Læsetid: 6 min.

'Jeg brød mig ikke om at være stjerne'

Donald Spotos bog om Grace Kelly er respektfuld og grundig og når vidt omkring i hendes korte liv og endnu kortere, men også produktive karriere
Ny biografi om filmstjernen og fyrstinden Grace Kelly skildrer en kunstner, der holdt af sit fag, men havde det rigtigt skidt med Hollywood
11. september 2009

I løbet af de blot otte år, hendes karriere varede - fra 1948-56 - nåede smukke Grace Kelly at medvirke i 11 spillefilm, en række teaterstykker og ikke færre end 36 tv-spil, som blev sendt live på forskellige, amerikanske tv-kanaler. Undervejs blev hun blandt andet nomineret til to Oscars og vandt den ene - for sin hovedrolle i George Seatons The Country Girl (1954).

Det er noget af en bedrift, og den bliver ikke mindre af, at de 10 af hendes spillefilm blev til mellem november 1951 og marts 1956, hvor hun på toppen af sin korte karriere og i en alder af kun 26 år forlod Hollywood for at blive fyrstinde Grace af Monaco.

Det var noget, den katolsk opdragede Grace Kelly længe havde drømt om: At blive gift og få børn, ligesom hendes søstre og jævnaldrende veninder, og på den måde også lade det Hollywood og den berømmelse bag sig, som hun egentlig ikke brød sig om.

»Jeg elskede at være skuespiller - at arbejde med både teater og film. Men jeg brød mig virkelig ikke om at være filmstjerne. Jeg elskede mit håndværk, men jeg kunne ikke lide alt det, der fulgte med offentlighedens forestillinger om, hvad en filmstjerne burde være,« sagde Grace Kelly engang til forfatteren Donald Spoto, der citerer hende i sin seneste bog, Grace Kelly - en biografi, som tidligere i år udkom på engelsk og nu udkommer på dansk.

Respektfuld og grundig

Donald Spoto mødte første gang Grace Kelly, da han skrev på en bog om Alfred Hitchcock og interviewede hende om de tre betydelige film - Telefonen ringer kl. 23 (1954), Skjulte øjne (1954) og Fang tyven (1955) - hun lavede sammen med den britiskfødte instruktør, og som er en af de væsentligste grunde til, at hun var - og er - så berømt og beundret.

Siden blev Donald Spoto og Grace Kelly gode venner, og hun fortalte ham mange ting om sit liv, som hun ikke havde fortalt andre. Hun opfordrede ham også til at fortælle det hele i en bog om hende, men bad ham af hensyn til de øvrige involverede om at vente til 25 år efter hendes død.

Grace Kelly døde i en bilulykke i 1982, 52 år gammel, og Donald Spoto holdt sin aftale og begyndte først det egentlige arbejde med bogen i 2007. Resultatet er en respektfuld og grundig biografi, som når vidt omkring i skuespillerindens forholdsvis korte liv og endnu kortere karriere.

En outsider

Grace Patricia Kelly blev født i Philadelphia den 12. november 1929. Hendes far, John B. Kelly, var en dygtig forretningsmand og samtidig lidt af en elitesportsmand, der roede sig til flere mesterskaber og en enkelt olympisk medalje. For hendes mor, Margaret Major Kelly, var form og facade vigtig, og hun stod for den forholdsvis strenge opdragelse af Grace og hendes tre søskende, lillesøster Lizanne, storesøster Peggy og storebror Kell.

Hvor det meste af Graces familie dyrkede sport med stor iver, var hun derimod en outsider, indadvendt, kreativ og teatertosset. Hun skrev digte, fortalte historier og spillede små stykker for sine dukker, hvilket især hendes far havde svært ved at forstå. Og selv om hun anglede efter hans anerkendelse og kærlighed, kom hun ikke videre godt ud af det med ham, og han accepterede aldrig for alvor, at Grace gik skuespilvejen.

Heller ikke hendes mor bakkede hende op, og i stedet vendte Grace sig mod et af familien Kellys sorte får, sin onkel George, der var en succesfuld skuespiller, dramatiker og instruktør. Han opmuntrede hende til at spille teater, og som 19-årig søgte hun og kom ind på The American Academy of Dramatic Arts i New York. Drømmen var ved at gå i opfyldelse. Fordi Grace Kelly insisterede på selv at tjene sine penge, begyndte hun at arbejde som model, inden hun fik sin teaterdebut og snart også medvirkede i de første, direkte tv-spil.

Oprørsk skuespillerinde

Hollywood begyndte at interessere sig for det unge stjernefrø, som gjorde opmærksom på sig selv på grund af sit smukke ydre og sine aristokratiske manerer, og snart også, fordi hun viste sig at rumme en stor følsomhed og sensualitet under den forførende overflade.

Grace Kelly fik en birolle i dramaet Manden på gesimsen (1951) og opnåede et lille gennembrud med rollen som Gary Coopers kone i Fred Zinnemanns Sheriffen (1952), før hun lod sig indfange af John Ford (Mogambo, 1953) og Alfred Hitchcock, der efter at have mistet Ingrid Bergman ledte efter og fandt en ny muse i den blonde, blåøjede skønhed med porcelænsteinten. Det var hos Hitchcock, at den unge skuespillerinde først fik forløst sit betydelige talent og det naturlige, uforcerede spil, der var hendes styrke.

Som det var kutyme dengang, var Grace Kelly under kontrakt hos et af de store filmselskaber, MGM, men selskabet vidste ikke, hvad de skulle bruge hende til, og hun blev i stedet udlejet til blandt andet Paramount. Den stedmoderlige behandling, som hun fik hos MGM, var en af de vægtigste årsager til, at den unge, viljestærke skuespillerinde ikke befandt sig vel i Hollywood.

Hun ville bestemt ikke finde sig i, at hendes karriere skulle styres lige så hårdt, som den blev det for de fleste af hendes kolleger. Hun ville selv vælge sine roller - allerhelst ville hun tilbage til teatret - og gjorde oprør mod det i forvejen hensygnende stjernesystem og vandt, fordi hun ikke var bange af sig og samtidig hurtigt blev så stor en stjerne, at MGM ikke turde andet end at gå med på hendes krav.

En god mand

I bogen får Donald Spoto fint redegjort for Grace Kellys både professionelle og personlige liv, blandt andet gennem samtaler med venner, familie og kolleger. Han får beskrevet hendes mange menneskelige og skuespilmæssige kvaliteter, og fordi han var hendes ven, løber han ikke med (alt for megen) sladder, men sørger i stedet for, når han kan, at aflive de mange rygter om Grace Kellys skiftende partnere - Clark Gable og Bing Crosby f.eks. - som andre bøger gennem tiden har bragt til torvs.

Donald Spoto har skrevet adskillige bøger om nogle af de største filmstjerner, f.eks. Audrey Hepburn, Ingrid Bergman, Laurence Olivier, Marlene Dietrich og Marilyn Monroe, og han er vel det, man kan kalde en diskret og smagfuld sladretaske. Han elsker kulørte historier, men er hverken ondskabsfuld eller sensationslysten, og Grace Kelly-bogen igennem holder han sig til fakta og et minimum af spekulationer.

Indimellem er Donald Spoto næsten for ærbødig i sit portræt, og bogen er tæt på at være en helgenkåring, på trods af at han et sted skriver, at skuespillerinden selv var træt af det billede som kysk og fjern skønhed, der som oftest blev tegnet af hende.

For nok var hun reserveret over for fremmede, og nok blev hun ofte castet som den kølige blondine, men over for venner, familie og elskere var hun alt andet end tilbageholdende og kysk.

Mest interessant er bogen, når den fortæller om Hollywood, stjernesystemet, Grace Kellys teater-, tv- og filmarbejde - det er vist første gang, at de af hendes tv-spil, der stadig er tilgængelige, beskrives og vurderes - og parløbet med forskellige af tidens store instruktører og skuespillere, især, selvfølgelig, Alfred Hitchcock.

Han var nærmest besat af Grace Kelly og ville efter Telefonen ringer kl. 23 have hende med i alle sine film. Som en anden elsker følte han sig derfor forrådt, da hun forlod Hollywood for at gifte sig med fyrst Rainier og dermed opnåede en anden af sit livs store drømme: At finde en god mand at dele sit liv med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu