Læsetid: 5 min.

Er kvindekunst altid kussekunst?

Som det første museum i verden viser Centre Pompidou i Paris en ophængning af den permanente samling udelukkende valgt blandt kvindelige kunstnere. Det har ikke undgået at skabe rygmarvspolemik. Det kan dog rapporteres, at der er en hel del mænd, selvom der altså kun er kvinder
Som det første museum i verden viser Centre Pompidou i Paris en ophængning  af den permanente samling udelukkende valgt blandt kvindelige kunstnere. Det har ikke undgået at skabe rygmarvspolemik.  Det kan dog rapporteres, at der er en hel del mænd, selvom der altså kun er kvinder
19. juni 2009

»Behøver man virkelig at vise en tampax eller en kusse, for at det er kunst « udbryder en kustode forarget til en anden. Protester kommer ikke altid fra de steder, man forventer. De er begge kvinder, den forargede har lange røde negle og udslået sort hår. Hun sidder mageligt henslængt foran et af de rum, hvor et skilt kundgør, at »Visse værker i dette rum kan støde publikum«.

Pompidou-centret er med sine over 30 år på bagen blevet en af den slags halvgamle institutioner, hvor kustoder med faste vaner ignorerer publikum, men har en del kommers med hinanden.

Vi befinder os midt i Museet for Moderne Kunst, hjertet af centrets maskinkrop, der i år 2000 genåbnede efter en gennemgribende restaurering.

Det har givet anledning til en ny, eksperimenterende ophængningspolitik; den faste samling har fulgt tematikker som -Big Bang- og -Billeder i bevægelse- uden store ramaskrig.

Men 8000 kvadratmeter med 200 kvindelige kunstnere måtte udløse rygmarvsreaktioner.

»Pompidou-centret glorificerer kvinder med risiko for at anbringe dem i en ghetto«, lød overskriften rutinemæssigt i Le Monde. Ingen kalder de to store udstillinger af Calder og Kandinsky på centrets overetage for -mandeghetto-, de har fået sobre og kønsfri anmeldelser. Altsammen kønspolitisk ABC, så klassisk at man kan slå overvejelserne op i kataloget. De lyder nogenlunde sådan her: -Nu satser vi. Bare én gang og for første gang nogensinde.-

Kæmpekusse

I indgangspartiet bevæger man sig forbi amerikanske Guerrilla Girls, der i firserne polemisk spurgte om en kvinde, skal være nøgen for at komme på kunstmuseum.

Her på Pompidou er det til en vis grad stadig tilfældet, kan det konstateres, da man får møvet sig forbi de to forargede kustoder, sammen med en lille familie, der ufortrødent skubber klapvogn og seksårig ind forbi advarselsskiltet.

Tre yngre kvinder står betagede foran polske Magdalena Abakanoviczs Abakan- skulptur, en kæmpekusse, vævet af tjæresorte strandede fortøjningsreb, fra 1968. Lige bag dem kan en ung mand til gengæld ikke dy sig for at lade blikket glide ned over de levende bagdele foran ham, uagtet at rummet er fuld af kusser.

Valerie Eksport er der med sin klassiker Akstionshose Genitalpanik fra 69, Hannah Wilke, har fotograferet sig selv med et utal af små modelerede kvindegenitalier i 74 og Elke Krystufk har malet dem midt i sit hoved i 2008.

Til gengæld må man konstatere, at kunstens objekt stadig i allerhøjeste grad er kvinde. Det er ikke mange sublimerede mænd, vi finder i kvinders kunst fra det 20. århundrede, jeg kontemplerer lidt den unge mands bagdel bag pigernes og overvejer om det ændrer sig i et nyt årtusind

På tide, ikke

Men kussekunsten ser ikke ud til at skræmme de mindreårige.

Folk ser faktisk ikke spor skræmte ud i det hele taget. En kvinde med hennahår går saligt rundt midt i Eccentric abstraction , for selvom der er megen vred kunst, feministisk kunst, broderet kunst og blodkunst, så er der ikke mindst al slags kunst. Vi stiller os op i fælles fordybelse i Shirley Jaffes All together fra 1995.

»Det er da bare fantastisk dette her,« udbryder hun. Hun er fra Israel, er selv kunster, og fortsætter:

»Helt ærligt går det op for mig, at der vist kun var mænd i disse rum, da jeg var her for 10 år siden, og at det ikke engang gik op for mig selv.«

Findes der modstandere af den nye ophængning, fandt deres udsendte dem ikke blandt publikum. Fordomsfuldt stilede jeg hen til en ældre slipsefyr som umuligt kunne elske Jana Sterbaks Vanitas, kødkjole til en anorektisk albino , skabt ud af store saftige bøffer, nu indtørret med et aspekt mellem Flintstone og Lacroix.

»Synes De ikke, det er forargeligt, at der nu kun er kvinder i den permanente samling «

Det hedder et ledende spørgsmål, men han skulle ikke ledes nogen steder hen.

»Det er da ærlig talt på tide, er det ikke « startede han roligt. »Et år på denne måde kan vel ikke opveje de mange år, hvor vi har set kunsthistorien under det samme perspektiv, og - « han fortsatte i lang tid. Jeg havde ham en smule mistænkt for lige at have læst en af Guerrillapigernes »fordele ved at være kvindelig kunstner«, der udover, at man ikke generes med at blive kaldt geni, er sikker på at ens kunst vil blive kaldt kvindekunst; slipper for at blive træt af kunstverdenen, fordi man samtidig har fire freelance jobs, og så sikrer, »at man kan blive indskrevet i en revideret version af kunsthistorien«.

Militant eller god kunst

Pompidoucentret har som det første store kunstmuseum satset på at genskrive kunsthistorien. Man har dem en anelse mistænkt for at have forberedt det lidt hurtigt, de skulle ikke tages med bukserne nede. 40 procent af kvindesamlingen, der nu udgør 18 procent af musseets enorme samling er blevet indkøbt de sidst fire år. En stor del er stadig ikke synlig, men vil blive hængt op løbende.

Utallige er de klassikere, man kan nyde, Louise Bourgeois, Orlan, Sophie Calle, Rosemarie Trockel, Anette Messager. Der er mange franske kvinder. I det hele taget er det lidt kejtet, ender i lidt håbløse kategorier, som et rum, hvor samlingspunktet mellem ekstremt forskellige værker synes at være, at det er rødt - blodrødt altså

Det har også været svært at vælge mellem såkaldt -militant- kunst og -god- kunst, i den forstand er det jo ikke noget -kriterium- at være kvinde. Altså ikke andet, end at det åbenbart var et ubevidst kriterium, at de ikke var der før. Og der mangler en masse, det må de emsige indkøbere nu se at komme efter.

Når man kommer op på femte etage skuffes man slemt: Her har kvinderne fået små rum, for man kan da ikke byde turisterne, at de ikke møder Duchamp eller Picasso, når de nu er kommet hele vejen til Paris, kan man

Man fristes til at sige, at kvinderne her har fået små ghettoer midt i mandeghettoen, men man kan da nyde pionererne, som den ufortrødne Suzanne Valadon fra slutningen af det 19. århundrede, der forresten malede mænd også. Og selvfølgelig Sonia Delaunay, en af de få kvinder, der selv i den gamle ophængning ikke var til at komme uden om.

Fru Chirac og kusserne

På vej ned af rulletrappen ser jeg, at Madame Chirac er på vej op til udstillingen. Foran mig opdager to raffinerede midaldrende franske kvinder det også, de vender sig om for at sikre sig, at alle har set den incognito fru ekspræsident, med diskret livvagt og mindst to museumsinspektører på slæb. Og så begynder de at fnise. For det er nu alligevel sjovt at tænke på alle de store kusser, hun skal op at se på, og betydelig mere påtrængende end Venus fra Milo på Louvre, der aldrig har haft et skilt på sig om at hun kunne være (fra)stødende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu