WASHINGTON DC - Den amerikanske konservatisme har været i krig i de seneste 75 år, ikke bare mod venstrefløjen men mod sig selv. For der har altid været to strømninger på USA's toneangivende højrefløj: De konsensusdrevne 'realister', der gør en dyd ud af ansvarlig regeringsførelse, familieværdier og personligt ansvar; og på den anden side en libertær, nærmest revolutionær bevægelse af 'revanchister', som nærer en dyb mistro til staten og begrebet om et samfund.
Det er de sidstnævnte, der er i førersædet hos republikanerne for tiden, og det er trist, for USA har brug for en anstændig konservatisme, der hæger om samfundets stabilitet, og ikke for de i stigende grad højreekstremistiske typer, der kalder den siddende præsident for nazist, og som skælder forsøget på at udstrække sundhedsforsikringer til de fattigste ud for at være socialisme.
Sådan lyder et hovedbudskab i den nye bog The Death of Conservatism skrevet af Sam Tanenhaus, en af det litterære New Yorks absolutte darlings. Som redaktør for bogtillægget i New York Times og af The Week in Review samme sted er Tanenhaus fast inventar i Manhattans intellektuelle og litterære cirkler.
Derfor er mødelokalet stuvende fuldt, da han dukker op i Washington DC for at diskutere bogen, som udkom for en måned siden. Alle, som er noget ved musikken, ved også, at Tanenhaus' bog bliver anmeldt og diskuteret i det nummer af New York Review of Books, der kommer på gaden 24. september.
Ingen refleksion
Da Tanenhaus ankommer, begynder han med et smil med at fortælle, at han samme formiddag netop har været på besøg i en konservativ institution, nemlig i The American Enterprise Institute. Og dagen før har han været gæst hos den højttalende, ultrakonservative radiovært Laura Ingraham, den kvindelige pendant til Rush Limbaugh.
»De havde intet at fortryde og intet at reflektere over. Ingenting. De synes, det går så fint,« indleder han ironisk. »Så intet, I siger i dag, kan chokere mig.«
Ved første øjekast ser det ikke ud som om, han har meget at frygte. Mødet afholdes af en tænketank af den liberale slags, som USA's hovedstad er velforsynet med. Lokalet er pakket med USA's pendant til de radikale - en blanding af cafe latte-mennesker, bedagede hippier og fuldmægtig-agtige eksistenser. Helt nede bagved sidder der godt nok nogle fordækte typer med jakkesæt, men oppe ved bordet, hvor man kan købe Tanenhaus' bog, summer køen af forventning.
Magt og modmagt
Så går døren op, og ordstyrer Michael Lind, der selv er en anerkendt forfatter, tager ordet og introducerer Tanenhaus, som med sit let røde hår, kleine statur og briller ligner det han er: en intellektuel fra Manhattan. Ikke en af de smarte og gudesmukke redaktør-typer, der øjeblikkeligt gør én selv usikker og klumpedumpet. Han er mere en beroligende nørd.
Lind fortæller, at Tanenhaus altid minder ham om kommunismens endeligt, fordi de to mødtes første gang i Mikhail Gorbatjovs sidste dage ved magten. Tanenhaus svarer, at det ikke er så dårlig en parallel, fordi den rabiate konservatisme, som ifølge Tanenhaus har overtaget det republikanske parti, i virkeligheden har en del til fælles med den kommunistiske bevægelse: »Forstået på den måde, at de også ser politik som en revolutionær kamp, hvor magt møder modmagt. Se på den måde the John Birch Society (amerikansk, anti-kommunistisk bevægelse grundlagt i 1958, der definerer sig selv som libertær-konservativ, red.) startede. Med dæknavne, hemmelige kældermøder og den slags.«
»Richard Nixon var en af dem, der klart definerede politik som kulturkamp. Det er den arv, der forvaltes af republikanerne i dag. Hvor Sarah Palin er deres mest karismatiske offentlige figur og Rush Limbaugh er deres klareste politiske stemme,« siger Tanenhaus, der understreger, at han selv ser sin nye bog som »et kulturelt essay om en tilstand, som denne bevægelse står i«.
»Jeg begynder med konstruktionen af New Deal, som chokerede datidens konservative dybt. Hvordan kunne man lade regeringens bureaukrater og intellektuelle bestemme over folks liv på den måde. Dengang beskyldte man også den siddende præsident for socialisme. Som man hører Obama blive kaldt i dag, fordi han går ind for sygesikring til alle.«
Hadet til eliten
Tanenhaus anfører, at der bag angrebene på Barack Obama ligger noget andet end bare politiske forskelle eller racisme, nemlig et angreb på en udefinerbar elite og på akademikere, som præsidentens administration er fyldt med:
»Det er en magtfuld del af den revanchistiske konservatisme, at man føler sig uden for det gode selskab. Selv om den amerikanske højrefløj har sine egne magtfulde tænketanke og sin egen elite, så findes den der dybe følelse af, at det bliver man også nødt til, fordi venstrefløjen sidder på Harvard og Yale, og der er man ikke velkommen.«
En af de yngre, jakkesætklædte mænd med et pænt brunt og blåstribet slips i baggrunden vil til gengæld gerne til mikrofonen. Han præsenterer sig selv som 'advokat fra Down Town' og begynder en remse om, hvordan det i virkeligheden er venstrefløjen, der er død. Hans pointe er, at Obama i virkeligheden har overtaget det meste af Bush's politikker, og at sunde, kristne familieværdier, patriotisme og forsvaret af amerikanske interesser i verden står så stærkt som aldrig før.
Tanenhaus svarer, at spørgeren i virkeligheden nu er gået tilbage til Truman-doktrinen og inddæmningspolitikken, og at det intet har med konservative principper at gøre.
»Men kulturelt er det mere kompliceret. Jeg siger ikke, at Republikanerne ikke kan komme igen, eller at de ikke kan vinde et valg igen. Jeg siger, at der skal en helt ny generation af politikere til med et nyt tankesæt. Arven fra Goldwater findes ikke mere. Den del af partiet er dødt, men kan naturligvis komme tilbage.«
Sol- og månepartiet
I bogen henviser Tanenhaus til klassikeren The Future of American Politics fra 1952, hvor den politiske journalist, Samuel Lubell, beskriver, hvordan det amerikanske politiske system altid har et dominerende parti: sol-partiet, og et minoritetsparti: måne-partiet. Og at de politiske kampe står mellem fraktionerne i det dominerende parti og ikke - som i Europa - mellem de to partier.
»Sådan er det også nu. I 1980'erne var det Republikanerne, der forstod og demokraterne, der ikke forstod, at Den Kolde Krig kunne afsluttes ved hjælp af en beslutsom amerikansk udenrigspolitik, og at USA samtidig havde behov for en ny iværksætterånd på det økonomiske felt. Det var Republikanernes 'sol-periode'. Det er det modsatte, vi ser i dag. Debatten om den økonomiske stimulusplan og om sundhedsreformen udspiller sig på substansen udelukkende inden for fløjene hos Demokraterne. Republikanerne fortsætter med at sætte sig selv udenfor ved at være så fikserede på at ville torpedere Obama, at de glemmer at lave politik.«
Tanenhaus pointerer, at republikanerne med den nuværende strategi risikerer - hvis Obama lykkes - at ende med etiketten »det parti, der nægtede at fikse et færdigt social- og sundhedspolitisk system som udelukker 46 millioner amerikanere fra samfundet«. Og at det kan marginalisere partiet i en hel generation. Rush Limbaughs håb om, at Obama fejler, kan ende med at blive partiets slogan. Men det er ikke en holdning, som konservative har. Det er en ekstrem holdning, som afviser selve muligheden af at bedrive politik eller det at regere som sådan.«
Clinton og Obama
I pausen spørger Information Tanenhaus, om den øvelse, Republikanerne skal i gang med, ligner det, de britiske konservative med succes har gjort over 12 år, opfindelsen af en ny og mere tidssvarende borgerlighed.
»Ja, det mener jeg præcist, det er,« svarer han, og tilføjer, at han imidlertid ikke kan få øje på USA's svar på David Cameron nogen steder i det politiske landskab.
»Vi har haft sande konservative præsidenter. Den seneste var George H. W. Bush. Men Bill Clinton havde også læst på lektien. Hans tale, da han havde accepteret det demokratiske konvents nominering i 1992 var nærmest kopieret fra Barry Goldwaters berømte ode til the forgotten American. Han talte om, at han agtede at repræsentere alle de amerikanere, som 'arbejder, betaler skat, opdrager deres børn og følger samfundets regler, de hårdtarbejdende amerikanere, der udgør vores middelklasse.' Konservative værdier, som i øvrigt også blev brugt i Barack Obamas tale i sidste uge til de amerikanske skolebørn, hvor han understregede, at det er deres eget ansvar, at de får lavet deres lektier, og at de skal lytte til deres forældre og lærere, så de kan opfylde deres egne drømme og bidrage til USA's fremtid.«
