Læsetid: 6 min.

De var røde, de var unge - og så var de væk

Det var ikke i Moskva, at de danske ungkommunister lærte at tilkæmpe sig indflydelse, dokumenterer ny forskning. Historisk værk om DKU afliver sejlivede myter, men farer til sidst så meget vild i årtier og tidsånd, at det ikke rigtigt kommer i mål
Det var ikke i Moskva, at de danske ungkommunister lærte at tilkæmpe sig indflydelse, dokumenterer ny forskning. Historisk værk om DKU afliver sejlivede myter, men farer til sidst så meget vild i årtier og tidsånd, at det ikke rigtigt kommer i mål
30. maj 2009

I små diskrete grupper rejste de til Moskva og Østberlin for fem eller ti måneder senere at vende hjem skolet i agitation, propaganda og konspiratorisk arbejde og rustet til at tage magten i organisationer og bevægelser, hvor kommunisterne ønskede indflydelse. Det er god latin at forstå Danmarks Kommunistiske Ungdoms dominerende indflydelse i en række ungdomsorganisationer i 1970'erne og 80'erne efter den model. Men det er forkert.

Det er for en bredere kreds nok den meste interessante konklusion i historikeren Knud Holt Nielsens bog Giv mig de rene og ranke, som bygger på hans ph.d.-afhandling (2007) af samme navn om DKU's historie fra 1960-90. Ikke kun fordi den svækker kommunisternes aura af skæg og blå briller og gør det lidt kedeligere at være kommunistforskrækket, men især fordi 'den længerevarende skoling' stadig bruges som forklaring på, at kommunisterne så effektivt kunne myldre frem og sætte dagsorden over alt.

Magten i de brede bevægelser var hverken målet for eller resultatet af de langvarige skolingsophold. Det var snarere omvendt: Erfaring fra ledelsesarbejde i f.eks. lærlinge- eller studieorganisationer var i stigende grad en forudsætning for at kvalificere sig til skolingsopholdene. Og de hjemvendte kadrer blev stort set alle indplaceret på poster internt i parti eller ungdomsforbund, centralt eller lokalt.

De 30 år, bogen dækker, er historien om DKU fra marginaliseret og ramt af kommunisternes krise i 60'erne, over en ny storhedstid i 70'erne og ind i 80'erne - til opbrud og sammenbrud sammen med Berlin-muren.

Holt Nielsen afdækker gundigt den sammenhæng, skolingen indgik i: Med en massiv tilgang af nye medlemmer først i 70'erne, begyndte DKU's medlemsmasse i stigende grad at afspejle det velfærdsdanmark, der havde udviklet sig. De nye medlemmer havde ikke den forståelse af verden og historien eller de sociale og ideologiske koder, der gjorde kommunisterne til folk 'af en særlig støbning'. Det var den opgave, skolingen tog sigte på: Studierne i Sovjet og DDR i filosofi, politisk økonomi, arbejderbevægelsens historie, læsning af Marx, Engels og Lenin - og ikke mindst mødet med unge fra hele verden og med 'den virkeliggjorte socialisme' skabte og disciplinerede et ledelsespotentiale, der ideologisk og identitetsmæssigt kunne fastholde DKU på marxismen-leninismens og den proletariske internationalismes grund, som det hed.

Det er i skildringen af sammenhængene og de begivenheder, de indgik i, der på flere strækninger gør bogen interessant og sætter det faktamættede stof i relief. Den lever her op til sin intention om at finde ud af, hvorfor så mange unge blev DKU'ere, og hvorfor de fik så stor indflydelse.

Vejen til indflydelse

Det præger også fortællingen om DKU's erobring i 1970'erne af de uddannelsessøgendes organisationer. Brikker og begivenheder sættes ind i tid og strømninger og giver et mere nuanceret - og forståeligt - billede end myten om den kommunistiske kampformation, der nedkæmper al modstand.

Med DKP's parlamentariske genkomst i 1973 og den generelle venstredrejning i årtiet fik DKU i de år en masse 'almindelige' unge som medlemmer. De løse og ofte upolitiske strukturer omkring lærlingenes, gymnasie-elevernes, de lærestuderendes etc. organisationer var en oplagt ramme: De nye medlemmer kunne engagere sig fagligt og politisk, som det, de var - og DKU kunne i tilgift få en berøringsflade med tusinder af nye unge. DKU's bidrag til organisationerne var at være den organisatoriske erfaringsbank. Det blev til en dynamik, hvor organisationerne og DKU gensidigt berigede hinanden. Men indflydelsen kom også til at virke den anden vej: Organisationernes udvikling fik en tendens til lige så ofte at blive DKU's som omvendt. Halen begyndte så at sige at logre med hunden. En ikke ukendt kilde til brydninger i andre kapitler af den kommunistiske historie.

Tidsbilledet bliver væk

Det er skildringen af dynamikken, der gør bogen interessant. Den vidner om overblik over materialet - især DKU's arkiver og en analyse af medlemssammensætning, organisationsliv osv. - der her er genstand for historisk forskning for første gang. Når de mange røverhistorier og soundbites suppleres med en bredere pensel, giver fortællingen mening.

Bogens svaghed bliver så selvsagt, når den brede pensel løber tør for maling. Og det gør den især fra starten af 80'erne. Hvor 70'er-aktivismen ebber ud, fredsbevægelsen begynder at sætte andre dagsordener, krisen i økonomien ikke længere bekæmpes, men integreres som et grundvilkår, Gorbatjov kommer til i Sovjet osv. - årtiet, der ender med Berlin-murens fald.

Her skifter fortælleren stemme, fra det myndigt redegørende til det mere opremsende og journaliserende; enkeltbegivenheder uddybes og personer eksponeres pludseligt og umotiveret.

Det er f.eks. ikke redeligt, når DKP's mangeårige og overordentligt magtfulde partisekretær, nyligt afdøde Poul Emmanuel - Poul Pot var et af hans mindre kærligt mente øgenavne - i en anekdote fra partikampen om Glasnost og fornyelse i 80'erne præsenteres som "partiets bogholder". Det er en detalje, men det svarer til at fortælle anekdoter fra Anker Jørgensens regeringstid med Knud Heinesen i rollen som kirkeminister.

Det virker f.eks. ulogisk, at Danske Gymnasieelevers Sammenslutning bruges som case på beskrivelsen af sammenbruddet i uddannelsesorgansiationerne, når netop DGS er den af organisationerne, der evner at revitalisere sig selv og overlever perioden. Skyldes det, at forfatteren (født 1969) selv har alderen til evt. at have deltaget i løjerne?

Og det er mildt sagt mangelfuldt, at skiftet i betingelserne for DKU fra 1970'erne til 80'erne ikke gøres til genstand for mere grundig granskning og overordnet diskussion end lidt spredt konstatering af afmatning. Her synes kildematerialet underudnyttet, politikforståelsen udefineret, overblikket over aktørerne fraværende - og samtiden uudforsket.

Nye spørgsmål

Hvis 70'erne havde givet DKU en selvforståelse som bevægelsernes motor, stillede 80'erne et helt nyt spørgsmål: Hvor er bevægelsen?

Mens 70'erne kunne mobilisere tusinder af unge bag socialøkonomiske krav om SU, boliger, lærlingeløn og medbestemmelse, rejste 80'ernes bz'ere, fredsbevægelse, punk, pinsekarneval og spirende global bevidsthed ukendte og helt nye spørgsmål. Om kultur, identitet, æstetiske kriterier for fællesskab - og meget mere.

Konfliktens ikon var Next Stop Sovjet, en udløber af de tidlige 80'eres fredsbevælgelse, som i fatal grad sugede aktivister og kadrer fra DKU og blev det sidste store brede ungdomsinitiativ med DKU'ere i en ledende rolle.

I DKU kom disse spørgsmål fra midt i 80'erne til udtryk i en til tider benhård konflikt mellem en rent socioøkonomisk forståelse af ungdommen - og så en i dansk venstreorienteret sammenhæng erfaringsfattig søgen efter en kulturel nerve bl.a. med en historisk set ret ukommunistisk forståelse af individet som væsentligt.

Men i det omfang, 70'ernes uddannelsesorganisationer var styret af DKU, var Next Stop sat fra land af DKU'ere, der havde lagt moderskibet bag sig. Mens DKU's ledelse i 70'erne var ældre og mere erfarne end DKU'erne i organisationerne, blev det i stigende grad omvendt op gennem 80'erne i forhold til ungdomsfredsbevægelsen.

80'erne læst med 70'ernes briller

Hele den historie og mange af dens konflikter kan af den forhåndskyndige læser destilleres ud af bogens omfattende og detaljerige nedslag. Men nye læsere får ingen hjælp, men må sidde tilbage usikre på, hvad det er for en historie, man har fået fortalt. Forfatteren synes hovedløst at ville have alt med uden at gøre sig den ulejlighed at skelne skidt fra kanel - og værst af alt: uden at tegne et samlet kort over årtiet, man kan orientere sig efter.

Når f.eks. DKU's støtte til Gorbatjovs reformer i Sovjet mest udtrykker sig i fokus på forandringernes spontane og (sub)kulturelle fremtrædelsesformer, fremstilles det som en 'upolitisk' interesse; eller når begrebet 'arbejderungdommen' afløses af en mere identitetsbaseret opfattelse af unge, bliver resultatet i bogen fravær af 'klare politiske krav'. Dét er en tolkning af 80'ernes tendenser med en politikforståelse fra 1970'erne. Og det er det, der for alvor hindrer bogen i at få hold på de skred, der præger årtiet i almindelighed - og DKU i en grad, så det begynder at vakle år før Berlin-muren.

Opbruddet i højre-venstreforståelse, globale skillelinjer, politikopfattelse og tradionel klassekampstænkning op gennem 80'erne var som bekendt hverken et særligt kommunistisk, endsige dansk fænomen. Og støvet fra det opbrud har næppe lagt sig endnu, så en endelig afdækning kan man ikke forvente i et værk som det foreliggende.

Men en analyserende og fordomsfri diskussion på begivenhedernes præmisser ville have fået bogens løfte om ud over DKU's historie at give "et indgående billede af den unge venstrefløjs udvikling gennem tre årtier, hvor det danske samfund forandrede sig grundlæggende" til at fremstå en smule mindre uindfriede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Peter Simonsen

Jeg tror det var Chou-En Lai, der adspurgt om den franske revolutions indflydelse på det moderne samfund svarede, at det er nok lidt for tidligt at konkludere noget derom (eller noget i den stil).. Det er det nok osse når man taler om DKU....
I øvrigt vil jeg stærkt advare om gisninger i forhold til socialismens evt. beståen, vi vender frygteligt tibage, bar vent og se!

@Simon Sen

Ja - de fleste af de/vi røde er jo mere/mindre tilhængere af ( også) Darwinismen ( eller noget i de retninger )'s gyldighed - så vænnet til de tidsrum's størrelse - er vor afstand til bla..a: Den Franske Revolution jo nærmest forsvindende.

A' propos Den Franske Revolution:

Det forbliver ufatteligt at Solkongen kaldte sig for:
Solkongen - for han var jo en mand.

Jeg fatter ikke at det ku' gå som det gik -
for Groucho Marx havde jo udtrykkeligt påpeget at:

Det videnskabeligt begrundede fællesskab ( kommunismen ) var kommet for at blive.