Da den homoseksuelle, østrigske modereporter Brüno, der til MTV Movie Awards var klædt i en thong og vinger og via wirer skulle flyve hen over scenen, ved et uheld endte med sin næsten nøgne bagdel i hovedet på Eminem - der er blevet beskyldt for at være homofob - og rapperen stormede ud, tilsyneladende rasende, var ikke et øje tørt.
Det var den foreløbige kulmination på en veltilrettelagt pr-kampagne for filmen om Brüno, der åbner over det meste af verden i disse dage. Filmen har Sacha Baron Cohen i rollen som den campede modebøsse og er den britiske komiker og skuespillers opfølger til Borat, der handler om den antisemitiske, kasakhstanske journalist Borat, som i sin totale mangel på hæmninger og ringe situationsfornemmelse minder en del om både Brüno og Baron Cohens første, store figur, den kiksede, hvide gangsta-rapper Ali G.
Eminem udtalte dagen efter prisuddelingen, at han da var med på spøgen, og at han og Baron Cohen havde indøvet 'uheldet' sammen. Det er bestemt ikke umuligt - men det er heller ikke usandsynligt, at det modsatte er tilfældet: At Baron Cohen iscenesatte det hele uden rapperens vidende og helt i sine tre figurers ånd.
Effektiv metode
Rygraden i Sacha Baron Cohens velfungerende komik er nemlig at udsætte intetanende mennesker for Ali G, Borat og Brünos ekstreme opførsel og fremkalde stærke reaktioner, som udstiller selv samme menneskers intolerance, racisme, homofobi, dumhed og mangel på humor. Alt sammen mens kameraet kører.
Det er en metode, Baron Cohen første gang brugte under nogle tv-optagelser i slutningen af 1990'erne, hvor han i skikkelse af Ali G sprang ombord på en turistbus og gav den som hvid rapper, der tror, at han er sort. Det blev siden til det populære Da Ali G Show , hvor den skamløse wigger interviewede politikere og kendisser, som blev snøret, fordi Baron Cohen og hans folk aldrig afslørede på forhånd, hvad der skulle ske.
I showet mødte man også første gang Borat og Brüno, der var om muligt endnu mere outrerede end Ali G, og som for manden bag var en mulighed for at gå endnu længere med sin virkelighedsbaserede komik.
»Vi var til fods over Waterloo Bridge, og adrenalinet pumpede, og vi var bare så ophidsede, fordi vi havde opdaget en ny form for komedie,« har Baron Cohen sagt om første gang, verden mødte Ali G.
»Formentlig eksisterede det allerede, og andre mennesker havde prøvet det, men vi havde ikke oplevet det før - ideen om at putte en komisk figur ind i en virkelig situation.«
I Borat fik kasakheren skovlen under en flok amerikanere, fordi de ikke aner uråd, før det er for sent, og metoden virker også fortrinligt i Brüno, som dog lider lidt under, at Baron Cohen og Charles har forsøgt sig med lignende situationer i Borat, og at enkelte scener i Brüno til forveksling minder om scener i den første film.
Hummus og Hamas
Men det er stadig ustyrlig morsomt at følge den hæmningsløse superbøsses jagt på berømmelse i Amerika.
»Jeg vil være den mest berømte østriger siden Hitler,« erklærer han uden at blinke.
Ved filmens begyndelse er Brüno allerede et stort navn i den østrigske medie- og modeverden, men en mildest talt uheldig opførsel ved et modeshow i Milano - iført en velcro-dragt vælter han rundt backstage og bliver viklet ind i designerens nyeste kreationer, hvorefter han vakler ud på catwalken og ødelægger showet - har gjort ham til persona non grata i Østrig. Han bliver fyret som vært på modetalkshowet Funkyzeit og beslutter sig for at tage til USA for at blive stjerne.
USA er dog på ingen måde klar til den skabede, sexfikserede Brüno, der klæder sig i det mest opsigtsvækkende smagløse tøj og for en iPod bytter sig til et barn fra Afrika. I et trash-talkshow afslører han med sin tykke accent, at han har givet barnet et typisk, afroamerikansk navn - O.J., og kalder så det overvejende sorte publikum racistiske, fordi de ikke vil give ham ret i, at indbyggerne i Afrika altså hedder afroamerikanere.
Brüno tager til Mellemøsten for at skabe sig et navn på at løse konflikten mellem israelere og palæstinensere, men tager fejl af Hamas og hummus, før han tilbage i USA når frem til den erkendelse, at alle store, amerikanske berømtheder er heteroseksuelle. Noget må gøres, og efter råd fra en homo-omvender opsøger han både en swingerklub - hvor han får tæv af en dominatrix - går på jagt med tre rednecks, der absolut ikke synes, at de fire har det ligesom pigerne i Sex and the City , og tilbringer en dag i hæren, hvor det lykkes ham at gøre sine overordnede sure ved at heile og tilføje sin kedelige, grå uniform lidt accessories, blandt andet et D&G-bælte.
»Hvad er D&G« spørger officererne, og som en ægte fashionista svarer Brüno naturligvis: » It's Dolce & Gabbana. Hello! !«
Hvad folk dog gør
Det er en skør tur på tværs af et provinsielt Amerika, primært sydstaterne, som Sacha Baron Cohen og Larry Charles allerede præsenterede os for i Borat , hvor der åbenbart ikke skal meget til, før folk bekender sig som bøssehadere eller racister. Der er en pointe med Baron Cohens komik, men indimellem gør han det også meget let for sig selv ved at opsøge de værste, mest ekstremistiske tosser, hvor man på forhånd kan regne ud, hvad de vil gøre og sige.
Det er skægt at overvære, men trods alt er der mere bid i filmen, når Brüno interviewer forældre i forbindelse med en fotosession med sin 'søn' og spørger, om de er villige til at udsætte deres egne børn for nogle vilde ting. En mor siger ja til, at hendes barn må fotograferes i Hitler-kostume og køres hurtigt rundt i bil uden barnesæde og sikkerhedssele, mens en far ingen problemer har med, at hans barn håndterer brændende fosfor og andre farlige kemikalier.
Sjovt er det også, da Brüno forsøger at skabe sig en karriere som talkshowvært i USA og inviterer sangeren, danseren og talentshow-dommeren Paula Abdul hjem til sig selv for at lave et interview med hende. Møbler er der ingen af endnu, og Brüno bruger i stedet sine mexicanske gartnere som borde og stole - til Abduls store overraskelse, men der går alligevel lidt tid, før hun udvandrer i protest.
Et privat menneske
Som i Borat er det svært at vurdere, hvilke af de absurde optrin i Brüno der er iscenesat med de medvirkendes vidende, og i hvilke Brüno så at sige kaster sig for løverne og i dén grad tager folk på sengen. De mest velfungerende sekvenser er i hvert fald dem, hvor alting synes improviseret og omgivelsernes reaktioner naturlige. Det er i de øjeblikke, at man fornemmer, at Sacha Baron Cohen for alvor har noget på spil og reelt er i fare for at få et par på lampen eller blive smidt i fængsel af politiet.
»Mine forældre var utroligt kærlige, og jeg tror, at det giver én styrken til gå ud i en folkemængde, der hader én,« har han sagt i et af sine sjældne interview som sig selv.
Han møder helst pressen som Ali G, Borat eller Brüno, og interview og pressemøder er nøje planlagte og virkeligt underholdende komiske optrædener.
I 2006, da Borat-feberen var på sit højeste, gav Baron Cohen et interview til Rolling Stone, hvor han forklarede, at hans manglende lyst til at optræde uden en figur at gemme sig bag stammer fra en medfødt generthed: »Jeg tror, at jeg i bund og grund er et meget privat menneske, og det er meget svært at forene det med at være berømt. Så jeg har prøvet at blæse og have mel i munden samtidig - at lade mine figurer blive berømte og stadig leve et normalt liv, hvor jeg ikke er fanget af berømmelsen og genkendelsen.«
Ballade i Kasakhstan
Sacha Baron Cohen har også forklaret, at han, når han forvandler sig til en af sine figurer, kan gøre ting, som han selv kan have vanskeligt ved at gøre, og at det desuden ville gøre hans arbejde meget vanskeligt, hvis folk vidste alt for meget om ham, hans figurer, og måde at arbejde på. Brüno har sikkert også været sværere at lave, fordi den kommer efter Borat , som vakte så stor opsigt og satte fokus på Cohens metoder.
Dokumentarfilmaktivisten Michael Moore, der ynder at overfalde folk med skeletter i skabet med et nærgående kamera, har oplevet nogle af de samme problemer, efter at hans film er blevet store succeser.
Baron Cohens uvillighed til at træde frem og åbent diskutere sin kontroversielle komik har resulteret i, at han er blevet kritiseret for ikke at turde tage ansvar for den ballade, hans film forårsager, og for at fremme den selv samme intolerance, han siger, at han vil bekæmpe.
Det vakte for eksempel en vis opsigt, da virkelighedens Kasakhstan overvejede at sagsøge komikeren for at sværte landets image til, og han valgte at puste til ilden ved at lade Borat udtale sig i sagen: »Jeg vil gerne understrege, at jeg ingen forbindelse har med hr. Cohen og helt bakker op om min regerings beslutning om at sagsøge den jøde,« sagde Borat.
I den forbindelse er det i øvrigt på sin plads at fortælle, at Sacha Baron Cohens bedstemor flygtede fra Nazityskland, og at han selv er praktiserende jøde af den afslappede slags, som dog spiser kosher og overholder de fleste højtider.
Udstiller fordomme
Sacha Baron Cohen har forklaret, at det er en fiktiv udgave af Kasakhstan, man møder i Borat , og at man ikke må tage så indlysende en parodi på et land og et folk for pålydende.
»Jeg blev overrasket,« sagde han til Rolling Stone om kasakhernes reaktion, »fordi jeg altid har haft tillid til, at publikum ville forstå, at dette var et fiktivt land, og at formålet med det var at få folk til at afsløre deres fordomme. Grunden til, at vi valgte Kasakhstan var, at det var et land, som ingen vidste noget om, hvorfor vi i bund og grund kunne lege med de fordomme, folk havde om dette tidligere sovjetiske bagland. Det er ikke Kasakhstan, der er til grin, men de mennesker, som tror, at det Kasakhstan, jeg beskriver, virkelig eksisterer.«
Det er også sådan, Baron Cohen opfatter Borat: »Han er et værktøj. Fordi han selv er antisemitisk, lader han folk sænke paraderne og udstille deres egne fordomme, hvad enten de er antisemitter eller accepterer antisemitisme.«
På samme måde tvinger Brüno sine omgivelser til at forholde sig til hans homoseksualitet og vanvittige opførsel, hvilket kan være svært for selv det mest frisindede individ, men også sætter den vigtige diskussion om netop frisind, tolerance og accept på spidsen. Det er umuligt ikke at forholde sig til Baron Cohens komik, og hans ustyrlige facon får en ung generation i biografen, som kun har godt af at få noget at tænke over.
Til sidst i Brüno får hovedpersonen endelig mulighed for at indspille sin fredssang, Dove of Peace , sammen med nogle af de store, velgørenhedsbevidste musikstjerner, Sting, Bono, Chris Martin, Slash, Snoop Dogg og Elton John, der sidder foran sit klaver på en af Brünos mexicanere. Iført sit hvide fuglekostume svanser østrigeren henført rundt, mens Bono synger og Snoop rapper, at »han er den østrigske Jesus, den hvide Obama.«
Større og sjovere bliver det ikke - heller ikke for publikum.
Brüno. Instruktion: Larry Charles. Manuskript: Sacha Baron Cohen, Anthony Hines, Dan Mazer, Jeff Schaffer. Amerikansk (En hulens masse biografer landet over)
