Læsetid: 2 min.

Opgør i undergrunden

Denzel Washington og John Travolta lægger arm i Tony Scotts udmærkede actionthriller ’Kapring af Metro 1 2 3’
Denzel Washington og John Travolta lægger arm i Tony Scotts udmærkede actionthriller ’Kapring af Metro 1 2 3’
7. august 2009

Bortset fra, at jeg har svært ved at se meningen med Tony Scotts Kapring af Metro 1 2 3 – der er baseret på den samme bog, The Taking of Pelham 1 2 3 af John Godey, som Joseph Sargents Togkapring fra 1974 – er filmen ikke så slem, som jeg havde frygtet.

Kapring af Metro 1 2 3 har fået en hård medfart i de amerikanske medier, og den er da også en helt igennem overflødig genindspilning af en glimrende spændingsfilm. Men selv om Scotts version deler grundhandling med originalen, prøver han og manuskriptforfatter Brian Helgeland trods alt at finde på nye twists and turns. Og for en gangs skyld afholder Scott sig stort set fra at komme med politiske statements i materialet, der slet ikke er egnet til det, hvilket resulterer i en ganske effektiv, veliscenesat actionthriller, hvor Denzel Washington og John Travolta spiller med musklerne på hver sin side af loven.

I den gamle film tog det næsten 20 minutter, før metrotoget og dets passagerer i New Yorks undergrund blev kapret. I Tony Scotts version sker det på få minutter under forteksterne, hvilket siger lidt om, hvordan fortælletempoet i film har udviklet sig gennem de seneste 30 år.

Dygtig håndværker

John Travolta spiller Ryder, en tatoveret eksfange, der står i spidsen for en håndfuld togkaprere, og som fra det kaprede tog begynder at kommunikere med Denzel Washingtons Walter Garber, der sidder i undergrundsbanens kontrolcenter med ansvaret for det tog, Pelham 1 2 3, som Ryder har kapret.

10 millioner dollars er, hvad Ryder vil have af New Yorks borgmester (James Gandolfini) i løsepenge for toget og de 19 gidsler, og det skal ske inden for en time, ellers begynder han at henrette dem. Et kapløb med tiden begynder, mens Garber forsøger at holde Ryder hen med snak, og Ryder, der ikke er dum, manipulerer med Garber og viser, at han mener, hvad han siger. En time er en time.

Visuelt er Tony Scott i modsætning til sin bror, Ridley, ikke voldsomt original, men han er en teknisk dygtig håndværker, der forstår optimalt at udnytte sine værktøjer – hektiske kamerabevægelser, slow motion og hurtig klipning sørger for, at Kapring af Metro 1 2 3 får aldrig lov til at gå i stå, selv om meget af filmen foregår i en togvogn og et kontrolrum. Selve plottet er måske nok noget vrøvl – Ryder har skumle bagtanker med at kapre metrotoget, som har med Dow Jones at gøre – men det er ikke kedeligt at se Travolta og Washington krydse klinger, heller ikke selv om Travolta indimellem overspiller sin rolle som skruppelløs bad guy.

Robert Shaws høflige og iskolde togkaprer i den første film var et betydeligt mere interessant og skræmmende bekendtskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rune Sørensen

En fin anmeldelse, som jeg stort set er enig med. Men egentlig er Tony Scotts billedsprog vel lidt mere originalt end broderens. Alien, Blade Runner og Legend har deres helt særlige udseende, men de film ligger ret langt tilbage. Siden hen er Ridley Scott blevet mere Hollywood-konform - det har bl.a. resulteret i den fine film, Gladiator, men ofte noget mere kedelige film som Kingdom of Heaven og Black Hawk Down. Tony Scott sætter sit helt eget aftryk med på samme tid grynede billeder og pastelfarver og den symptomatiske hektiske klipning med forvrængede billeder. Når det så er sagt, så trætter Tony Scott mig ret meget i længden. Han har en tendens til at overdrive - han kan sit håndværk, og det skal vi så sandelig ikke være i tvivl om!