Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Drømmen om naturalisering

Wayne Kramers multiplot-film 'Crossing Over' er en dedikeret, men overambitiøs multietnisk skæbnecocktail af immigrantdrømme om green cards og amerikansk statsborgerskab
Wayne Kramers multiplot-film 'Crossing Over' er en dedikeret, men overambitiøs multietnisk skæbnecocktail af immigrantdrømme om green cards og amerikansk statsborgerskab
Moderne Tider
26. juni 2009

»De er ofrene for The American Dream - usikre, udnyttede og jagede - de er de fremmede!«

Sådan præsenteres Wayne Kramers multiplotfilm Crossing Over i det danske pressemateriale, og man kan næsten høre den klassiske trailerstemme læse ordene dramatisk op. Med den slaglinje - og en blandet modtagelse i Amerika i bagagen - forventede jeg ærligt talt det værste, da filmen gik i gang og blev helt lettet, da den faktisk viste sig ikke bare at være effektjagende offerdrama.

Ja, Crossing Over har brister og er i sekvenser bare for meget, men filmen giver på både formildende og engagerende vis indtryk af at bygge på et oprigtigt ønske om at skabe en kompleks fortælling om både legale og illegale immigranter.

Filmens største problem er, at den vil fortælle for meget. Den fælde kan mange velmente multiplotfilm hurtigt falde i.

Mens forbilleder som Babel og Crash trods alt begrænser mængden af karakterer, vælter Crossing Over sig i dramatiske skæbner med store historier, som trods to timers spilletid bliver alt for flygtigt behandlet.

Massiv mosaik

En sammenbidt Harrison Ford er historiens naturlige omdrejningspunkt som politimanden Max. Filmen åbner med en ransagning på en fabrik for at lokalisere illegale immigranter til hjemsendelse. Her beder en ung mexicansk pige om hjælp, da ingen kan hente hendes søn, når hun bliver arresteret. Trods årevis i tjenesten har Max stadig en samvittighed og ender med at prøve at hjælpe.

Den mexicanske pige er blot én brik i en massiv, multietnisk mosaik, som har filmens to andre kendte navne, Ray Liotta og Ashley Judd, som bindeled. Liotta er en slimet sagsbehandler, som får en håbefuld australsk skuespillerinde (Alice Eve) til at indgå en deal om sex for et green card. Imens behandler Judd som hans kone dels en sag om et forældreløst barn fra Nigeria, dels en sag, hvor en muslimsk teenager får FBI på nakken efter at have skrevet en stil om behovet for at prøve at forstå motivationerne bag 11. september 2001.

En rig iransk familie kommer også på banen, da Max mistænker sin makker (Cliff Curtis) for at være involveret i sin søsters død. Da både 11. september og æresdrab skal behandles begynder det virkelig at blive en ordentlig mundfuld, men historien skal også lige rundt om en koreansk familie, hvor den ældste søn skal indse gaven i at få statsborgerskab.

Wannabe jøde

Hvis man ikke allerede er forpustet, har jeg i farten glemt filmens lyspunkt. Charmetrolden Jim Sturgess (fra Across the Universe og 21) er med som en engelsk musiker, der prøver at få green card vha. sin jødiske baggrund. Filmens bedste scene er, da han skal overbevise en skeptisk sagsbehandler om, at han rent faktisk kan hebraisk. Dér får filmen et tiltrængt humoristisk pift.

Sydafrikanske Wayne Kramer, der tidligere har lavet The Cooler og Running Scared, fik selv amerikansk medborgerskab i 2000. Ikke mindst ceremonien omkring at blive naturaliseret , som det så smukt hedder, når man får sit statsborgerskab, lader til at ligge ham på sinde. Filmens showdown udspiller sig under ceremonien, som en karakter kort forinden har beskrevet som »det mest spirituelle øjeblik i mit liv.«

Undervejs i Crossing Over får man bestemt uddybet mange problematikker forbundet med immigration i Amerika, men trods godt skuespil og sympati for projektet bliver man udmattet af at hænge på uden at komme bag facaderne og ned i de enkelte forløb. Som de mange helikopterskud af hektiske highway-sammenfletninger illustrerer, hjælper det ikke altid at satse på det store billede, hvis man vil fortælle om de mange svære nuancer og gråzoner.

Crossing Over. Manuskript og instruktion: Wayne Kramer. Amerikansk (Dagmar og Palads, København, Kinopalæet i Lyngby samt biografer i Odense, Århus og Aalborg)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her