Læsetid: 4 min.

Den bitre syge

Mortens Gieses debutfilm, 'Vanvittig forelsket', fortæller med stærk indlevelse om jalousien som selvdestruktiv sygdom
Vanvittig. Med sin robuste udstråling og ofte sårede blik leverer Cyron Melville en stærk præstation som 20-årige Daniel, der er sygeligt jaloux på kæresten Sofie, gådefuldt spillet af Sara Hjort Ditleven.

Vanvittig. Med sin robuste udstråling og ofte sårede blik leverer Cyron Melville en stærk præstation som 20-årige Daniel, der er sygeligt jaloux på kæresten Sofie, gådefuldt spillet af Sara Hjort Ditleven.

Rolf Konow

31. juli 2009

Verden ligger åben for 20-årige Daniel. Han står på tærsklen til en strålende karriere som pianist, og selv om han ikke hører til de erotisk udfarende, har han fundet en køn kæreste, som deler hans musikalske interesser.

Men der rumsterer farlige impulser bag den tilsyneladende så sunde udstråling af ung mand på vej. Daniel oplever alt »uden filter,« som det formuleres i filmen, intenst og dybt personligt. Eller rettere: Han fordrejer virkeligheden, når den filtreres gennem hans særlige sanseapparat.

Det sker især, når han bliver jaloux. Hvad enten det er med god grund eller - som her, må vi tro - uden grund. Han reagerer voldeligt, da han opdager en tiltrækning mellem Sofie og den 42-årige Pierre, der både er Sofies og hans egen lærer. Efter alt at dømme er der ikke noget at komme efter. Men helt sikker kan man ikke være, for vi ser alt fra Daniels synsvinkel.

Problemet er, at Daniel slet ikke behøver beviser: Han går amok allerede ved antydningen af utroskabens mulighed. Gradvis viser det sig, at han er syg i sindet og dybt selvdestruktiv. Aldeles fortabt.

Den tunge arv

Som en nærgående skildring af ung psykisk deroute fornemmes Vanvittig forelsket (der egentlig burde hedde 'Vanvittig jaloux') skånselsløst konsekvent, ærlig - og knugende, snarere end forløsende.

For trods et filmsprog, der er både smidigt og spændstigt og på begavet vis fastholder Daniels synsvinkel, lykkes det ikke helt filmen at rive sig løs fra sit præg af sygehistorie. Historien lukker sig en smule om sig selv i stedet for at udvide sit perspektiv, fordi den meget entydigt bruger Daniels forældre som hovedforklaringen på hans dilemma.

Ormen i sindet er især genetisk bestemt. Daniel er uligevægtig som sin far, der holdes frem som skræmme-eksempel på en mand med et forkrøblet sind og spildte evner - og som i øvrigt begik selvmord. Skal man tro denne film, betyder den fædrene arv langt mere end det miljø, der - som det fremstilles - for det meste er Daniel yderst gunstigt stemt.

Dog: Problematisk er også Daniels forhold til en journalistmor, der tilsyneladende har forsømt ham til fordel for karriere og elskere. Skaden er allerede sket i barndommen, for selv nu som 20-årig har Daniel det ikke let med elskerne. Her er moderbinding med usund erotisk farvning, igen med jalousi som resultat.

Brahms som udfordring

Daniel har ikke selv valgt sine forældre, men han vælger selv at blive undervist af den ambitiøse Pierre. Fatalt, skal det vise sig.

Vi ser, hvordan den frempacende optræning foran tangenterne synes at fremskynde hans ensporethed. Dejan Cukic yder en effektiv præstation som den lettere dæmoniske, karismatiske lærer, der ser og anerkender Daniels talent, men uden menneskelig finfølelse og empati sætter voldsomt ind på et udvikle det.

Lidt utroværdigt skal den ufærdige konservatorieelev Daniel som afgangsopgave prøve kræfter med en centnertung, hypervanskelig krabat som Brahms' 1. klaverkoncert. Til gengæld giver det et flot koncertafsnit med en uventet udgang, der er med til at løfte filmen og da også i sit anslag bruges som en god, appetitvækkende prolog.

Mod slutningen opstår der flere og flere huller i fortællingen, og man undrer sig over, at en læge kun optræder med et kort kvæk, inden Daniel kører sit løb til ende under omgivelsernes mærkelige passivitet. Intentionen har nok været at erstatte det kliniske med det tragiske, uden at det i mine øjne lykkes helt.

Stærk Cyron Melville

Som helhed rummer filmen dog mange kvaliteter. Daniels ekstremt sårbare sind »uden filtre« indkredses i en flimrende, opsplittet billedstil, der tvinger os ind under hans påvirkelige synsvinkel. Det er ofte fornem filmisk impressionisme, virtuost gennemført (også af fotografen Erik Molberg Hansen) og viser i øvrigt, hvor meget instruktøren Morten Giese har lært af sit arbejde som en af dansk films højst værdsatte klippere.

Cyron Melville er med sin umiddelbart robuste udstråling nok en klog casting som Daniel. Det urolige, ofte sårede blik afslører gang på gang, hvor meget førstehåndsindtrykket kan bedrage. Han gør smerten dybtfølt snarere end skinger, en stærk præstation.

Sara Hjort er hans svale, cellospillende kæreste, en lidt gådefuld figur. For hvor forelsket er hun egentlig? Er hun først og fremmest ude på at kapre en supertalentfuld kæreste med en stor fremtid? Slående er det i hvert fald, at hun virker mest levende i samvær med Dejan Cukics ladykiller. Måske en bevidst pointe, som skal gøre os ekstra usikre på hende.

Klokkeklart står derimod Charlotte Fichs hjælpeløse mor, tv-journalisten med de skiftende elskere. Et dybtfølt og rørende forsvar for en figur, der let kunne være endt i karikatur. Fich har allerede fået to birolle-Bodil'er. Gad vide om en tredje er på vej.

Vanvittig forelsket. Instruktion: Morten Giese. Manuskript: Kim Leona og Morten Giese. Dansk (Empire, Falkonér, Grand og Palads i København og en række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu