Læsetid: 3 min.

Inde under gulvtæppet

Uglamourøs Kristin Scott Thomas har hovedrollen i velspillet fransk psykologisk drama om at slutte fred med fortiden
Kvinder. Kristin Scott Thomas spiller Juliette med en nøgternhed, der virker hjerteskærende, og Elsa Zylberstein er rørende og menneskelig i sine klodsede forsøg på at normalisere en alt andet end normal situation. Her er to kvinder, som på hver deres måde har nerverne uden på tøjet.

Kvinder. Kristin Scott Thomas spiller Juliette med en nøgternhed, der virker hjerteskærende, og Elsa Zylberstein er rørende og menneskelig i sine klodsede forsøg på at normalisere en alt andet end normal situation. Her er to kvinder, som på hver deres måde har nerverne uden på tøjet.

Miracle Films

7. august 2009

Glem alt om Hestehviskeren og Den Engelske Patient. Det er en total uglamourøs - og fransktalende - Kristin Scott Thomas, vi møder i det franske psykologiske drama Jeg har elsket dig så længe. En grå mus, forknyt og nervøst cigaretryggende. Hendes hudløse udstråling sender tankerne i retning af Isabelle Huppert i Pianisten (2001).

Kristin Scott Thomas har den bærende hovedrolle som Juliette, der netop er kommet ud af fængsel efter længere tids afsoning. Hun får midlertidigt husly hos sin lillesøster Léa (Elsa Zylberstein), der bor i en større provinsby med sin mand og to små døtre.

Langsom optrevling

Men hvorfor er den pæne middelklassekvinde Juliette nogensinde havnet i fængsel? Hvad er det, hun er dømt for? Juliette har det tydeligvis vanskeligt - både med at vende tilbage til livet uden for murene, og med fortidens hændelser. Som hurtigt bliver to sider af samme sag, når hendes niece nysgerrigt spørger, hvorfor hun ikke har mødt sin tante før, eller når Juliette skal søge job eller deltage i søsterens sociale arrangementer. Det udvikler sig til et hækkeløb af fortielser og søforklaringer. Men der er også åndehuller for Juliette, som langsomt opbygger venskaber med en melankolsk gymnasielærer og en fantast af en politimand. Begge ved, at hun har været i fængsel og kender til hverdagen derinde, og sammen med dem kan hun tale mere frit. Juliette, der er yderst afmålt over for sin søster, svoger og niecer, begynder at tø op. Langsomt optrevles historien om Juliettes fortid, og den skal bestemt ikke afsløres her.

Fortællingens motor er i høj grad mysteriet omkring årsagerne til Juliettes fængselsdom. Vores nysgerrighed pirres af svogerens afvisende adfærd over for Juliette og af Léas nervøse forsøg på at feje al samtale om fængselsopholdet ind under gulvtæppet. Der er tydeligvis tabuer på færde - men hvilke? Og hvor længe vil det lykkes Juliette at holde den tilkæmpet kontrollerede facade intakt?

Et anstrøg af kliché

Filmen er skrevet og instrueret af Philipe Claudel, der er forfatter og universitetsprofessor og tidligere bedst kendt for sin roman Grey Souls (2003). Han har skrevet et enkelt filmmanuskript og et par afsnit til tv-serier før Jeg har elsket dig så længe, som er hans instruktørdebut. Han går til sine personer med dyb seriøsitet og følsomhed, uden at det kammer over i sentimentalitet. Og så giver han - heldigvis! - også plads til lidt humor ind i mellem. Claudels styrke ligger i det udforskende portræt og de nuancerede menneskeskildringer, mens svagheden ligger i filmens plot. Beklager at måtte udtrykke mig lidt forblommet her, men det vil afsløre for meget om filmens clue at gå i detaljer. Så lad mig nøjes med at sige, at det er svært at finde belæg for, at Juliette vælger at tie meget, som hun gør. Claudel afrunder med metaforer efter alle kunstens regler, men det ændrer ikke ved, at slutningen virker lidt uforløst og med et anstrøg af kliché.

Til gengæld har Claudel stor sans for casting og personinstruktion. Jeg har elsket dig så længe er en film, der giver skuespillerne plads til at folde sig ud, og det gør de.

Et indre drama

Kristin Scott Thomas spiller Juliette med en nøgternhed, der virker hjerteskærende, og Elsa Zylberstein er rørende og menneskelig i sine klodsede forsøg på at normalisere en alt andet end normal situation. Her er to kvinder, som på hver deres måde har nerverne uden på tøjet. Scott Thomas og Zylberstein har forståeligt nok begge vundet filmpriser for deres præstationer, bl.a. en César, som svarer til den danske Bodil, ligesom filmen har vundet en række priser, bl.a. den engelske BAFTA.

Men også filmens biroller er velcastede og velspillende; de er med til holde vores interesse fanget i en fortælling, hvor dramaet ligger på det indre plan fremfor det ydre. Og det er i høj grad birollernes fortjeneste, at filmen tilføres optimisme og humor. For trods historiens dystre aspekter er det i bund og grund en livsbekræftende beretning om at slutte fred med fortiden, gribe dagen og værdsætte kærligheden og skønheden, når den er der.

Jeg har elsket dig så længe. Instr. og manus Philippe Claudel. Fransk/tysk. (Dagmar, Grand, Vester Vov Vov og Øst for Paradis)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu