
På et beskedent budget – 6,5 mio. dollars – drejede James Cameron
for et kvart århundrede siden science fiction-klassikeren, der sikrede Arnold Schwarzenegger sit gennembrud.
Den kolde krigs atomkapløb ligger og lurer i baggrunden, men Terminator tager primært afsæt i en mere generel moderne bekymring –frygten for, at militær- og våbenteknologien udvikler et eget liv med dertil hørende ambitioner om overherredømme. Cameron kombinerer dette med rigelige mængder af den action, han er så rasende god til at iscenesætte.
I en dystopisk fremtid afhænger hele menneskehedens håb af én mand, oprørslederen John Connor, og derfor sender magthaverne, altså maskinerne, en avanceret og nådesløst målrettet dræberrobot tilbage til Los Angeles anno 1984 for at gøre det af med kvinden, der er på nippet til at blive gravid med John, servitricen Sarah Connor. Menneskene sender en mand til at beskytte hende, men i Schwarzeneggers monumentale skikkelse er titelfiguren en frygtindgydende modstander.
Heldigvis viser Sarah (Linda Hamilton) sig at være en sej kvinde, og i ’Terminator 2’, syv år senere lod hun for alvor forstå, at hun ikke fandt sig i mere pis.