Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Lige, hvad der manglede

For at opleve lidt, mens jeg læste Benn Q. Holms roman, måtte jeg opstille små væddemål om handlingens udvikling. Det øgede spændingen kortvarigt, og jeg var god til at gætte
Moderne Tider
1. oktober 2009

Jeg var fristet til ikke at holde mig for god til at gøre mig morsom på Benn Q. Holms nye romans bekostning. Med andre ord overvejede jeg at anlægge en lettere ironisk tone i min gengivelse af bogens handling og personer, men så fik jeg læst på kulturplakaten.dk om Den gamle verden og indså, at jeg nok ikke kan gøre det meget værre end det her:

»Dean Cox (samme efternavn som Osbourne Cox i Burn After Reading og Dewey Cox i Walk hard to film, man kan nå at se på den tid, det ellers ville tage at læse Holms roman, og så ville man tilmed være underholdt, KL) er en falleret 41-årig britisk rockmusiker på soloturne i Tyskland på nedtur og på flugt fra sin fortid. Ashlyn Tadder er en 25-årig kvindelig jurist fra New England på dannelsesrejse i Europa på flugt fra et brudt forhold (og noget nær et barndomstraume: Hun har engang sat sig på sin venindes hamster, KL), men også på jagt (parallellen mellem de to hovedpersoner er vigtigere end troværdigheden, KL) efter sin families europæiske fortid: Ikke blot er hendes forfædre udvandret fra Europa, fra Trieste, men flere medlemmer af familien er også vendt tilbage til Europa som soldater i forskellige krige (tekstforfatteren tager helt berettiget ret lemfældigt på det med krige. Ashlyns onkel blev dræbt i den anden golfkrig, men i Den gamle verden er en krig en krig og ren kolorit, KL). Bl.a. blev hendes bedstefar som jagerpilot skudt ned over Tyskland og interneret i nærheden af Worms (har forfatteren alligevel humor?), hvortil Ashlyns rejse også går.

Pinligt bras

Ved et tilfælde støder Dean og Ashlyn næsten bogstaveligt ind i hinanden på en tysk motorvej (mit første rigtige gæt, KL) og deler skæbne (på normaldansk: de følges, KL) på en biltur, der kun varer nogle dage (ja, for her er forfatteren for alvor gået i stå, KL), men former sig som en veritabel odysse (de tanker i hvert fald benzin undervejs, og Ashlyn spiser italiensk is i Italien, KL) gennem tysk-østrigske bjerglandsbyer og gotiske hoteller (de overnatter helt nøjagtigt på ét såkaldt slotshotel, hvis minimalistiske indretning nøje beskrives, KL), inden turen slutter i Trieste. Den gamle verden er en litterær roadmovie (helt uden beat, KL), et kontinentalt kammerspil (bogstavrim frem for præcision, KL) og en global samtidsroman (dem er der dælen rasme mange af så, KL). Det er en roman, der ikke blot (»ikke blot« for anden gang, men det er også effektfuldt, KL) handler om mødet mellem to mennesker, men også mellem to verdener og to tidsaldre (ja, hvorfor ikke tage munden fuld, KL), der vikles ind i hinanden og med et højst uventet udfald (det vil næppe være helt så uventet for de læsere, der ved, hvordan en kvinde bliver gravid)«.

Det var indholdet. Den gamle verden veksler imellem at være fortalt fra Deans og fra Ashlyns synsvinkel, men da det ind imellem er lidt svært at se, og da de begge for eksempel tænker »det var lige, hvad der manglede«, når de kommer ud for fatale oplevelser, men til gengæld bruger virkelig store ord om det rene ingenting, har forfatteren sat navnene i parentes inden hvert kapitel, så man alligevel er med.

For at opleve lidt, mens jeg læste romanen, opstillede jeg små væddemål undervejs vedrørende handlingen. For eksempel gættede jeg på, at det ville være på det italienske Bed & Breakfast, at Dean og Ashlyn ikke længere bad om hver deres værelse, når de tjekkede ind. Også her gættede jeg rigtigt.

I tilfældet Den gamle verden kunne det være på sin plads med et fogedforbud, eller jeg kunne komme i tanke om 20 andre forbud, man burde opstille for Benn Q. Holm, et billedsprogsforbud bl.a., og et forbud mod at beskrive i detaljer, hvordan man tanker benzin på en bil. Det her er helt enkelt det pinligste bras, jeg i mit korte anmelderliv har set. Den gamle verden er en højst kriminel romance.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her