Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Alien apartheid

Scifi-filmen ’District 9’ er et af de mest originale og vellykkede tankeeksperimenter, jeg længe har set
Scifi-filmen ’District 9’ er et af de mest originale og vellykkede tankeeksperimenter, jeg længe har set
Moderne Tider
21. august 2009

En lo-fi science fiction-film, der tager udgangspunkt i apartheid. Det lyder som en umulig kombination, men er ikke desto mindre, hvad den sydafrikanske spillefilmdebutant Neil Blomkamp har begået med den new zealandske filmmogul Peter Jacksons hjælp. Resultatet, District 9, er et af de mest originale og vellykkede tankeeksperimenter, jeg længe har set.

Fortalt som en slags dokumentarfilm forgår District 9 i et Sydafrika, hvor rejelignende væsener fra det ydre rum tilbringer en kummerlig tilværelse i en stor, beskidt og ussel slumby i Johannesburg, Distrikt 9. Byen minder om de townships, sorte sydafrikanere boede i under apartheid, og de fremmede har været interneret her, uden de mest basale rettigheder, siden de sultne, syge og forsvarsløse ankom til Jorden for 20 år siden i et gigantisk rumskib, der endnu hænger i luften over storbyen.

Slumbyen bevogtes af selskabet MNU, der er mere interesseret i væsenernes avancerede våben end deres velfærd, ligesom nigerianske banditter har gang i en livlig handel med kød, kattemad - rumvæsenernes favorit - og våben på stedet.

Filmens hovedperson er den MNU-ansatte Wikus (Sharlto Copley), der sættes i spidsen for en operation, der skal rydde slumbyen og genhuse rumvæsenerne i en teltby uden for Johannesburg. Det er en karrierefremmende opgave, som Wikus, der anser de fremmede for at være mennesket underlegne, går til med stor entusiasme - og et kamerahold i hælene.

Men det går galt, da den lidt uforsigtige Wikus under ransagningen af et hus rammes af en sort væske og begynder at forvandle sig til et rumvæsen. Pludselig er Wikus selv en jaget mand.

Det ændrer selvfølgelig hans syn på rumvæsenerne og deres situation, og District 9 former sig som en slags dannelsesrejse for Wikus, der efterhånden får øjnene op for den frygtelige måde, han selv har været med til at behandle 'indvandrerne' på.

Neil Blomkamp har klogeligt valgt en lavteknologisk tilgang til science fiction-genren, og District 9 er en meget rå og på sin vis realistisk film, både visuelt og indholdsmæssigt. Man sidder med fornemmelsen af, at det her faktisk kunne ske.

Det skyldes ikke mindst den begavede blanding af dokumentariske klip, der følger Wikus, og eksperter, der i datid opruller affæren med Wikus for os, og mere traditionelle spillefilmsdele. Blomkamp kunne godt have gjort Wikus mindre fjollet fra begyndelsen, men District 9 vokser kun i alvor og intensitet undervejs, hvorfor man gerne tilgiver instruktøren dette lille fejltrin

De lidt uhyggelige, insektlignende aliens er overbevisende skabt i computeren, og alligevel lykkes det Blomkamp at vække publikums sympati for Christopher Jonhson, der er beviset på, at langtfra alle aliens er de barbarer, de ellers bliver fremstillet og behandlet som.

Og det er jo en god pointe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

District 9 ser simpelthen så fed ud. Glæder mig virkelig til at se den...