Mandlige modsætninger mødes

Judd Apatow har i de senere år drejet den romantiske komedie mere og mere over mod det mandlige segment. Derfor er det lidt pudsigt, at han faktisk ikke har noget at gøre med filmen, der går det sidste stykke.
I Love You, Man er nemlig en fuldtonet, om end platonisk bromance, altså en romantisk komedie om og (primært) for mænd. Og en ganske vellykket af slagsen.
Den handler om ejendomsmægleren Peter (Paul Rudd), der er populær hos pigerne, men opdager, at han til gengæld ikke har nogle mandlige venner. Det må der laves om på, og lejligheden byder sig, da overciviliserede og præsentable Peter via sit arbejde møder den tilbagelænede ungkarl Sydney (Jason Segel), der bestemt ikke bejler til en Bedst Klædte-pris. Han må om nogen kunne indvie Peter i det uhøjtidelige maskuline samværs glæder.
Finessernes film
Ved at overlade rollen som Peters kommende viv til ukarismatiske Rashida Jones sikrer instruktør Hamburg, at fokus fastholdes på de mandlige medvirkende. Filmens største aktiv er da også den fine kemi og spidsfindigheden i samspillet mellem kejtet-elskværdige Rudd og Segel, der demonstrerede sit jerngreb om antihelt-rollen i sidste års udmærkede Droppet af Sarah Marshall. Selvom Hamburg ingen berøringsangst har overfor opkast-gags og anden håndfast comedy of embarrasment, ligger det komiske guld hovedsaligt begravet i begavet persontegning og Rudd og Segels smidige levering af de velskrevne replikker.
I modsætning til så mange andre romantiske komedier fremstår I Love You, Man ikke konstrueret og følelsesmæssigt manipulerende, men næsten spontan og improviseret. Og når Hamburg trækker på genrens konventioner og klicheer, såsom den, hvor hovedpersonen bare må og skal nå frem til et bryllup, inden de afgørende ord falder, virker de friske som følge af filmens aparte præmis.
På birollefronten tegner den driftsikre veteran J.K. Simmons og endnu halvgrønne Andy Samberg sig for flere sjove øjeblikke som henholdsvis Peters far og homoseksuelle bror.
I Love You, Man. Instruktion: John Hamburg. Manuskript: John Hamburg og Larry Levin. Amerikansk (20 biografer landet over)
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »