Læsetid: 5 min.

Den uskyldige morder

Paolo Sorrentinos film om Giulio Andreotti, den mest magtfulde mand i Italien siden Anden Verdenskrig, er en opera uden sang, men med stærkt suggererende musik i alle genrer i en dristig dramaturgi
Il Divo. Toni Servillo som den italienske politiker Giulio Andreotti. Den fysiske lighed er ikke slående, men den gådefulde karakters øjne er Andreottis - observerende, kontrollerende og umulige at tyde.

Il Divo. Toni Servillo som den italienske politiker Giulio Andreotti. Den fysiske lighed er ikke slående, men den gådefulde karakters øjne er Andreottis - observerende, kontrollerende og umulige at tyde.

Gianni Fiorito

14. august 2009

Der gik et sug af lettelse gennem Italien, da den syvfoldige premierminister og mest magtfulde mand i landet siden Anden Verdenskrig, Giulio Andreotti, i 2003 og 2004 blev frikendt af højesteret i to parallelle retssager. Den ene for mord, den anden for medlemskab af den sicilianske mafia.

Lettelsen, som det officielle Italien og et stort flertal af menigmænd var enige om at føle, var ikke udtryk for en stillingtagen til skyld, men udelukkende for, at man nu i det skandalehærgede land kunne slippe for en viden og en skam over, at man i 40 år var blevet regeret af en morder i ledtog med mafiaen.

I mange af de år, hvor han ikke var statsminister, var han udenrigsminister. Italiens ansigt mod verden. Og at bevare ansigt, gøre god figur, er et meget italiensk træk og den væsentligste årsag til lettelsen. Om hans skyld var der, og er der, ikke så megen tvivl. Han blev frifundet, men ikke fuldstændigt renset, eftersom hans tidligste og dokumenterede kontakt til mafiaen blev henlagt som forældet.

Tvetydigt vid og kløgt

Da dagbladet La Repubblicas stifter og chefredaktør i en leder kaldte Andreotti for den frikendte morder, rejste det ingen injuriesag. Det ville ikke være Andreottis stil og ikke i hans interesse. Begge dele har altid været hans kendetegn. Holde facade med tvetydigt vid og kløgt og holde egne interesser skjult af sin dedikation til almenvellet i Italien og verden.

Begge dele er bærende elementer i Il Divo, Paolo Sorrentinos filmiske opera om den gådefulde statsmand, som muligvis var både morder og mafioso. En opera uden sang, men med stærkt suggererende musik i alle genrer i en dristig dramaturgi, hvor intimt kammerspil veksler med actionscener og scenografisk stiliserede tableauer. Originalt, tvangfrit, dynamisk og fortællelystent uden noget krukkeri - hvilket en sådan karakteristik jo ellers nok kunne antyde.

Før Andreotti blev frikendt, havde han mange navne. Onkel Giulio, som var det gemytlige navn, han var kendt under i mafiaen. Beelzebub var i kritiske portrætter et mindre gemytligt. Dæmonernes herre eller Satan selv. Il Divo er det, der er blevet tilbage som hans kælenavn. Et ord, som man på dansk vel kun kender i sit kvindelige modstykke i operaens verden: La Diva. Den guddommelige sangerinde.

Stærkt insinuerende

Sorrentino benytter sig selvfølgelig i titlen af både operaklangen og den tvetydighed, at ikke alle gaver nødvendigvis er fra Gud. Historien om Andreotti er i virkeligheden, som i filmen, en forskrivelseshistorie. Han har solgt sin menneskelighed til det onde for at få magt. Mafiaen er ikke en forening, et spejderkorps, man kan melde sig ind i eller ud af efter lyst eller behov. Den binder for livet, skriver sociologen Pino Arlacchi i sin bog om sagerne mod Andreotti.

Central i filmen er den scene, hvor Andreotti udveksler kindkys med den daværende capo dei capi, Toto Riina, men i virkeligheden har retten ikke fundet øjenvidnet til forskrivelsens øjeblik troværdigt. Det er underordnet.

Andreotti oprettede sin første politiske magtbase med de stemmer, som mafiaen kunne give ham på Sicilien, mod at han blev dens politiske beskytter. Med alle senere uopklarede drab, korruption, terrorhandlinger og sammenvævninger af forbryderiske og politiske interesser som konsekvens.

Sorrentino viser konsekvensen som punktnedslag i et giftmord, en likvidering eller et selvmord. Ukommenteret, ikke dømmende, men stærkt insinuerende.

Umulig at tyde

Hvert nedslag har en omfattende historie under sig, og de er alle vævet sammen, men det nærmeste, Sorrentino kommer en dom, lægger han i munden på en journalist, der interviewer Andreotti. Ikke en hvilken som helst journalist, men ovenfor nævnte Eugenio Scalfari, stifteren i 1976 og indtil for nylig redaktør af dagbladet La Repubblica.

Heller ikke han dømmer, men stiller spørgsmålet: Hvordan kan det være at så mange tilfældigheder peger mod Dem?

Det kan synes en filmanmeldelse ligegyldig, men jeg kender og beundrer Scalfari fra et 14 dages praktikophold på hans avis i 1993, og portrætligheden i filmen er frapperende i skuespillerens diktion, gestus og måde at formulere sig på. Og dette er gennemført i typecasting og arbejde med alle roller ned til de mindste - som jo alle er velkendte offentlige personer.

Andreotti selv har jeg i 1995 på et romersk hotel udvekslet et vissent håndtryk med ved receptionen for en af hans mange og ligegyldige bogudgivelser, og skuespilleren Toni Servillo ligner ham ikke.

Han bærer filmen igennem de hornbriller, som Andreotti kun bar i skæbneåret 1992, hvor han dannede sin sidste regering, og hvorfra Sorrentino både kan se tilbage og frem. Han har tillagt sig denne skrutryggede særlige andreotti'ske gangart, hvor kun benene bevæger sig, og overkroppen er ubevægelig.

En makeup-artist har forsynet ham med de deforme ører, som sidder helt nede på halsen, og som foroven er krøllet nedad. Men øjnene bag brillerne er Andreottis uden at ligne dem: Observerende, kontrollerende og umulige at tyde.

Samvittighedsnag

Forskrivelsen til det onde ligger i hele gestaltningen af denne umenneskelige skikkelse - som Sorrentino uventet, og problematisk, giver menneskelighed ved at lade Andreotti få en monolog. I operaen ville det være en arie, hvor han tilstår at have gjort det onde for at kunne udrette det gode.

Il Divo ville have været mere konsekvent uden dette sentimentale udbrud af rasende samvittighedsnag, som er rent digt og instruktørens håb for en fortabt og til det onde forskrevet stadigt levende.

Andreotti er gjort til nøglen til alle Italiens uopklarede blodige mysterier. En mand, der kender alle hemmeligheder, og i en vidunderligt underspillet scene med sin politiske modstander og partifælle, Francesco Cossiga, republikkens præsident, vil han betro ham sin dybeste: Han har livet igennem været passioneret optaget af skuespilleren Vittorio Gassmans søster, siger han, og Cossiga må læne sig tilbage og konstatere, at den gådefulde mand endnu en gang har drevet gæk med ham. Som han har gjort med sig selv, med sin kone, med Italien, med hele verden og med Gud. Han går til messe hver morgen, og kun mellem Il Divo og Gud bliver den sidste hemmelighed åbenbaret.

Giulio Andreotti er 90 år og stadig et respekteret medlem på livstid af det italienske senat. Sorrentinos film om ham er ikke en løsning af gåden, men en begavet og medrivende indkredsning af den.

Il Divo. Instruktion og manuskript: Paolo Sorrentino. Italiensk (Grand, København, Café Biografen, Odense, Øst for Paradis, Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu