Læsetid: 6 min.

Frontkæmperne er blevet bagtroppen

Med WTO-topmødet i Seattle i 1999 blev aktivismen global, men Michael Hardt og Antonio Negris første bog 'Empire' kom for sent til helt at indfange virkeligheden. Nu udkommer de med 'Commonwealth', der igen prøver at sætte teori og begreber på venstrefløens sociale kampe, der er i konstant forandring
Nye formationer. Modstanden mod WTO, Socialt Forum, Globale Rødder. Michael Hardt og Antonio Negri sætter ord, begreber og teori på de sociale kampe og er med deres bøger blevet en slags venstrefløjens intellektuelle frontkæmpere. Problemet er bare, at de sociale kampe forandrer sig hurtigere, end Hardt og Negri kan skrive. Her en demonstration mod WTO i Cancun, Mexico, i 2003.

Nye formationer. Modstanden mod WTO, Socialt Forum, Globale Rødder. Michael Hardt og Antonio Negri sætter ord, begreber og teori på de sociale kampe og er med deres bøger blevet en slags venstrefløjens intellektuelle frontkæmpere. Problemet er bare, at de sociale kampe forandrer sig hurtigere, end Hardt og Negri kan skrive. Her en demonstration mod WTO i Cancun, Mexico, i 2003.

Victor Avalos

19. september 2009

Næste måned udkommer bogen Commonwealth af Michael Hardt og Antonio Negri. De brød igennem med bogen Empire i 2000. Deres arbejde er genstand for omfattende kritik, men de er selv mest optaget af de omskiftelige sociale kampe i virkeligheden. Empire var på forkant - og så alligevel ikke. Bogen var allerede skrevet færdig i 1997 og udkom først i 2000. I mellemtiden blev verden forandret. Da WTO-topmødet i Seattle i 1999 blev afbrudt af en spraglet skare af fagforeningsfolk, miljøforkæmpere, anarkister og mange andre, opstod et nyt modstandsbillede. Aktivismen fik en global dimension og gik på tværs af gængse opdelinger. Så udkom Empire. Upåvirket af begivenhederne i Seattle, men samtidig profetisk. En usædvanlig bestseller.

Det er stilen, stemningen og den banebrydende syntese, der udvirkede bogens påfaldende succes. Den provokerende blanding af postmodernisme og marxisme. Respektløsheden. Den storladne analyse af en fuldvoksen global epoke. Fornemmelsen for nye modstandsformer som drivkraft bag en bevægelse mod radikale horisonter. Disse elementer fik bogen til at fremstå nyskabende og progressiv. Ubestemmeligheden var kun et yderligere aktiv, for den udflydende form skabte gode rammer for bred identifikation. Men som en mere konkret analyse af virkeligheden og den fremvoksende globale bevægelse var Empire ikke på forkant. Snarere langt efter.

Modstandens primat

Omdrejningspunktet i Empire er, at det er kampe og modstand, der driver kapitalismen frem. Derfor er modstandens infrastruktur helt afgørende i det teoretiske netværk. I bogen identificeres tre internationale kampcykler i det 19. og 20. århundrede. Den første begyndte i 1848 med den første Internationale, som Karl Marx var hovedaktør i. Den anden blev initieret af den russiske revolution i 1917. Den tredje startede med den kinesiske revolution og eksploderede på globalt plan i 1960'erne. Men i det postmoderne Imperium er kampene igen radikalt forandret. Den industrielle arbejderklasse er ikke længere hegemonisk og modstanden antager en helt ny form.

Der er ikke længere tale om en international kampcyklus, der er baseret på kommunikation og et fælles sprog. Aktuelle kampe er godt nok mere intensive og reflekterer globale forhold, men de er samtidig enkeltstående og brænder hurtigt ud. Det er ikke en dyb historisk tendens, der folder sig ud i forskellige konkrete situationer, men en række overfladiske forløb, der slanger sig hen over det imperiale terræn. De sociale strukturer er fordampet og har efterladt sig et uendeligt spil af fragmenter.

Men er det virkelig tilfældet? Ikke ifølge Michael Hardt og Antonio Negri i den efterfølgende bog Multitude.

En global kampcyklus

Efterfølgeren til Empire udkom i 2004. Den repræsenterede en afgørende perspektivforskydning i lyset af centrale begivenheder i de mellemliggende år. Nu var Seattle integreret i det teoretiske perspektiv, og bogen er i det hele taget meget præget af den vækst og optimisme, der prægede de globale kampe i de første år af det nye årtusinde. Seattle blev forbillede for en lang række top- mødedemonstrationer, og kampen for en anden verden på globalt plan fik et konkret og mangfoldigt udtryk i Verdens Sociale Forum, der første gang så dagens lys i Brasilien i 2001 og herefter skød knopper talrige steder og på mange niveauer. Disse begivenheder var ikke mindst ledsaget af en større opmærksomhed omkring zapatisternes oprør i Chiapas i Mexico. Dette oprør startede i 1994, men fik i det unge 21. århundrede en langt bredere relevans som inspirationskilde for globaliseringsbevægelsen.

I Multitude vendes analysen af de aktuelle kampe på hovedet i forhold til Empire. Efter Seattle dannedes nemlig ifølge Hardt og Negri en ny international kampcyklus, der både gav anledning til nye globale sammenhænge, men også en genfortolkning af 1990'ernes protester mod eksempelvis Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. Det, der tidligere fremstod som fragmenterede kampe uden tværgående kommunikation, bliver nu betragtet som elementer i en fremvoksende kampcyklus. Denne kampcyklus bliver yderligere fortolket som et udtryk for det immaterielle arbejdes hegemoniske status i Imperiet og hermed indskrevet i en ny fremstilling af det teoretiske projekt.

Forskydningen mellem Empire og Multitude kan også aflæses i de to bøgers generelle perspektiver og stile. Empire handler hovedsageligt om det globale magtnetværk som titlen benævner, og stilen er til overmål præget af 1990'ernes akademiske venstrefløjsjargon med hyperabstrakte spekulationer i forlængelse af vanskeligt tilgængelige franske filosoffer. Multitude handler til gengæld primært om det globale modstandsnetværk, som de indkredser med det begreb, der også udgør titlen. Stilen er mere konkret og empirisk - og henvender sig bevidst til en bredere kreds af mennesker end dem, der har næsen begravet i faglitteratur. Herigennem belyses det andet afgørende brud mellem Empire og Multitude.

Intellektuel aktivisme

Den venstreorienterede tænkning var i de to sidste årtier af det 20. århundrede præget af omfattende virkelighedstab. Diskussionerne kredsede om diskurser, (de)konstruktioner og simulationer. Virkeligheden gik i glemmebogen eller blev vredt kastet på møddingen. For er 'virkeligheden' egentlig ikke også en konstruktion eller en simulation? Er 'virkeligheden', når det kommer til stykket mere interessant end en film, en tekst eller reality-tv? Og er det ikke ret undertrykkende at påstå, at man ved noget om 'virkeligheden'? Også Empire var påvirket af disse strømninger.

Det kommer først og fremmest til udtryk ved, at der ikke skelnes klart mellem teori og virkelighed, samt at bogen har en svævende, metaforisk karakter, der ligger milevidt fra empiriske studier af den konkrete virkelighed.

Men det er som om, Hardt og Negri blev ramt af virkeligheden efter Empire, for i Multitude bliver teori og virkelighed direkte adskilt og de skriver endda bramfrit, at når virkeligheden forandrer sig, så må vi også udvikle nye teorier.

Dette nye perspektiv på det teoretiske arbejde afspejler sig ikke mindst i den måde, hvorpå de sociale kampe i langt højere grad beskrives og sammenfattes med udgangspunkt i konkrete begivenheder og empiriske forløb i Multitude. I denne bog bruges også en del energi på at argumentere empirisk for deres vigtige tese om det immaterielle arbejdes hegemoniske status. En sådan argumentation ville have været et eklatant stilbrud i Empire, men i Multitude indgår den naturligt i sammenhængen.

Hardt og Negris jagt på virkeligheden kredser om de aspekter, som de betragter som essentielle: de sociale kampe. Her spiller det utvivlsomt ind, at de selv efter Empire blev kastet ind i den nye aktivisme og herigennem blev virkelighedsramt i et omfang, som man ikke oplever bag computerskærmen eller i auditorierne. Faktisk blev de to forfattere centrale intellektuelle aktivister i globaliseringsbevægelsen sammen med Naomi Klein. I denne forbindelse er det dog karakteristisk, at Michael Hardt gentagne gange har understreget, at det er dem, der følger efter de sociale bevægelser, ikke omvendt. Det er bevægelsernes sociale praksis og deres virkelighedsaftryk, der er kapitalismens drivkraft, ikke enkelte individer og deres teoretiske anstrengelser.

Den kommende bog Commonwealth viderefører Hardt og Negris ambition om at udvikle teori og begreber i forlængelse af den omskiftelige virkelighed, som den særligt udspiller sig i de sociale kampe.

Virkeligheden først

De sociale kampe forandrer sig hurtigt. Topmødemodstand og sociale fora kan slet ikke mønstre samme antal og engagement, som for få år siden. Det seneste sociale fo-rum i Danmark i efteråret 2007 var ikke præget af tidligere års gejst og optimisme. Det seneste europæiske sociale forum i Malmö i efteråret 2008 gik konkurs. En af globaliseringsbevægelsens vigtigste danske arnesteder, Globale Rødder, er for længst ophørt med at eksistere.

Til gengæld oplevede ungdomshusbevægelsen en voldsom opblomstring i forbindelse med og efter rydningen af Ungdomshuset i København i 2007. Men med det nye Ungdomshus i 2008, er denne bevægelse imploderet. De sociale kampe er dog ikke kun præget af brud, men også af kontinuitet. Det lokale spejler sig vedvarende i det globale. Kampformer og aktører går igen. Nu ser vi en forskydning hen mod klimaaktivisme og de kommende år vil sandsynligvis byde på reaktivering af de globale kampe i klimaets navn. Klimatopmødet i København i december er en afgørende begivenhed.

Commonwealth vil sammen med Hardt og Negris andre bøger komme til at udgøre en markant omdrejningsakse i venstreorienterede diskussioner om samfundsudviklingen. Deres arbejde er allerede genstand for omfattende kritik og debat. Her bidrager mange af tidens andre fremtrædende teoretikere, såsom Ernesto Laclau, Slavoj Zizek og Mitchell Dean. Tekstuniverset er uendeligt. Men virkeligheden kommer først. Igen.

Peter Nielsen er ph.d. og lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitetscenter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Jeg fik mig tygget igennem Impire i sin tid. Jeg læste den ret hurtigt, da den var så, gab, kedelig at det var om at få den overstået. Jeg har givetvis ikke forstået den, som den var ment, men jeg betragter den som akademisk våseri, og har absolut ikke fået lyst til at læse fortsættelserne efter denne uhyrligt dårlige anmeldelse, som mere end lader ane, at også disse er en gang opreklameret vrøvl. Impire er blevet kaldt vor tids pendant til Det Kommunistiske Manifest, hvilket er en overdrivelse af dimensioner og en hån mod Marx og Engels.