Læsetid: 5 min.

Sommer i Speltkøbing

Henrik er ikke begejstret for alt det nye i Tisvildeleje, mens jeg boltrer mig i spelt og kindkys
Retaureret. Strandhotellet i Tisvilde har fået et remake, hvad værelserne angår – men køkkenet har åbenbart sin omgang tilgode.

Retaureret. Strandhotellet i Tisvilde har fået et remake, hvad værelserne angår – men køkkenet har åbenbart sin omgang tilgode.

Kristine Kiilerich

7. august 2009

Vi cyklede ned ad Hovedgaden sammen; Henrik bagest på den gamle røde damecykel hjemme fra sommerhuset, mig forrest på en spritny cykel fra Ravnen i Nansensgade. Jeg vinkede omkring mig. »Nu kommer det gode vejr,« råbte jeg til Peter på Terrassen, årets nye bar.

»Tak for i går!« skreg jeg over gaden til Lars Worning, der lige var blevet klippet af Diva-Lis og nu lignede Robert Redford fra The Way We Were.

Christian Maibom lå og slængede sig i de indiske puder ude foran Stinas butik, og jeg vinkede så meget, at jeg var lige ved at køre ind i Signe Wenneberg, som skråede over gaden fra Køster-familiens fremragende økologiske vin og grønt-butik, med favnen fuld af speltmel, fennikel og grillpølser på okse. Hun fik en hilsen i forbifarten.

Tisvildeleje er ikke, hvad den har været, i hvert fald ikke, når det gælder uge 30 og 31. Da er det blevet vores by. Og hvem er vi så? Omkring de 40 år; folk, der voksede op på Montmartres natdiskotek, kørte i gammel Mercedes for fem år siden, siger ord som: manus og casting og undertekst til hinanden, læser kultursiderne som sladder og springer udenrigsstoffet over og har en klar holdning til kvindelige klummeskribenter, men ingen til hverken Dostojevskij eller Camus.

En bund af fordums dannelse

Jeg lagde mærke til, at Henrik var sakket agterud. Han kørte i sit helt eget tempo. Kiggede ud over havet med sammenknebne øjne. Han er Bostontisvilder; har holdt ferie i byen fra barnsben og er, som betegnelsen angiver, rundet af den oprindelige landliggerånd; åndrige samtaler, akademisk grundighed og dannelse frem for hu-hej vilde dyr og taskenspilleri, rolige formiddage i hegnet med kantarelfangst.

Ikke at han sagde nej til et glas vin og en halv kasse elefanter i haven, så langt fra, og måske var det bare noget, jeg bildte mig ind, men det var som om, at hans selskabeligheder havde en dybere klangbund end vores. Eksempelvis refererede man aldrig til tv, al den stund, at det ikke var noget, man begav sig af med at kigge på. Nok om det.

Vi skulle ned på Tisvildeleje Strandhotel for at spise. Henrik insisterede på at kalde det Højbohus, for det havde det heddet engang. For nyankomne er det svært at navigere i byens helt særlige snobberi, men en af hovedreglerne er, at alt gammelt er bedre, hvilket også var årsagen til, at Henrik bamlede rundt på den havelåge af en cykel. Nej, hvor fint! En gammel Hamlet.

Et bord på terrassen

»De har jo gennemrestaureret hotellet fuldstændig,« sagde jeg, da vi stillede cyklerne. Jeg skulle til at fortælle, hvor lækre værelserne var blevet; med flot, østerlandsk enkelhed, kunst på væggene, bad på alle værelser, iPod-docks, og at det stadig ikke var dyrere end et normalt provinshotel, men jeg lod være, for hans øjne var sorte af had til mig.

Der skulle handles hurtigt nu, så jeg lod den utroligt imødekommende tjener vide, at vi gerne ville have et bord på terrassen, greb vinkortet, spurgte ham hurtigt til råds: »En god, hvid i Bourgognestil, ikke egetræslagret.« Og han anbefalede mig en amerikaner: Sebastiani 2006 fra Sonoma Coast til 340 kr. Bum, så sad vi med havudsigt. Bum, så var der vin i glassene. Vi smagte, og den var fremragende, i klasse med en Puligny-Montrachet, hvilket jeg selvfølgelig ikke sagde højt. Men det virkede; havet og vinen. Hans øjne blev brune igen.

»Det ligner minsandten tidligere departementchef Bruun-Mikkelsen,« sagde han og pegede mod en ældre herre i sønderslidt, stribet badekåbe.

Ja, det vil jeg da skide og pisse på, tænkte jeg og smilede dødt.

Vi gav os til at studere menukortet, og det så fristende ud: salat med gedeost, foie gras, muslinger til forretter, alt til under en hund. Kylling i egen fond til hovedret, bøf med bearnaise og dorade, en middelhavsfisk, som jeg af princip ikke vil bestille i Danmark. Alt under to hundrede. Der var også, fortalte den fine tjener, en dagens to retters (250 kr.) med multe og kalvefilet. Efter i et kvarters tid at have diskuteret over bordet som to ældre musicalkomponister, nåede vi til enighed. Henrik tog multe til forret og kylling derefter. Jeg tog muslinger og derpå multe, opgraderet til hovedret. Vi bestilte med det samme en flaske mere.

Tørt som gris

Henrik var mildnet betragteligt nu, for meget for min smag, faktisk. For at irritere mig sang han Drengekorets hyldestsang til Radiosymfoniorkestret ud over havet og fiskelejet med høj falset: »Trolle-rolle-rolle-rolle-rolle-rolleri. Radiosymfoni!«

Og så kom maden heldigvis. Et stort stykke multe til ham, en fin skål muslinger til mig. Saft og kraft og hav vil man have med den ret, og det havde den altså ikke. De var lidt flade i det, udkogte, og suppen var grågrumset og smagte ikke af andet end salt. Ingen urter, ingen vin, ikke at smage i alle fald.

»Hvordan er multen?«

Han stak mig en bid. Tør som svinekam.

»Kan du ikke fortælle kokken, at han skal give min multe meget mindre?« sagde jeg til den effektive tjener. Det lovede han, ligesom han tilbød at bytte den nuværende ud med andet. Men pyt med det, for havet lå jo lige dernede, og himlen organiserede sig i alle mulige mønstre.

Den stakkels fisk

Henriks kylling kom ind. Et stykke bryst, et stykke overlår. Retten hed coq au vin blanc, og i beskrivelsen var den kogt i hønsefond og nedkogt med vin, men realiteternes verden var en anden. Det lignede, og smagte, grangivelig som et par stykker danpokylling; brystet havde fået for meget, overlåret faretruende lidt, og saucen, som var peppet op med frosne ærter, kapers og overkogte gulerødder, smagte kun af bacon og ikke, overhovedet ikke, af hverken vin eller fond. Til gengæld var der godt med maizena i.

Desværre var der ingen trøst at hente i min multe. Rigelige mængder, omkring 200 gram filet, men akkurat så tør, som forretten. Der var en art grov kartoffelmos til, og den smagte fint, ligesom blomkålspuréen bestemt var passabel. Men hovedingrediensen, den stakkels fisk, var under al kritik. Jeg er forvisset om, at den glimrende tjener havde viderebragt kokken mit ønske om, at fisken blev stegt mindre, men hvis ikke multe er nogenlunde frisk, kan det være svært at tilberede den tilfredsstillende, og det var måske misèren her. Jeg levnede størstedelen, for det smagte simpelthen for kedeligt.

Desværre. Henrik cyklede hjem gennem byen med oprejst pande.

Tisvildeleje Strandhotel, Hovedgaden, tlf. 48 70 71 19.

Serie

Madanmeldelser af Martin Kongstad

Fra 2009 til 2011 var forfatteren Martin Kongstad tilknyttet Dagbladet Information som madanmelder. Kongstad fornyede genren ved bl.a. at invitere fiktive karakterer med ud at spise. Karakterer, der går igen i Kongstads øvrige forfatterskab. Anmeldelserne er et vue ind i den ’den kreative klasse’ anno nullerne – og en genlæsning værd.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til Kongstad for endnu en prisværdig artikel i serien: Sagn og myter fra Tisvilde. Jeg glæder mig (som efter en cliffhanger) til næste års agurketid, hvor serien utvivlsomt fortsætter.