Læsetid: 5 min.

Begær, bedrag og besnærende billeder

Pedro Almodóvar blander i 'Brudte favntag' lidenskabeligt komedie og melodrama i en højspændt film noir-historie om altopslugende amour fou - til både mennesker og filmkunsten
Forvandling. Lluís Homar og  Penélope Cruz bærer Almodóvars fortælling. Homar har ikke så meget at arbejde med, men Cruz' forvandlinger er det ganske enkelt umuligt ikke at se på.

Forvandling. Lluís Homar og Penélope Cruz bærer Almodóvars fortælling. Homar har ikke så meget at arbejde med, men Cruz' forvandlinger er det ganske enkelt umuligt ikke at se på.

Sandrew Metronome

21. august 2009

Når efterårets rutiner og rusken trænger sig på, er det godt med en Pedro Almodóvar-film til at lade de stærke farver boltre sig på lærredet, mens de hede passioner folder sig ud. Almodóvar har altid haft hang til kulørt kitsch og seksuelt omskiftelige karakterer, og selv om hans film de senere år har fået en alvorligere grundtone, har der stadig været plads til det skæve og smagfuldt skabede. Få kan som Almodóvar på naturligste vis krydre sine film med sex og stoffer, mens historierne - og ikke mindst dialogerne - stormer af sted blandt søgende mennesker i passionens labyrint.

Almodóvars 17. spillefilm Brudte favntag er på finurlig vis hans homage til ikke kun filmkunsten, men også til egne tidligere historier og karakterer. Et kendskab til hans værk giver filmen mange ekstra twists, men uindviede kan også med fordel opsøge historien om en dramatisk affære mellem filminstruktøren Mateo (Lluís Homar) og skuespillerinden Lena (Penélope Cruz).

Hemmeligheder

Omdrejningspunktet i Brudte favntag er en blind forfatter i Madrid. Han var 14 år tidligere filminstruktøren Mateo Blanco, men efter en dramatisk begivenhed opgav han identiteten som Mateo og lever nu af at skrive bøger og manuskripter under pseudonymet Harry Caine. Blandt Harrys mange hjælpende hænder og øjne er hans tidligere producent Judit Garcia (Blanco Portillo) og hendes søn Diego (Tamar Novas). De er begge en del af det fortidige mysterium, som filmen i bedste film noir-tradition får fortalt som tilbageblik, da Harry efter mange års tavshed løfter sløret for det forgangne.

I Harrys fortid som Mateo viser der sig at være en skæbnesvanger affære forbundet med indspilningen af hans film Girls and Suitcases (som har paralleller til Almodóvars egen Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud). Filmens hovedrolle blev spillet af den smukke debutant Lena. Mateo blev grænseløst forelsket i hende, men da Lena var kæreste med rigmanden Martel (José Luis Gómez) - og Martel producerede filmen - var det fra starten et umuligt forhold.

Kameraet som voyeur

Den aldrende Martels forsøg på at opsnuse sandheden bag filmindspilningen er blandt Brudte favntags sjovere indslag. Martel får placeret sin ellers afskrevne homoseksuelle søn Ray X (Rubén Ochandiano) som spion på settet ved at hyre ham til at lave en dokumentarfilm om optagelserne. Om aftenen sidder Martel så i sine Xanadu-lignende omgivelser og får en vidunderligt nøgtern tolk (Lola Duenas fra bl.a. Volver) til at sætte ord på læberne i sønnens lydløse rå-optagelser.

Sekvenserne fortsætter det tema om kameraet som voyeur, som Almodóvar fra første færd har sat i spil. Filmen indledes med en prøve fra optagelserne til Brudte favntag, hvor først stand ins og siden Penélope Cruz og Lluís Homar - tilsyneladende uvidende om at blive filmet - indtager deres positioner. Historien fortsætter med at kredse om filmmediets spionstatus, indtil sønnens kamera til sidst leverer afgørende materiale om udgangen på Mateo og Lenas affære, og Harry som en nyfødt Mateo bestemmer sig for at klippe sin gamle film om. Liv og film er uløseligt forbundet i Brudte favntag, hvor det undervejs f.eks. konstateres, at film altid skal laves færdige - også selv om det sker i blinde.

Livet som celluloid

Det er en fornøjelse at være i selskab med Brudte favntag, selv om melodramaet efter en flugt til Lanzarotes vulkanlandskaber begynder at tage sig selv lidt for seriøst, og man har svært ved at fornemme, hvor sjovt eller alvorligt det hele skal være. Man er underligt uengageret i karaktererne i den handlingsmættede historie, hvor de mange smarte referencer er med til at få helheden til at handle mere om celluloid end om mennesker af kød og blod.

Heldigvis er man alligevel nysgerrig efter at få opklaret begivenhederne bag Mateos forvandling til Harry, og en stor del af nydelsen i Almodóvars film er bare at lade øjet vandre blandt de originale indretningsdetaljer eller nyde skønheden, han kan finde i en bunke iturevne fotografier. Almodóvars faste komponist Alberto Iglesias limer stemningsskabende historiens tider og humørskift sammen, og den mexicanske fotograf Rodrigo Prieto (bag bl.a. alle Alejandro Gonzáles Iñárritus' film) leger i sit første samarbejde med Almodóvar begavet med både noir-referencer og originale indramninger af Mateo og Lena, som et kys set gennem bagruden på en bil.

Cruz som femme fatale

Blandt spillerne stråler Cruz som ufrivillig femme fatale med tragedien lurende i kulissen. Efter Carmen Maura og Victoria Abril er den både smukke og temperamentsfulde Cruz den nye leading lady i Almodóvars univers. Undervejs bliver hun klædt ud som både Audrey Hepburn og Marilyn Monroe, og det er helt enkelt svært at blive træt af at kigge på hende.

Cruz er ikke mindst en fryd, når filmen til sidst vælger at vise en hel scene fra filmen i filmen, Girls and Suitcases. Her fornemmer man den mere rablende stil fra Almodóvars tidligere film og kan ikke lade være med at savne det glade vanvid en smule. Bortset fra Ray X er karaktererne forholdsvis normale i Brudte favntags persongalleri, og især i første halvdel af filmen er Lluís Homar som Harry henvist til et ret begrænset register som den livsmærkede forfatter.

Det eneste øjeblik, hvor han virkelig liver op, er da han i en munter scene sammen med Diego digter en sexfyldt vampyrhistorie, som Hollywood sikkert allerede har sat i produktion. Hvis ikke, kunne man godt tænke sig at se Almodóvar sætte tænderne i et saftigt vampyrunivers ...

Nostalgisk begær

Den fiktive vampyrfilm får man desværre ikke en sceneprøve fra. Undervejs får man til gengæld korte klip eller referencer til Almodóvar-favoritter som Michael Powells Peeping Tom, Nicholas Rays Johnny Guitar og Roberto Rosselinis Viaggio in Italia. Douglas Sirk-melodramaerne ligger også i baghovedet, ligesom man kan genkende fatale trapper og andre film noir-ingredienser. I Kødet skælver og Dårlig dannelse har Almodóvar tidligere leget med noir-genren, som han er meget begejstret for. Brudte favntag boltrer sig i inspirationskilderne. Måske er det den omfattende tilbageskuen, som er med til at give filmen en overordnet stemning af nostalgi.

Drivkraften i Almodóvars film plejer at være et grænseoverskridende begær; efter at give den gas med både billeder, karakterer, tonefald og konflikter; efter at skildre forbudte passioner, høje hæle og cojones på både kvinder og mænd. Det er ikke for ingenting, at Pedro og hans bror Augustin i 1986 døbte deres fælles produktionsselskab El Deseo - begæret.

Begæret er bestemt til stede i affæren mellem Mateo og Lena, men som moden filmskaber virker Almodóvar i Brudte favntag mere interesseret i billeder, forbilleder og filmmediets natur end i de menneskelige passioner. Brudte favntag er både begavet og besnærende, men man forlader ikke biografen beruset af det menneskelige drama.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu