Christine Brown (Alison Lohman) er en pæn pige i både bogstavelig og overført forstand. Hun stammer fra bøhlandet, men bor nu i Los Angeles, hvor hun arbejder i en bank. Hendes job er at tage stilling til, om folk kan låne (flere) penge eller ej.
En dag henvender en gammel sigøjneragtig kone med en pudsig arkaisk accent, en mildest talt mangelfuld personlig hygiejne og akutte lommesmerter sig til hende. Motiveret af muligheden for snarlig forfremmelse vælger Christine, der egentlig er for godhjertet til at bestride et sådant job, at afslå kvindens anmodning, selv om det betyder, at hun må gå fra hus og hjem.
Ond mod dyr
Straffen falder prompte i form af en forbandelse så fæl, at Christines sjæl nu er i overhængende fare for at havne i det underjordiske brændpunkt, filmens titel henviser til.
Dog er alt håb endnu ikke ude. Forbandelsen kan måske ophæves, og Christine har desuden den mulighed, at tørre sin kranke skæbne af på et af sine medmennesker. Hvis altså hun kan få det over sin samvittighed.
Christines kæreste Clay Dalton er psykologiprofessor og dermed den rationelle skeptiker, enhver film om det okkulte må have.
Men det første varsel om, at Clays sobre livsanskuelse ikke har mange chancer, ligger i, at hans fornavn ganske som hendes efternavn leder tanken i retning af faste gyserfilm-ingredienser som jord og lort (det peger desuden frem mod filmens visuelt stærkeste scene, der finder sted på en kirkegård). Det andet ligger i, at han spilles af en type så søvndyssende som Justin Long.
Bred appel
Lohman har skruet så meget ned for sin sexappeal, som det nu engang lader sig gøre, og er helt rigtigt castet som Christine, dydsmønstret, der åbner en Pandoras æske, da hun på grund af grådighed glemmer at aflæse sit ellers velfungerende moralske kompas.
Filmens delikate sorthumoristiske højdepunkt indtræffer, da Christine vælger at ofre sin store kærlighed til dyr for umiddelbart derefter at bringe et offer i mere konkret forstand.
Som ung skabte Sam Raimi Evil Dead -kultfilmene, og Drag Me to Hell rummer noget af den samme frenetiske energi inklusiv herligt hasarderede kamerakørsler. Selvom Raimi - der har skrevet manuskriptet sammen med sin ældre bror Ivan - nok tager udgangspunkt i B-filmen, med alt hvad det indebærer af bombastiske effekter på både lyd- og billedside, forlener han med held løjerne med et vist mål af psykologisk troværdighed. Der er med andre ord sørget for noget til både øjet, kroppen og knoppen.
Trefløjet frygt
Filmen igennem sættes Christine nemlig i stadigt større dilemmaer, der kulminerer i spørgsmålet om, hvorvidt hun skal redde sig selv ved at ofre ofre en anden.
Hvad med hendes damptromle af en kollega, som bestemt ikke er et af guds bedste - har han opført sig skidt nok til at fortjene så slem en straf Eller hvad med den fremmede gamle mand med iltapparatet, der formentlig alligevel ikke har langt igen Brødrene Raimi kender tydeligvis genren ud og ind, og de foretager en snedig tredeling af den frygt for fortiden, som næsten alle gyserfilm i et eller andet omfang suger næring fra: Udover den gamle verden af magi, som kvinden, der kaster forbandelsen, repræsenterer, har Christine en fortid som velpolstret overspiser. Efterhånden som presset på hende stiger, stiger også hendes risiko for at falde tilbage i tidligere adfærdsmønstre, som står i kontrast til de sirlige kontrol- og successignaler, hun nu som storby-chick udsender.
Endelig nærer Clays kolde snob af en mor så stærk antipati mod Christine og hendes landlige rødder, at der nok reelt er tale om en sygelig angst for alt, hvad der ligger udenfor hendes privilegerede overklassefrueliv. Både Freud og Hitchcock ville utvivlsomt have fulgt opmærksomt med i scenen, hvor hun kæmper med at skjule sin væmmelse, da Christine frejdigt forklarer, at høns på en bestemt tid på året lægger æg med særlig »mættede blommer.«
Drag Me to Hell. Instr: Sam Raimi. Manuskript: Sam Raimi og Ivan Raimi. Amerikansk (Palads og CinemaxX, Kbh., samt 10 biografer i provinsen)
