Læsetid: 4 min.

Med Hauge mellem -måske- og -vist nok-

Nationalisme. Bedst som nationalismen erklæres død, genopstår den i nye former som historien, der går i ring. Det samme kan siges om Hans Hauges nye bog om nationalisme og nationalstat
Nationalisme. Bedst som nationalismen erklæres død, genopstår den i nye former som historien, der går i ring. Det samme kan siges om Hans Hauges nye bog om nationalisme og nationalstat
7. juni 2009

Det er de færreste, der til et middagsselskab slår på glasset, rejser sig og erklærer sig som nationalist. Nationalsindet muligvis, især på en lørdag, hvor der spilles landskamp mod ærkefjenden, men ikke nationalist.

Nationalisme og den deraf afledte nationalist er i bad standing, og har været det i mange år.

Nationalisme er et skældsord, som de andre bruger om dem, der muligvis er det, men ikke kunne drømme om at bruge det om sig selv. Alligevel vil nationalismen ikke gå væk. Det fremgår af den århusianske forfatter, klummist og lektor ved Nordisk Institut i Århus Hans Hauges nye bog, Nationalismens spøgelse - Mellem romantik og opløsning, der mest af alt er en forvirrende rundgang på stedet mellem begreberne nationalstat og nationalisme.

Som det fremgår af titlen og ikke mindst af den medfølgende pressemeddelelse, er nationalismen på trods af sin karakter som »øv-bøv-ord på linje med de totalitære ideer«; og selv om den er erklæret død mange gange - et fænomen, der lader til at genopstå og genopstå.

På linje med racisme

Men måske er nationalismen mere udbredt, end vi går rundt og tror. Det mener i hvert fald Hans Hauge. Måske. For -måske- og -vist nok- er nogle af de mest gennemgående ord i Hauges bog, der derfor ender med at forekomme lige så svær at finde hoved og hale i som forfatteren selv, der ofte profilerer sig som sprogligt finurlig og præcis på den korte bane som klummist og kommentator i blandt andet Jyllands-Posten, men i den aktuelle bogform fortaber sig selv og taber læseren i den nærmest stand up-filosofiske gennemgang af metaforer, definitioner, teorigennemgange, modstillinger og paradokser omkring nationalismen.

Det grundlæggende paradoks eller spørgsmål i Hauges bog er, som han selv skriver, at vi lever i en nationalstat, eller -nationsstat-, men uden nationalisme. Den er ganske vist på godt og måske især ondt et europæisk fænomen, som har spillet en afgørende rolle i den moderne statsdannelse. Men vi vil som bekendt ikke have med den at gøre; den er et skældsord på linje med racisme, men ifølge Hauge er nationalisme på den anden side forudsætningen for opretholdelsen af den moderne velfærdsstat, og ingen kan sige sig fri for den.

Så hvor kommer den fra denne nationalisme, og hvordan kan det ske, den dukker op igen og igen, bedst når den er erklæret død? spørger Hans Hauge, der ikke lader til at skelne mellem de forskellige former for nationalisme, de mere fredelige former og de mere aggressive og chauvinistiske, der har sat deres præg på historien. Endvidere udfoldes heller ikke diskussionen af, hvorvidt det er muligt at være national(stat) uden nødvendigvis at ty til nationalisme.

Nå, men over stok og sten går det med udgangspunkt i historikeren Ernest Gellers nøgleværk fra 1983, Nations and Nationalism, Benedict Andersons Forestillede fællesskaber og en række andre værker om emnet samt kon-krete eksempler.

Nationer er konstruktioner, forestillede fællesskaber, der ganske vist giver os fornemmelsen af at tilhøre et fællesskab, men i virkeligheden blot er samfund af anonyme atomer forklædt som varme fællesskaber.

Intellektuelt puslespil

Men spørgsmålet er, hvem der står bag konstruktionen. Er det eliten? Eller måske folket? Ja, hvad kom først? Hønen eller ægget? Var nationalisme noget, der blev presset ned fra oven, da der historisk var behov for at opbygge nationale voldsmonopoler og konstruere forestillinger om det nationale, som rækker langt længere tilbage, end nationen egentlig gør? Eller kom det nede fra - fra folket, eller er det bare folket, der beredvilligt har købt elitens konstruktion? I sandhed mange spørgsmål, og svarene er -måske - at nationalismen er blevet til i en vekselvirkning, men imidlertid ledte i hvert fald denne læser forgæves efter fyldestgørende svar.

Det er - for at blive i Hauges eget sprogbrug - -måske- og -vist nok- det overordnede problem med denne bog. Det hvirvler om ørene på læseren, og man tænker undervejs, at det er vist nok meget klogt og belæst, men man holdes aldrig fast af en overbevisning om, hvad hensigten egentlig er, eller hvor Hans Hauge selv står i det, der af forlaget beskrives som »et sindrigt puslespil, et intellektuelt puslespil, der går tidsånden efter i sømmene«. I så fald må nogle brikker være blevet væk undervejs.

Ansats til klarhed

Mod bogens slutning nærmer man sig en klarhed. Hans Hauge havde vist nok håbet på, at nationalismen ville blive afløst af noget post-nationalt. Men i stedet kom globaliseringen og med den såmænd nationalismens anden bølge, men denne gang ikke i form af ideologi. Den kommer i stedet som identitet, og bruges ikke som den første nationalisme til udvortes brug. Den bruges i stedet indvortes til at udskille, adskille og skabe forskelle.

Den modernistiske nationalismeforskning var kritisk og ville afsløre nationalismen, men den satte ikke noget andet post-nationalt i stedet, fordi den ikke vidste, hvad det var, skriver Hauge, der dermed slutter, hvor han begyndte.

Derefter kom globaliseringen, og nu aner vi en tredje fase i nationalismen. Det nationale vil ikke gå væk. Historien kan ikke afsløre eller ophæve nationalismen, især fordi der ikke findes et fuldgyldigt alternativ. Eneste mulighed ville være imperialismen, hævder Hans Hauge, der afslører sig selv som desillusioneret »skabs-imperialist«, der får gåsehud, når han hører Rule Britannia. Men globaliseringen har ingen æstetik, ingen Shakespeare, det er kun pop og plastik. EU er en tom skal, USA dur ikke som imperialist og er alligevel ved at vende tilbage til nationalisme og protektionisme. Så efter nationalisme kommer - nationalisme, forlyder det.

Verden er normal igen, skriver Hans Hauge og slutter: »Den består af det verdenssystem, der hedder nationalstater. Og hvordan opretholdes nationalstater? Med nationalisme, som er et romantisk spøgelse. Efter enhver oplysningstid med tro på universalisme og fornuft, kommer der en ny romantik. Den lever vi vist nok i nu.«

Ja, hvem ved. Måske. Og således slutter det hele, vist nok, hvor det begyndte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu