Læsetid: 4 min.

Pamflet mod rugemødre

Den franske filosof Sylviane Agacinski har med udsigt til en snarlig revidering af fransk bioetisk lovgivning skrevet en usædvanlig lidenskabelig bog om det nærmest samfundsfarlige i at legalisere rugemødre
29. august 2009

Da den jævnligt tilbagevend-ende debat om legalisering af rugemødre for et år siden stod på i dette dagblads spalter, udtalte advokat og menneskerettighedsekspert Tyge Trier, at »vælger kvinden frit, at hun gerne vil være rugemor, så er der ikke noget forkert ved det. Men der skal selvfølgelig være en screeningsproces, hvor det vurderes, om kvinden er egnet til at være rugemor, og hvor man sikrer sig, at hun hverken bliver misbrugt eller narret til det «.

I Danmark er det fortsat strafbart at være rugemor mod betaling. Det er det også i Frankrig, men i forbindelse med en snarlig revidering af fransk bioetisk lovgivning, har der været forslag om at »skabe etiske rammer«, så brug af rugemødre bliver lovligt. Det sker ud fra nogenlunde den type argumenter, Tyge Trier brugte i den danske debat. I marts udsendte 40 kendte franske personligheder, blandt andet filosoffen Elisabeth Badinter og gynækologerne François Olivennes og Israël Nissand, en appel, der opfordrede til, at »enhver ikke-fertil person må have ret til at lade sig hjælpe af en anden«. Rugemødre betragtes som et fremskridt, en måde at behandle frugtbarhedsproblemer på.

Et levende redskab

For filosoffen Sylviane Agacinski er Frankrig ikke bagud med sin nuværende lovgivning, tværtimod.

Sylviane Agacinski har næsten modvilligt skrevet en pamflet imod at ophæve forbuddet og dermed give »ret« til at bruge andre på denne måde. »Jeg føler nærmest afsky ved at skulle argumentere for, hvorfor det er uværdigt at bede en kvinde om at stille sin mave til rådighed for en anden«, skriver hun i forordet til Corps en miettes - Kroppe i småstykker.

Ikke desto mindre tager Agacinski opgaven på sig. Hun forsker og underviser på eliteskolen for socialvidenskab EHESS, som normalt skriver lavmælte filosofiske værker og er kendt i bredere kredse som værende den tidligere premierminister og Lionel Jospins kone, opgaven på sig.

Hun har svært ved at forstå, at det ikke er tydeligt for enhver, at man med rugemødre langt overskrider grænserne for en menneskelig værdighed, man i historiens løb møjsommeligt har arbejdet sig frem til i civiliserede landes lovgivning.

»Vi er så besat af andre tiders forbrydelser, at vi er ude af stand til at se det, der ligger lige for: en type soft, velmenende, kvalmende barbari af bioteknologiske overgreb og fremmedgørelse af menneskekroppen,« skriver hun i bogens forord. Længere fremme i essayet følger hun tanken op: »Man må spørge sig selv, om vi overhovedet har lært lektien fra nazismen, når man konstaterer, hvor lidt offentligheden synes at bekymre sig om vore loves menneskelighed. Teknisk mulighed og individuelle krav sættes i højsædet. Der findes teknikker, så man kan lave børn, og der findes individer, der 'kræver', at man bruger disse midler. Er resten så virkelig uden betydning ?«

For Agacinski udgør retorikken omkring rugemødre, som »livets gave« eller argumentet om, at kunne »hjælpe de barnløse«, et røgslør. Sprogbrugen findes på de hjemmesider for klinikker, der søger ægdonorer og rugemødre for at kunne sælge temmelig kostbare færdigpakkede løsninger til barnløse. Men der tales på samme måde af mere abstrakte forsvarere. De sentimentale ord skjuler den kendsgerning, at brugen af rugemødre er en utålelig instrumentalisering af kroppen. Ikke alene gøres de kvinder, der er rugemødre til »levende redskaber«. Det barn, som i sidste ende kommer ud af det, gøres til et handelsobjekt.

Retorisk gymnastik

For det, der i sidste ende 'gives', er ikke bare de ni måneder, hvor en kvinde har været 'beholder' for et barn - som om hendes uterus var et 'småstykke af hende', der intet har med hende selv som menneske at gøre. Det, der gives, er et barn. At forære sit barn væk er i enhver anden sammenhæng totalt uacceptabelt og bliver kun muligt ved retorisk gymnastik. Her reduceres mennesket i første omgang til dna, kroppen ab-straheres til at være ren biologisk teknik. Dermed er moderen, hokus pokus, pludselig ikke den, der har båret et barn, og barnet er en 'fabrikation', i samme omgang behændigt afseksualiseret. De lande, der har lovgivning omkring fænomenet, roder, ifølge Agacinski, med slet skjult besvær rundt i begreber om, hvad forældre egentlig er. Det, man kalder for »etiske rammer«, afslører oftest et grundlæggende ubehag. En måde at skabe en 'ramme' er, for eksempel, at sikre at moderen, altså den kvinde der bærer barnet, i sidste ende kan få lov at beholde barnet. Men hvem er moderen så?

Babybusiness

For Agacinski er der ingen tvivl om, at det, der først og fremmest er på spil, er økonomiske interesser. En kæmpemæssig 'babybusiness', hvor det allerede er virkelighed, at ukrainske kvinder undergår hormonforstyrrende behandlinger for at give deres æg, mens fattige sorte amerikanske kvinder eller indiske husmødre lægger livmoder til mod en 'kompensation', der på ingen måde står mål med klinikkernes indtægter. 'Kompensation' er blot endnu et ord, der slører at barnet sælges.

Men selv i de lande, hvor det kun er nære familiemedlemmer, der fabrikerer hinandens børn, overskrides tabuer omkring incest og generation. Hvis en moder pludselig bærer sin søns sperm i sig via en svigerdatters æg for eksempel. Hvilken psykisk realitet bliver det for det barn, der skal tænke sin tilblivelseshistorie og sin plads i en generation?

For Agacinski er det klart, at vi ikke har ret til alting, heller ikke på trods af det efterhånden så sakrosankte individuelle frie valg - oftest styret af nød. Med sin pamflet om en krop i småstykker argumenterer hun sig, med forfriskende klarsyn og trods sin modvilje, frem til billedet af en snigende umenneskeliggørelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alle faqlder ind under bestemmelsen 'liv/død' og er derfor forlods langt inde i betragtningerne, og alle har antagelig taget stilling, mange ufortalt. Det har undret mig igennem årene, at mange af de religøse argumenter også er en agnostikers, men på et andet grundlag, erkendelse af naturens love og virkningen af vores kunstige indgreb. Det gælder såvel aborter og for tidlige fødsler og forståelsen af vores begrænsinger.
Emnet kan betragtes som et udslag af liberalismens indbyggede tilladelse til racerenhed i forbindelse med social belastninger af et samfund med fysisk-psykiske abnormiteter og deraf følgende økonomiske belastninger, men spørgsmålet er, om vi netop gennem brug af "rugemødre" m.fl. når til et endnu mere kunstisk og forvirret samfund - vi påtager os ét ansvar/indgreb i de naturlige forudsætninger for at blive fri for eller opnå noget andet.