Læsetid: 4 min.

Tilbage i rampelyset

Med titelrollen i Darren Aronofskys 'The Wrestler' har 56-årige Mickey Rourke bragt sig tilbage i rampelyset som en af sin generations bedste skuespillere
Genkomst. Der er en vis poetisk retfærdighed i, at den 56-årige Mickey Rourke for alvor har fået genoplivet sin karriere takket være en modig og tilsyneladende hudløst ærlig præstation som Randy, hvis nedtur synes umulig at stoppe.

Genkomst. Der er en vis poetisk retfærdighed i, at den 56-årige Mickey Rourke for alvor har fået genoplivet sin karriere takket være en modig og tilsyneladende hudløst ærlig præstation som Randy, hvis nedtur synes umulig at stoppe.

30. maj 2009

Rollen som Randy 'the Ram' Robinson er som skabt til Mickey Rourke. Den fallerede wrestler i Darren Aronofskys nye film, The Wrestler, har hele sit liv og sin karrieres op- og nedture prentet i sit hærgede ansigt. Det samme har Rourke, og der er en vis poetisk retfærdighed i, at den 56-årige skuespiller for alvor har fået genoplivet sin karriere takket være en modig og tilsyneladende hudløst ærlig præstation som Randy, hvis nedtur synes umulig at stoppe.

Der er så mange ligheder mellem Randy og Rourke, at det næsten er foruroligende: Ligesom wrestleren er skuespilleren en gammel cirkushest, det er svært at hive ud af manegen, selv om han godt ved, at det ikke fører til noget godt. Lad os håbe, at det ender bedre for Rourke, end det gør for Randy.

Håndklædet i ringen

Engang i 1980'erne var Randy 'The Ram' en stor stjerne inden for amerikansk wrestling, hvor show og underholdning er vigtigere end det sportslige indhold. Nu er Randy en has-been, en sørgelig skygge af sig selv, som bor i en trailer - når altså ikke værten låser ham ude, fordi han ikke har betalt husleje - og må optræde for småpenge i gymnastiksale og på gymnasier.

Randy har stadig fans, der ligesom wrestleren selv husker hans storhedstid, men der er ikke længere noget som helst glamourøst over hans liv eller karriere.

Voldsomt ser det ud, når wrestlerne kaster sig over hinanden med stole og borde, og selv om det er en nøje planlagt og koreograferet slåskamp, er det ikke ufarligt, hvilket man kan se på Randys forslåede krop og arrede ansigt.

Han fylder sig med smertestillende medicin og steroider, og hans hjerte kan efterhånden ikke holde til mere. Efter en kamp får han et hjerteanfald, og på hospitalet fortæller lægen ham i utvetydige vendinger, at hvis ikke han stopper lige nu, dør han. Men kan Randy, der hele tiden drømmer om et comeback, og som elsker wrestling mere end noget andet, få sig selv til at kaste håndklædet i ringen?

Randys eneste ven er stripperen Cassidy (en ikke mindre modig Marisa Tomei), der ligesom wrestleren kan mærke alderen trykke og ved, at hendes storhedstid er forbi. Hun holder af Randy og hjælper ham med at genetablere et forhold til datteren Stephanie (Evan Rachel Wood), der forståeligt er vred på den far, som stort set ikke har været tilstede i hendes liv. Men Cassidy ved til gengæld ikke helt, hvad hun skal gøre, da Randy erklærer hende sin kærlighed. Skal hun kaste al forsigtighed overbord og indlede et forhold til ham?

Betydelig bedrift

At The Wrestler er blevet så god en film er Mickey Rourkes fortjeneste. Han spiller rollen som den afdankede wrestler med en forbløffende naturlighed og inspirerende mangel på forfængelighed. Man skal altid passe på med at drage for mange paralleller mellem en skuespiller og de personer, han eller hun spiller på film, men det er umuligt ikke at blive rørt og samtidig have Rourkes liv og karriere in mente, mens man ser Randy sjoske omkring med de lange, lyse dreadlocks i en hestehale iført en dynejakke, der er lappet med gaffatape, og når han efter en kamp vasker blodet af ansigtet og sluger en håndfuld piller.

Det er, som om Rourke på forhånd har besluttet sig for ikke at lægge skjul på noget, og mindede historien om Randy kun om Rourkes i manuskriptform, bliver den helt og holdent skuespillerens oppe på lærredet. Han angler ikke efter publikums sympati - og filmen er heller ikke uden humor - men får den, fordi det virker så ægte.

Det håndholdte kamera er hele tiden i hælene på Randy, og man får fornemmelsen af, at Darren Aronofsky har ladet sig inspirere af de minimalistiske, belgiske Dardenne-brødre, som har forædlet en nærgående, men lavmælt, visuel stil, hvor kameraet bruges til så at sige at trænge ind i hovedet på hovedpersonerne.

Umiddelbart er The Wrestler en usædvanlig film fra Aronofskys hånd - han har tidligere lavet de meget mere stiliserede Pi, Requiem for a Dream og The Fountain. Men man genfinder nogle af de samme temaer omkring afhængighed og besættelse og den samme interesse for mennesker på kant med sig selv i den nye film, der bestemt heller ikke ligner en vanlig Hollywood-film - og det er ment som en ros.

The Wrestler er en betydelig bedrift for både instruktør og hovedrolleindehaver, og hvor den viser nye facetter af Aronofskys uomtvistelige talent, har den noget så eftertrykkeligt bragt Rourke tilbage i rampelyset som en af sin generations bedste skuespillere.

The Wrestler. Instruktion: Darren Aronofsky. Manuskript: Robert D. Siegel. Amerikansk (CinemaxX, Dagmar, Empire og Grand i København og en håndfuld biografer i resten af landet)

Portræt af Mickey Rourke på side 14-15

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu