåt smil - fra det reflekterende lys i rummet. Her er tapas-hapsere på et isfad: Lufttørret rensdyr-serrano med rå tyttebær og rensdyr-carpaccio med peberrodscreme.

En varm drik, kaldet Varme Arne, består af varm ingefær- og kanellikør, æblejuice og vodka. Det får man i en kop af plast, da en af is vil... tø.

En eksotisk oplevelse er det at stå i knap 35 minutter i frostboksen - mere kan ens fødder og næsetip ikke klare - og skåle, sidde sig på rensdyrskind på en isbænk, når Laplands ægte ødemark ikke rigtig trækker. Konceptet er udviklet dér med ishotellet i byen Jukkasjärvi, der har 60 værelser helt i is. Det ligger 200 km nord for Polarcirklen.

Stockholm fik den første IceBar, Tokyo og London har også hver en. København fik den fjerde for et par år siden.

Hvem sagde finanskrise her? Festglade mennesker står i kø for at fryse og griner og skåler i isglassene for 150 kr. for entré inkl. en drink og kolde næser. Man kan også forloves med et sæt ringe af is for 195 kr. Måske er det netop kuren mod krisen...

Men klimakorrekt bliver det aldrig at holde et rum op mod 50 kropsvarme personer nede på minus fem. (Godt freon er forbudt i køleaggregater) og fragte 40 ton is ned til København K. fra Torneelven i Lapland med kølebil til at lave denne kulisse igen og igen. Men uforglemmeligt er det.

www.icebarcopenhagen.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

kristian jensen

Her til at starte med, så vil jeg gerne sige at det er det fedeste koncept, jeg nogensinde har set. Har også selv været forbi IceBar, og kan klart anbefale det til alle andre!!!
Super fed idé og det skal bare opleves!!!!!!

Hilsen Kristian Jensen
http://Partyin.dk