Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Arven fra en forgangen tid

Olivier Assayas har med 'Sommertid' skabt en skøn familiefortælling om den svære arv mellem generationer såvel som mellem epoker
Usentimental. Uden sentimentalitet formår filmen at sætte de mange spørgsmål om fortidens plads i nutiden i spil.

Usentimental. Uden sentimentalitet formår filmen at sætte de mange spørgsmål om fortidens plads i nutiden i spil.

Moderne Tider
11. september 2009

Fra de første billeder af et fantastisk landhus i et fransk sommerlandskab føler man sig i godt selskab med Oliver Assayas' familiefortælling Sommertid. Mens populære skuespillernavne blændes over i hinanden til lyden af behagelig strengeleg, tænker man, at man nu trygt kan læne sig tilbage og nyde en klassisk familiefortælling i smukke, lune omgivelser, hvor der måske ikke er så mange kanter, men til gengæld masser af snak, charme og solskin.

Første del af Sommertid leverer varen på den front. Her præsenteres den 75-årige matriark Hélène (Edith Scob) og hendes tre børn Adrienne (Juliette Binoche), Frédéric (Charles Berling) og Jérémie (Jérémie Renier). Hélènes hjem tilhørte tidligere hendes onkel, Paul Berthier, som var en anerkendt impressionistisk maler. Huset indeholder flere af Paul Berthiers værdifulde malerier og møbler, og undervejs kommer de ellers dagligdags samtaler til både at handle om kybernetiske skulptører, wienermodernismen eller malerier af Corot. Danske Georg Jensen er også blandt de beundrede kunstnere.

Historiens rolle

Sommertid er imidlertid hverken ude på at være påtaget smart eller ligegyldigt hyggelig. Uden at man nærmest mærker det, begynder den langsomt at sætte en række store temaer i spil, mens handlingen ellers går sin egen, konkrete gang. Hélène dør uventet efter sommerens familiesammenkomst, og pludselig må de tre søskende forholde sig til, om de vil beholde huset eller ej. Hvor knyttede er de til de mange smukke ting, som udgjorde morens univers? Hvilken rolle spiller historien, og har man overhovedet tid til at forholde sig til den?

Med en international karriere og bopæl i New York vil Adrienne ikke komme til at bruge huset. Lillebror Jérémie har besluttet at gøre sin udstationering i Kina permanent, så det er kun storebror Frédéric med familie, som rent faktisk er tilbage i Frankrig. Han føler sig knyttet til de kostbare malerier af Corot, men mens han stresset forholder sig til at ordne det praktiske omkring boet, lader hans teenagebørn til gengæld til at forsvinde ud af syne.

Ting som karakterer

Olivier Assayas formår med sin lille historie at skabe en let og lyrisk film om en kompleks verden med mennesker, som egentlig vil hinanden, men ikke kan få kabalerne til at gå op. Der er en vemodighed i portrætteringen af de smukke værker fra en forgangen tid, hvor der var plads til fordybelse og øje for detaljen. De står i skarp kontrast til filmens hektiske skildring af et nutidigt Paris, hvor alle - i selskab med et hektisk kamera - løber, stresser og kommer for sent.

Få film har Sommertids sans for at sætte fysiske objekter i spil, som var de selvstændige karakterer. Kameraet går undervejs sine egne veje, når det får lyst til at blive hængende ved en vase, selv om menneskene for længst har forladt billedet. Assayas får også fint kommenteret, hvordan et smukt skrivebord kan se dødt ud på museum uden et hav af hverdagsrod på det. Eller hvordan en vase er skabt til at have blomster i frem for at stå i en montre.

Sommertid er forelsket i objekters skønhed og betydning, og det virker ikke tilfældigt, at filmen startede som et projekt initieret af Musée d'Orsay, som har udlånt en række værker og undervejs tilbyder et kig ind i museets imponerende depoter.

Tidens tilstand

Sommertid skildrer smukt det svære i at holde historien i live og formår at præsentere nogle vidt forskellige, engagerende karakterer og synspunkter uden at dømme nogen af dem. Har Hélènes klamret sig for meget til sin onkels efterladenskaber og nærmest levet i en helgengrav? Er Hélènes voksne børn for ligeglade, eller er det vigtigt at kunne give slip? Og er teenagebørnene i virkeligheden dem, der har mest sans for at leve videre med arven?

Efter genrefilm som Boarding Gate og Demonlover er det dejligt at finde Assayas tilbage i et mere begavet terræn med en film, som ikke kun er et fint familieportræt, men på mange måder også et portræt af et Frankrig, hvor forskellige epoker står i stærk kontrast til hinanden. Et Frankrig i en globaliseret verden, hvor man fylder museumslagrene med nationalt arvegods, men hvor spørgsmålet er, hvem der har tid og lyst til at se på det.

Uden sentimentalitet og solidt forankret i nutiden sætter Sommertid de mange spændende spørgsmål i spil, og man skal bestemt unde sig selv et møde med dens skarpt iagttagede portræt af tingene og tidernes tilstand.

Sommertid. Instruktion og manuskript: Olivier Assayas. Fransk (Grand Teatret, København, Øst for Paradis, Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her