For godt en måned siden trykte denne avis en forside, hvorpå det - efter den fri hukommelse - blev påpeget, at politikerne, medierne og befolkningen burde være varsomme med at gå i panik over den nye H1N1 influenza. Altså en advarsel mod at gå i selvsving og udrette mere skade end gavn. Inde i avisen sagde den tyske sociolog Ulrich Bech, at "vi lever i samfund med menneskeskabte risici."
Det er korrekt, at noget iboende menneskets natur fremkalder en til tider irrationel angst for ukendte og usynlige fjender som mikroorganismer. Faren overdrives, fordi vi er magtesløse over for de små kryb, men også fordi en sensationshungrende presse kan sælge nyheder på at blæse små ting op til store bøhmænd.
Den falske alarm
I det seneste nummer af The New Yorker Magazine fortæller Harvard-historikeren Jill Lepore om den kortvarige offentlige panik, et udbrud af undulatfeber i 1930 gav anledning til i USA. Skønt sygdommen blev kendt i slutningen af 1800-tallet og den årligt smittede flere hundrede mennesker (hvoraf nogle døde) i tropiske lande, forekom den kun sjældent i Nordamerika.
I stedet for at oplyse og berolige befolkningen valgte amerikanske aviser at slå historien om nogle syge papegøjeindehavere stort op. I løbet af to uger var 'faren' drevet over.
Det er muligt, at mindet om den ødelæggende spanske syge 12 år tidligere, i 1918, som havde koste 675.000 amerikanere livet, stadig stod frisk i folks hukommelse. Selv det mindste signal om en ukendt smitsom sygdom blev taget alvorligt.
Nogle historikere mener det modsatte: At den frygtelig influenzapandemi i det sidste år af Første Verdenskrig hurtigt blev lagt i glemmeboksen.
Rædslerne forbundet med den spanske syge var mindst lige så mindeværdige som ligene i skyttegrave og giftgassens ofre, men traumet var af den slags, som mennesker helst skubber fra sig i det daglige liv.
Få bøger
Sammenlignet med utallige digre værker om Første Verdenskrig er overraskende få bøger blevet udgivet om den spanske syge, som dræbte mindst det dobbelte og måske det femdobbelte antal mennesker (mellem 35 og 100 mio. i løbet af 2-3 måneder). For interesserede er den bedste fremstilling skrevet af John M. Barry, The Great Influenza (2004).
Historien er fængslende og - set i nutidens perspektiv - ekstrem foruroligende. En del af bogen fokuserer på datidige forskeres desperate bestræbelser på at isolere den mikroorganisme, som var ansvarlig for den smitsomme og i 2 pct. af tilfældene dødelige sygdom.
Nogle epidemiologer blev af symptomerne (iltfattige blå og sorte ansigter og lemmer) overbevist om, at den sorte pest fra middelalden var vendt tilbage. Men de fleste skød skylden på Pfeiffers bakterium, der blev fundet under opduktion i de fleste ofres lunger. Først i 1930'erne fik forskere isoleret den nye H1N1-virus.
Først en mild bølge
Den spanske syge menes at være opstået i USA - overført fra svin til mennesker. Men den kan også være ankommet via skib fra Europa til den amerikanske kyst i det tidlige forår 1918. Det er endnu ikke lykkedes at finde et eksemplar af virussen, så dens DNA kendes ikke. Derfor ved man heller ikke, hvorfor den dræbte flere mennesker end nogen anden pandemi i historie.
Et særligt bekymrende aspekt ved pandemiens forløb i 1918 er, at den første bølge var mildere end en sæsoninfluenza og krævede få ofre. Mildheden antages at være begrundet i virussens manglende tilpasning til mennesket. Men seks måneder efter de første udbrud i marts 1918 i Kansas - vi er i september det år - havde den tilpasset sig og var blevet ondartet. Nu begyndte den at dræbe - et veritabelt massemord i flæng.
Vor tids epidemiologer er bekendte med denne historie, men myndighederne nævner helst ikke denne første milde bølge med svineinfluenzaen. Derfor er det så presserende at få masseproduceret en vaccine.
Den spanske syge behøvede ikke at dræbe op imod 100 mio. Mange kunne have overlevet, hvis sundhedsmyndigheder, politikere og pressen havde taget den smitsomme sygdom alvorligt.
Lig flød i gaderne
Men USA og Europa lå indviklet i den Første Verdenskrig. Moralen skulle holdes oppe, og aviserne var derfor pålagt censur - bortset fra i Spanien, hvor man først skrev om influenzaen; deraf navnet den spanske syge. Influenzaen spredte sig lynhurtigt blandt soldater i USA og Europa stuvet tæt sammen under troppe- og skibstransporter, og herefter sprang den videre til civilbefolkningen.
Philadelphia var en af de hårdest ramte storbyer med 5.000 døde i en enkelt uge i oktober. En korrupt borgmester gav trods advarsler grønt lys til en parade for flere hundretusinde borgere. Nogle dage senere var alle byens hospitaler fyldte; folk begyndte at dø som fluer. Hvorfor deltog de i paraden? Fordi pressen tav om influenzaen, som på det tidspunkt hærgede blandt soldater på en nærliggende base. Selv præsident Woodrow Wilson forholdt sig tavs.
Pressens selvcensur førte til mistro. Befolkningen stolede ikke på myndighederne. Frivillige blev væk af frygt for smitten. Der var hverken nok læger, sygeplejersker, bedemænd eller kister. Lig lå og flød i hjem, på verandaer og i byens gader. Mange kunne have overlevet, havde det ikke været for hemmelighedskræmmeriet.
