Læsetid: 5 min.

Man kan næsten høre Foucault tænke

Det er en vellykket bedrift i mere end én forstand, at den franske filosof Michel Foucaults forelæsninger nu begynder at udkomme på dansk
8. august 2009

Siden 1996 har Gallimard udgivet den franske filosof Michel Foucaults årlige forelæsninger på Collège de France i Paris. Om den psykiatriske magt, om 'de unormale', om biopolitikkens fødsel og flere andre inden for det kolossale fletværk af problemstillinger og emner, som var genstand for Foucaults filosofiske praksis og analyser.

To ting overrasker. Dels at man i en rask vending fristes til at mene, at manden skrev noget nær et hovedværk om året i perioden fra 1970 til 1984 som professor på Collège de France, hvor han årligt skulle fremlægge sin nyeste forskning for den intellektuelle og videnskabelige offentlighed. Dels at et mere eller mindre selvbestaltet præsteskab af intellektuelle og pårørende efter Foucaults tidlige død i 1984 nidkært og upublicistisk har forvaltet efterladte skrifter, artikler, forelæsninger, båndoptagelser etc. med enestående langsommelighed sideløbende med, at Foucault i et tiår har været blandt de absolut mest citerede og anvendte forskere i det samfundsvidenskabelige og humanistiske felt.

Rygtet vil vide at Michel Senellart siden 1989 har siddet på nærværende forelæsninger, der dog forekommer ualmindeligt velredigerede. Det er derfor en bedrift, at Hans Reitzels Forlag nu har sendt 1978-forelæsningerne på gaden. Senere i år kommer forelæsningerne fra 1979, der bl.a. omhandler den moderne neoliberalisme. Hermed beriges den danske, intellektuelle offentlighed med to af Foucaults vægtigste arbejder i terrænet af politisk historie og samtidsdiagnose.

Biomagten

Foucault var med forskellige variationer fra først til sidst på sporet af magten. Forelæsningerne i 1978, der blev fulgt af et tætpakket auditorium på 500 mennesker, begynder således: »I år vil jeg påbegynde studiet af noget, jeg løseligt har kaldt biomagten, nemlig alle de mekanismer, gennem hvilke det, der udgør menneskeartens grundlæggende biologiske træk, kan komme til at indgå i en politik, i en politisk strategi eller almen magtstrategi.« Foucault lagde hermed distance til den traditionelle politiske historieskrivning og filosofi, som fra antikken over Machiavelli og frem havde forstået magt via politiske spørgsmål om ret, legitimitet, territorium etc. Han afviste ikke den politiske filosofi, eller at politik og magt ordnes via ret, kontrakter og demokrati; han fandt blot, at disse begreber og ordninger ikke redegjorde for de væsentligste måder, hvorpå mennesker i vor kultur bliver gjort til subjekter, som han formulerede det i en berømt artikel i 1982.

Det er den magtforståelse og magtform, han i forelæsningernes titel betegner med begrebet 'territorium'. En magt som via en suveræn (konge/regering) meddeler sig gennem loven, fungerer i retslige og binære koder (forbudt/tilladt) og virker på borgere med status som retssubjekter inden for et givet territorium.

Han havde selv i løbet af 1976 og 1977 opgivet sit nietzscheanske forsøg på at forstå magt via krigeriske metaforer og begreber. Han kunne demonstrere magt på mikroplan som dressur og disciplinering af kroppen forankret i institutioner som skolen, fængslet, asylet, klinikken, fabrikken etc., og gør det igen i forelæsningerne med en række eksempler på den disciplinære magtøkonomi.

Magtens mønstre

Men han kunne ikke gøre rede for de samordnede mønstre, hvorigennem ledelse af befolkninger og individer kommer til syne i vores historie. Det var simpelthen ikke tilstrækkeligt at kunne demonstrere de måder, hvorpå individer tøjles og formes, man måtte også forstå magtens virkninger på kollektive niveauer, hvor individer agerer og formes i miljøer, i grupper eller sammenhænge med åbne udfald. Hertil brugte Foucault begrebet om sikkerhed og siden hen begrebet om guvernementalitet; ja han justerede efter de første forelæsninger rækkens tema til at handle om guvernementalitetens historie; dvs. regeringskunstens historie. Heri fik den klassiske liberalisme en fremtrædende plads. Foucault gik som altid historisk til værks frem for at tage definitive teoretiske greb, og inden han nåede til liberalismen som en moderne rationel form for menneskeledelse måtte han en tur over antikken og ikke mindst den kristne sjæleledelse, det kristne pastorat.

Netop her i den tidlige kristendom fandt Foucault den arkaiske form for guvernementalitet; dvs. en original form for menneskeledelse, der ikke var tænkt via antikkens politiske filosofi, men via bibelske metaforer og fortællinger om hyrdens ledelse af sin flok. Her fandt Foucault en type magt, som udøves over livet, over alle og enhver, hvor hyrden må ofre sig for det enkelte fårs frelse, navnlig dets sjælelige udfrielse, hvorfor hyrden måtte vide alt om den enkeltes tilstand, tilbøjeligheder, behov etc. Tja, nærmest en lignelse over moderne velfærdsledelse med terapeutiske ambitioner. Med reformationen og modreformationen markeres langsomt en voldsom udvikling i regeringskunsten som unddrager sig pastoratet, men som angår fyrsten/kongen/den politiske leder, der siden bliver indrammet i det europæiske konkurrence- og balancesystem, der skabes med den Westfalske fred i 1648. Foucaults studier her fra middelalderen og frem til tidlig moderne tid viser ham, at det er statsræsonen som angiver næste etape i guvernementalitetens historie.

Overbevisende og veloversat

En statsræson, der eksplicit definerer sig i modsætning til Machiavellis gode råd til fyrsten om, hvordan man regerer, bevarer sin magt, men tværtom handler om, hvordan man maksimerer sin viden om de statslige realiteter, hvor befolkningen som objekt begynder at dukke op med den tidlige statistik og demografis udbredelse, og altså ikke alene binder staten til territoriet, men netop til befolkningen. Fra fyrstens visdom til statens viden; fra fyrstens egeninteresse til forøgelse af statens kraft.

Foucault demonstrerer overbevisende, hvordan velfærdsproblematikken allerede knytter sig til opkomsten af et befolkningsbegreb, som med statsræsonen får politiet som sin vigtigste indre teknik; dvs. politiet som forbundet med væksten i statens kraft og velfærd og ikke som del af et retsvæsen. Politiet skal påse det levende, som Foucault citerer en kilde.

En række begivenheder, hvortil bl.a. hører den gryende politiske økonomi i det 17. århundrede, gennemtvinger en rationalisering af statsræsonen. For man kan nemlig lede bedre ved at lede mindre; der er noget, som staten skal laissez faire. Det er økonomiens opkomst som selvstændigt realitetsfelt med sine egne love, mekanismer og effekter, der først og fremmest har det banebrydende princip, at det usynlige bånd mellem egeninteresse og almenvellet spejler sig i en usynlig hånd for en stat, der kender grænsen for sin viden, for sin fornuft. Hermed rationaliseres kunsten at lede mennesker. Liberalismen er ikke en ekstern kritik af våde drømme om den store stat, men en mere snu og virksom måde at opnå det samme på.

Og hermed stopper Foucaults forelæsninger i 1978, som er forsynet med et udmærket efterord af Michel Senellart, som er glimrende oversat af Peer F. Bundgaard og Carsten Sestoft på en måde, hvor forelæsningernes mundtlige karakter bibeholdes samtidig med, at manuskripter og noter er konsulteret, så læseren alt i alt får en uhyre stofrig og dokumenteret serie af forelæsninger snarere end en veldisponeret og nydeligt komponeret traktat. Man kan næsten høre Foucault tænke, ræsonnere og afsøge sit emne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Læg lige mærke til, at magtfilosofien ikke er et færdigt anliggende endnu i sporet efter Nietsche og Foucault (arvet af idehistorien på daværende tidspunkt). Men afviklet sidst i 90-erne i universitært forsknings-regis i Århus, efter overgangen til et erhvervsledet Universitet. Tilbudet om magtfilosofi er dog imidlertid ikke lukket som filosofisk anliggende i europæisk tænkning. Idet erfaringen af magt er ligeså aktuel idag. Det sidste ord er bestemt ikke skrevet endnu i dén tradition...

Med venlig hilsen

Det er meget glædelige at dele af Michel Foucaults værker bliver oversat til dansk. Foucault har aldrig været mere aktuel end netop nu. Foucault beskriver panoptikon i sit centrale værk ”Overvågning og straf”, som den ultimative realisering af en moderne disciplinerende institution

Vi kan i øjeblikket se, hvordan regeringen og Brian Mikkelsen er ved at overplastre det offentlige rum i Danmark med overvågningskameraer efter engelsk forbillede, og hvordan de hemmelige tjenester får flere og flere beføjelser.

Panoptikon er en realitet.

Jonas Jakobsen

@Per Thomsen: pas på hvad du skriver - det bliver registreret!!!

Gid man boede i Nordkorea eller Iran og ikke i "Danoptikon"