Læsetid: 3 min.

Pubcrawl

Om fire uundværlige ølbarer, der gør Nørrebro og omegn til hovedstadens vigtigste ølmekka
10. juli 2009

Min ølpusher i Ravnsborggade holder for tiden ferielukket - hvor kan du nænne det, søde Gyda (jo, det hedder hun), så derfor er jeg tvunget ud i alternative skriblerier. Klummen er derfor taget på værtshus for at anmelde ølbarer i stedet for bare at anmelde øller.

Som ølelskende Nørrebro-borger lever man i et usædvanligt gunstigt nærmiljø med indtil flere velassorterede og humlekyndige udskænkningssteder inden for gåafstand. Så lad mig øse af mit lokalkendskab. Lad mig foreslå nabolagets definitive pub-crawling-rute til glæde for feriende gæster i hovedstaden - eller for indfødte, som bare ikke har opdaget disse attrationer endnu.

Vores ekskursion tager sit udgangspunkt i en langstrakt kælder i Nørre Farimagsgade. Her ligger Ørsted Ølbar med i alle sorter fremragende udvalg, om man så er til fad eller flaske. Der er Herslev og Krusovice i hanerne, og forfinede vinøse rariteter som Rodenbach Grand Cru i køleren. Signaturøllen Ørsted Gold hævder sig smukt i segmentet af gyldne ales. Ørsteds ølkendere må bestemt også krediteres for sin hyppige hjemtagning af friske fustager af avantgardebryggeres seneste eksperimenter - et nyhedsbrev underretter løbende om disse udmærkede tiltag. Quizaftener og storskærmstransmissioner af store sportsbegivenheder (også Tourens bjergetaper, forlyder det) - trækker mange til, men gør også pladsen trang, så I må love mig, kære læsere, at dette tip bliver mellem os - ellers bliver der for overrendt for os stamkunder.

Byens bedste bar 2004

Få minutters gang herfra, på Frederiksborggade, finder vi blandt gamle møbler og rå mursten det brandhyggelige plan-B med en snakkesalig vært, der stiller sin glæde ved øl til skue med pondus og blussende ungpigekulør. I hans etablissement, der lokker med lambiccer fra fad, og som fik Københavnerprisen for 'byens bedste bar 2004', kan man bestille plads til prøvesmagningsaften med tapas, hvis man er en større flok. Udvalget er stort og skifter bestandig. I gamle dage kunne man også håndplukke sig en god cigar fra humidoren, men den slags tillader vores allesammens Overformynderi som bekendt ikke længere.

Det er let, alt for let, at blive hængende i dagligstuemøblementet i Plan-B, men de bløde hynder i kælderen på Nørrebro Bryghus i Ryesgade er nu heller ikke at foragte - især ikke når jazzorkestre underholder ganske gratis, som de har gjort det hele ugen. Bryghusets egne øl hører efter min mening til de ypperligste, der overhovedet lader sig opdrive, og i al fald skuffer de aldrig med de tekniske fejl, man kan støde på hos anden mere hobbybetonet mikrobryg.

Kælderbaren serverer dog meget andet end Anders Kissmeyer og konsorters ganske strømlinede kreationer - det er bare at forhøre sig. Øloplevelser i optimalt gastronomisk samspil får man i restauranten ovenpå, men også på kælderniveau fristes der med fikse anretninger fra grillen eller bare en portion saltmandler.

Passionerede

Helt anderledes mangelfuld er komforten i det mere spartanske sted i Elmegade, der kort og sagligt blot kalder sig for Ølbaren. Interiøret er virkelig no nonsens, stolene hårde og umagelige og akustikken et rent folkestuemareridt, når der er forsamlet mange oprømte og snakkelystne mennesker, hvad der i reglen er. Men kan affinde sig med kakofonien, er der et fortræffeligt ølkort at vælge fra, og - som den måske største attraktion, nogle af de mest ølvidende, om ikke alvidende bartendere, jeg har truffet i mit liv. Sjældent har jeg mødt så passionerede og skarpe synspunkter om øl, som dem, der udveksles her - ja, det er simpelthen på dette sted, at debatten raser mest livligt om livets evige spørgsmål, såsom hvad forskellen er mellem en porter og en stout, hvad smager bedst - tyske eller belgiske hvedeøl - eller hvad den helt korrekte serveringstemperatur er for klosterøl. Udvalget er ikke så stort som de andre steder, men måske mere skønsomt, og hele den diskuterende øloffentlighed på dette sted har sin naturlige forlængelse på barens hjemmeside.

Fra ølbaren er der talrige andre muligheder, men vi holder her - det skal trods alt ikke udarte til dødsrute.

Ørsted Ølbar, Nørre Farimagsgade 13 www.oerstedoelbar.dk

Plan B, Frederiksborggade 48

Nørrebro Bryghus, Ryesgade 3

Ølbaren, Elmegade 2 www.oelbaren.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu