Læsetid: 3 min.

Pigerne, der fandt sig selv i flugten

Hella Joof fuldender genopfindelsen af sig selv som filmskaber med sit femte udspil, roadmovien 'Se min kjole', hvori fire piger i dyb krise og på flugt tyer til radikal selvterapi
Se min kjole. Stephanie Leon er fremragende som Charlotte, der nikker strissere skaller og generelt er god til at vende sin vrede udad i Hella Joofs nye film. En film der står for det måske smukkest skildrede kærlighedsforhold mellem to kvinder nogensinde på dansk film:

Se min kjole. Stephanie Leon er fremragende som Charlotte, der nikker strissere skaller og generelt er god til at vende sin vrede udad i Hella Joofs nye film. En film der står for det måske smukkest skildrede kærlighedsforhold mellem to kvinder nogensinde på dansk film:

Kim Høgh

3. juli 2009

Denne pen har altid ment, at Hella Joofs forkærlighed for overgejlede jokes om hængepatter og baghylere og den slags har været en klods om benet på hende som filminstruktør. Der er derfor grund til at glæde sig over, at Joof i sine seneste to film har tillagt sig en hårdt tiltrængt disciplin i udtrykket samt fundet modet til at tage sig selv og tilskueren alvorligt.

Det er, sjovt nok, unge mennesker, der bringer modenheden op i 46-årige Joof. Ungdomsfilmen Linas aftenbog , som hun lavede i Sverige i 2007, var markant bedre end hendes tre foregående, og med Se min kjole har Joof så lavet sit første virkelig imponerende - og virkelig gribende - værk.

Effektiv terapi

Barbara (Malou Reymann) er i helt bogstavelig forstand selvdestruktiv: Hun skærer i sig selv, hvorimod stolte Charlotte (Stephanie Leon) nikker strissere skaller og generelt er god til at vende sin vrede udad. Barbara er klog, men tavs som graven, mens autoritative Charlotte er en streetwise og berejst mesterbluffer.

Udover deres unge alder har de egentlig kun en grum barndom tilfælles, og så det, at de opholder sig på det samme behandlingshjem. Efter et par dage er de dog dem, der har stjålet en bil og er skredet. På Charlottes initiativ, selvfølgelig.

Med på turen er også det naive sludrechatol Nadia (Honey Shain) og gadeluderen Stef (Julie Grundtvig Wester). Fire usuperviserede tøser med afhængighedsproblemer, løse næver og uforudsigelig adfærd er på den ene side en skræmmende tanke. På den anden er konceptet måske ikke helt tosset, for pigerne er jo hinanden nærmest - når altså først samhørighedsfølelsen sætter ind og deres indgroede tendens til at være sig selv nærmest sætter ud.

Flere gange ser vi da også, hvordan især Charlotte kan nå ind til Barbara på en anden og formentlig også mere effektiv måde end en pædagog, fordi hun jo har mærket smerten på egen krop. Og på sådan en uautoriseret og improviseret terapitur står det dem jo desuden frit for at opsøge de mennesker, der gjorde dem fortræd og insistere på, at de stikker dem en uforbeholden undskyldning.

Som henholdsvis Barbara og Charlotte yder Malou Reymann og Stephanie Leon fremragende præstationer. Disse to unge skuespillerinders vidt forskelligartede fotogenitet - Reymann er sart og æterisk, mens Leon ligner én kun meget selvsikre mænd ville bryde sig om at møde i en armlægningskonkurrence - er filmens helt store visuelle aktiv.

Pisser på graven

Den primære styrke i Linas aftenbog var Joofs store empati med sin unge hovedperson. Dette træk er endnu mere udtalt i Se min kjole , som rummer, hvad der meget vel kunne være det smukkest skildrede kærlighedsforhold mellem to kvinder nogensinde på dansk film (med en enkelt undtagelse er alle filmens mænd nogle klamme eller direkte modbydelige typer).

Joof og hendes medmanuskriptforfatter Ida Maria Rydén mestrer den svære kunst at sige ret meget med ganske lidt, som da Stef i en pillerus udviser ømhed for en udstoppet hjorteunge. Hun er den i kvartetten, der er forbandet med både den laveste begavelse og det laveste selvværd, men 18-årige Grundtvig Westers nuancerige præstation holder figuren på sikker afstand af taberkarikatur.

Nu har blodig alvor jo heldigvis aldrig været uforenelig med komik, og en scene i særdeleshed illustrerer det tigerspring, Joof også som humorist har taget. På en kirkegård kommer tissetrangen over Charlotte og Stef, og de er alligevel ikke mere forråede, end at de godt kan se, at det ikke holder at lade vandet på en meget ung piges grav. Altså er det Murermester Ivan Hansens sidste hvilested, som må finde sig i pigernes pis.

Mens vandet lades, formår Joof og Rydén med ganske få og helt naturligt lydende replikker at lade pigerne berøre deres livs mest presserende temaer i den bidske jargon, der fungerer som deres bolværk mod en omverden, de er sikre på ikke vil dem det godt.

Skal man endelig brokke sig over noget, kunne det være, at Se min kjole alle sine fortræffeligheder til trods tydeligvis er udtænkt indenfor den traditionelle kasses rammer. Der er næsten noget sirligt over de fire pigetypers forskelligartethed, hvis formål ikke mindst er størst mulig friktionspotentiale, ligesom hovedpersonerne har hemmeligheder, som åbenbares, når dramaet skal have endnu et nøk opad.

Der er også enkelte usandsynlige hændelser undervejs, men filmens konstante og kontante følelsesmæssige nærvær gør, at manuskriptets bolte og møtrikkerne aldrig er så synlige, at det for alvor bliver problematisk. Så en klar anbefaling herfra.

Se min kjole. Instruktion: Hella Joof. Manuskript: Hella Joof og Ida Maria Rydén. Dansk (Palads, CinemaxX og Falkoner i København samt en lang række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu