"For at blive et helt menneske, må man have sig selv endnu engang." Sådan sagde den tyske filminstruktør og dramatiker Rainer Werner Fassbinder få timer før sin tidlige død.
Hans både smukke og kryptisk udsagn ringer i hu under indtagelsen af Synecdoche, New York, Charlie Kaufmans dobbeltgængerspækkede tragikomedie om en kunstner, som er dødsmærket, skønt han ikke er alvorligt syg.
Blandt andet angriber Kaufman – der i de sidste ti år har skænket filmelskere med appetit på det anderledes manuskripter som Being John Malkovich, Orkidétyven (hvor hovedpersonerne, apropos, var et sæt tvillinger, den ene ved navn Charlie Kaufman) og Evigt solskin i et pletfrit sind – det at "lære sig selv at kende" fra en helt ny vinkel.
Eksil i Berlin
Selv første del af filmens titel er en del af et par, da den næsten rimer på den by i staten New York, hvor vores hovedperson, dramatikeren Caden Cotard, henslæber sin tilværelse: Schenectady.
Cotard (Philip Seymour Hoffman) er hypokonder og dødsannoncejunkie. Ja, faktisk er døden indlejret i selve hans navn, da folk, som lider af Cotards syndrom tror, at de er døde eller i forrådnelse.
Ved filmens begyndelse er Cadens kunstmalerkone (en som altid fortræffelig Catherine Keener) allerede flygtet til Berlin rent mentalt, og få scener senere slutter hendes legeme sig til sammen med deres datter, der under fars kyndige vejledning har præsteret af blive et neurotisk skravl allerede som fireårig.
Caden kommer dog ikke til at mangle opmærksomhed fra det modsatte køn, og i en film af mere traditionelt tilsnit ville det udgøre et velvoksent troværdighedsproblem, at en mand spillet af en mand med Seymour Hoffmans ydre skulle have kvindetække. Det gør det ikke i dette tilfælde, fordi Kaufmans univers alligevel fungerer efter helt egne, ofte absurde eller surrealistiske regler – mere skal ikke afsløres her.
Afsindig ambition
Den store gevinst ved castingen er naturligvis, at der ikke er mange skuespillere derude med Seymour Hoffmans talent (og her kunne man for så vidt have sat punktum) for at portrættere højt begavede og dybt nødstedte individer.
"Vi er alle i stormløb mod døden", lyder en for Caden karakteristisk konstatering, og i åbningsscenen lader Kaufman ham læse hans (uendeligt mere succesfulde) kollega Harold Pinters nekrolog i lokalavisen. Pinter blev berømt for sine pauser, og det ligner en tanke, at der ikke er mange af dem her. Særligt i filmens første halvdel orkestrerer Kaufman, som selv er 50, et virvar af overlappende replikker omkring sin ængstelige hovedperson, en glimrende illustration af livets uhelbredelige hastighed.
Et af Cadens få ædle karaktertræk er hans dybe længsel efter at skabe noget stort og betydningsfuldt mens tid endnu er. Da han får et klækkeligt legat, beslutter han at opsætte et gigantisk teaterstykke, og her kommer filmens titel så ind i billedet på en ny måde.
"Synekdoke" kan betyde flere ting, blandt andet at "en del sættes i stedet for et hele", og Caden bruger sine likvide midler på at bygge en model af New York City i en enorm hangar. Målet er det afsindigt ambitiøse at skabe en forestilling, der favner hele den menneskelige erfaring.
Egen navle
En dagsorden, man fornemmer, at Kaufman i det store hele deler. Det er altid hans hjerne og intellekt, der bliver fremhævet, men det kræver unægteligt nosser at skabe en film, der forsøger at gribe fat om selve tilværelsens kerne: Den svære kærlighed, sjælens ubodelige ensomhed, den store eksistentielle finale og ikke mindst kunstens rolle i hele karnevalet.
Man kan derfor sige, at Kaufman står last og brast med sin hovedperson – eller er det mon alter ego? – i al hans hybris. Det er da også de første fem kvarters tid af den to timer lange Synecdoche, New York, som er bedst – men de er så også en sublim og i ordets mest positive forstand desorienterende blanding af komedie og tragedie.
Til slut snævrer filmen sig ind, og Kaufmans skildring af den stadigt mere snørklede og kaotiske opsætning af Cadens stykke synes mest henvendt til kultureliten. Her bliver kunstneren Kaufmans navlebeskuelse med andre fremmedord faretruende solipsistisk.
Andre dødsdyrkere
Selvom Synecdoche, New York så afgjort fremstår som et unikt og personligt værk, har man lov at gisne om Kaufmans inspirationskilder, ligesom man har lov at tolke hans hyppige namedropping og referencer som en invitation hertil – ekskonens inddragelse af datteren i sit kunstneriske virke kunne eksempelvis lede tanken hen på den kontroversielle fotograf Sally Mann.
Måske han har læst den inkarnerede navlebeskuer Philip Roths eminente roman Enhver (2006), hvori forfatteren beskriver hovedpersonens liv gennem hans helbredsproblemer. En af filmens sorteste løbende jokes er nemlig, at Cadens hypokondri er sørgeligt velbegrundet. Hans liv er nærmest et langt memento mori, en ubrudt række af større eller mindre legemlige eller psykosomatiske lidelser.
Endelig er det svært at komme udenom Woody Allen, hvis kronisk knugede egocentrikere ganske som Caden har en tendens til at bruge hele deres tilværelse på at tage tilløb (når det er sagt, rummer Kaufmans film mere smerte end alle Allens tilsammen).
At Synecdoche, New York får premiere i blot én dansk biograf ligner i øvrigt filmårets største fadæse. Men til trøst for Kaufman-fans udenfor hovedstadsområdet kan det oplyses, at den udkommer på dansk dvd allerede om en måned.
Synecdoche, New York. Instruktion og manuskript: Charlie Kaufman. Amerikansk (Grand i København)
