Læsetid: 5 min.

Mennesket forkæler sig til forfald

En fortræffelig samling af filosoffen Jean-Jacques Rousseaus politiske skrifter er nu oversat og udgivet på dansk
En fortræffelig samling af filosoffen Jean-Jacques Rousseaus politiske skrifter er nu oversat og udgivet på dansk
19. september 2009

Når vi bliver rigere hver for sig, bliver vi fattigere som fællesskab. Når velstanden stiger for den enkelte, forfalder fornemmelserne for det almene. Det er en populær diagnose af Velstandsdanmark efter højkonjunkturen.

Men det er på andre præmisser også en grundtese for filosoffen Jean-Jacques Rousseaus politiske refleksioner fra 1700-tallet. Grundlaget for samfundet er ifølge Rousseau, at frihed og lydighed stemmer overens. 'Borger' betyder nemlig, at man både er 'undersåt' og 'regent'. Man bliver bestemt over, men man er også med til at bestemme. Det er med filosoffens egne ord »det politiske legemes essens«.

Men det såkaldt politiske legeme kan blive moralsk undergravet. Og det sker for eksempel, når borgerne ophører med at være borgere og sætter deres privatinteresser over det fælles. Så handler de ikke længere som alment fællesskab, men som en samling af individuelle viljer. Det er ifølge Rousseau forskellen på 'alles vilje' og 'almenviljen': Almenviljen vil det bedste for helheden. Her træder borgerne sammen med blik for det, der er godt for det politiske legeme. Men når de omvendt tænker fællesskabet som en samling af private interesser, er det ikke 'almenviljen', men 'alles vilje', der regerer. Og så bliver fællesskabet ødelagt.

Jean-Jacques Rousseau er ofte blevet forbundet med drømmen om at vende tilbage til naturen og billede af det ædle vilde menneske. Hvis hans kulturkritik virkelig var så banal, ville han naturligvis ikke indtage så prominent en position i idéhistorien: Han har påvirket både oplysningstænkere som Immanuel Kant og oplysningskritiske romantikere. Rousseau er ikke en anti-moderne tænker, som længes tilbage. Han er en moderne tænker, der hverken lokaliserer kilden til det gode i Gud eller i naturen, men i vores hjerte. Hans tænkning er med at løsrive moralen fra den naturlige orden og placere den i det enkelte menneske som 'den indre stemme' eller 'pligtfølelsen'.

Luksus og forfængelighed

Det er ikke overgangen fra naturtilstanden til den borgerlige tilstand, som anfægter Jean-Jeacques Rousseau.

Han anfører derimod, at menneskets naturlige instinkter i denne overgang bliver erstattet af en sans for retfærdighed. Mennesket mister kvaliteter, som det havde fra naturen, men det lærer også at reflektere fornuftigt over sine handlinger og lytte til pligtens stemme. Det går ifølge Rousseau fra at være et »dumt og indskrænket dyr« til at blive et »intelligent væsen og et menneske«.

Den naturlige frihed er afgrænset af den enkeltes styrke i forhold til omgivelserne. Den borgerlige frihed er afgrænset af »almenviljen«. Herfra ser Rousseau forskellige kilder til forfald, som netop ikke handler om natur og kultur, men om forskellige typer kultivering af det menneskelige potentiale.

I sit klassiske svar fra 1750 på akademiet i Dijons spørgsmål »Om genoprettelsen af videnskaberne og kunstarterne har bidraget til at forædle moralen« skriver Rousseau: »Det er et storslået og smukt syn at se mennesket bevæge sig ud af intet ved sine egne kræfter. Med fornuftens lys sprede det mørke, som naturen har indhyllet det; løfte det over sig selv; med ånden hæve sig til himmelske højder.«

Således skriver Rousseau, der startede med at være en god ven af de oplysningstænkere, som lavede den store encyklopædi, men som endte i konflikt med dem. Det er ikke oplysning og fornuft, som sådan, han advarer imod, når han hævder, at det store 'vi' i 1750 er »faldet tilbage til de tidligste tiders barbari«. Kampen står ikke mellem oplyst moral og uoplyst barbari. Den står mellem dyden og viden, mellem »hjertets indstilling« og den ydre holdning. Det er den forfængelige stræben efter social anseelse, som er kilden til den moralske korruption. Kunsten lærer folk gode manérer og udsøgt smag, som de bruger til at hæve sig op og se ned på andre.

Den store roste belevenhed viser sig ifølge Rousseau socialt ved, at man bagtaler andre behændigt. Man træder ikke oprigtigt frem for hinanden; man nedgør andre subtilt. Det oplyste menneske er blevet hovmodigt. Når man stræber efter at gøre sig selv rigere og finere, bliver det sociale liv demoraliseret.

Rousseau ser trangen til luksus, overflod og statussymboler som andre kilder til fordærv. Kunstnerne stiller sig tilfreds med at fremstille værker, som vil blive tiljublet i samtiden. Fordi de vil have det hurtige bifald, skaber de ikke vidunderværker, som vil blive beundret i eftertiden. Denne trang til hurtig tilfredsstillelse og billig anseelse vil ifølge Rousseau ruinere den gode smag og den oprigtige moral: Det hedder sig, at opløsningen af moralen, der er en nødvendig følge af luksus, vil føre »ødelæggelsen af smagen med sig«.

Distinktioner

Denne sans for de sociale kampe om forfængelig anseelse løber igennem det fortræffelige udvalg af Jean-Jacques Rousseaus politiske skrifter, som idehistorikeren Mikkel Thorup har foretaget og i øvrigt forsynet med et brillant efterord.

Thorup har samlet fem klassiske tekster i bogen: Der er Rousseaus udkast til en forfatning for Korsika, hans afhandling om den politiske økonomi fra den store franske encyklopædi, betragtninger over Polens styreform, et kort essay om krigstilstanden og endelig svaret til akademiet i Dijon.

Teksterne danner ikke en teoretisk helhed, som sammen med hovedværket Samfundskontrakten kan kaldes en decideret politisk teori. Men der er skarpe refleksioner over en række motiver: Rousseau ser eksempelvis klart konflikten mellem hensynet til vælgernes gunst og almenvellet, når han pointerer, at det vil skabe »uophørlig politisk uro«, hvis »kongen« var på valg. Et andet sted præciserer han, at magthaverne for at opretholde den sociale orden bør sikre offentlig og tydelig retfærdighed. Social lighed og offentlighed retfærdighed er både at foretrække for regenterne og borgerne. Set i det perspektiv bliver rigdom samfundsundergravende: »Samfundets fattigdom stiger i takt med privatmænds fattigdom, og disse to faktorer baner vejen for alskens laster i samfundet, der til sidst går under.«

Der er i teksterne et eminent blik for konflikten mellem den enkelte borgers pligtfølelse og det sociale livs fristelser, mellem dyden og lasterne i en moderne kontekst. Som Rousseau skriver med den patos og den præcision, der er med til at gøre Politiske Skrifter til et væsentligt værk for alle interesserede i det moderne samfunds sociale og politiske modsætninger: »På menneskehedens vegne er jeg bedrøvet over, at så mange ideer, der forekommer mig gode og nyttige, til trods for at de nemt kan gennemføres, altid afviger så meget fra det, der gøres.«

Jean-Jacques Rousseau: Politiske skrifter. Redigering og efterskrift ved Mikkel Thorup. Oversættelse Niels Amstrup, Mikkel Max Grundtvig Haug og Holger Ross Lauritsen. 272 s., 299 kr. Forlaget Klim. ISBN: 9788779556522

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rousseau lyder ærlig talt lidt som en 1700 tals udgave af Henrik Jensen. Okay jeg kan se at Rouseau tænker fra et andet sted.og udstikker nogle andre perspektiver. Men alligevel. Gad vide hvad der ville være sket, hvis Henrik Jensen havde udgivet sin bog om det ordentlige menneske på fransk. "L'Homme Bien Ordonné" kunne han have kaldt den. Så var han sikkert blevet hyldet som Rousseaus arvtager.