Læsetid: 3 min.

Sex er godt, og Gud er dum

Klaus Rifbjergs nye roman er bare tåkrummende ligegyldig
Ligegyldig. Klaus Rifbjergs seneste roman, 'Dagstelegrafen', var næppe blevet udgivet, om ikke den var skrevet af lige netop Klaus Rifbjerg, siger Erik Skyum-Nielsen.

Ligegyldig. Klaus Rifbjergs seneste roman, 'Dagstelegrafen', var næppe blevet udgivet, om ikke den var skrevet af lige netop Klaus Rifbjerg, siger Erik Skyum-Nielsen.

Tao Lytzen

1. oktober 2009

Klaus Rifbjerg, som tit med skurrende skryden erklærer, at han bestemt ikke laver for mange bøger, udsendte nu til morgen en roman.

Man burde have kunnet glæde sig. Man ville så gerne have kunnet læse lysende perle-passager højt. Man skulle have kunnet analysere, tolke og perspektivere. I stedet krummer man tæer.

Gennem en flersporet komposition, der hopper tilbage og fremad i tid, følges tre slægtled af familien Nielsen så krampagtigt mekanisk, at man hører kuglelejerne knirke. Først møder man enken Emma, som i den typisk rifbjergske åbningsscene vågner op og må gruble over det gamle, absurde ord, der danner bogens titel.

Dernæst træffer man datteren Rie, som arbejder på et reklamebureau, og hendes bror Carsten, soldat, lige for tiden udstationeret i Irak. Yngste generation repræsenteres af Ries søn, Anders, der går på Forfatterskolen og længes efter at tabe sin svenddom. Indskudte afsnit tildeles desuden familieoverhovedet Richard, der helt grotesk overværer sin obduktion (!), og Carstens gamle skole- og pikspilskammerat, Jonathan, som driver antikvariat. Her får han en dag besøg af Ries klamme kæreste, Jan, der i en stabel blade finder et bundt breve, som Richard i begyndelsen af 1960erne skrev til sin elskerinde, digteren Dora Runkemaier, og som, da de kommer hans Emma i hænde, afføder Vanløse-middelklasse-patriarkens selvpåførte fald.

Stil, tema, satire

Stilistisk gennemprøver romanen i halvhjertet henkastethed forskellige metoder, herunder at følge fuglenes flugt over himlen og lade dem fungere som poetisk korrektiv til slægtens forvirrede fimren. Tematisk kunne bogen, så vidt jeg kan bedømme, koges ned til, at sex er godt, og Gud er dum, og at det for øvrigt kun gælder om at leve livet, så længe vi har det et evangelium, der på allersidste side får lov at blive forkyndt ved varemærket PH.

Af speciel faglig interesse er naturligvis Forfatterskolesporet, som giver forfatteren mulighed for at satirisere over en naragtig kristning af vort litterære miljø, angiveligt anført af en alvorlig litterat, der bag sine hinkestensbriller belærer digterspirerne om, at uden kontakt med dette metafysiske mere vil alle deres anstrengelser for at forløse sig som kunstnere være totalt spildt. Sporet byder desuden på indeklemte udfald mod Klaus Rifbjergs konkurrenter til positionen som det 20. århundredes mest betydningsfulde (danske) forfatter. Om Per Højholt hedder det, at han én gang for alle vendte litteraturen ryggen for at finde ind til den rigtige litteratur, og hvad Martin A. Hansen angår, mener Klaus Rifbjerg vistnok, at havde fyren ikke hittet på fidusen med at sætte et A ind i sit navn, var han gået i glemmebogen (»ned i madrassen, væk«) ligesom Jørgen Nielsen, der som bekendt tog sig af dage, og Hans-Jørgen Nielsen, hvis eftermæle Rifbjerg i forbifarten sværter. Det ville have klædt både bog og forfatter, om vi med baggrunds-viden og smag (og romanen bliver næppe læst af andre) var blevet forskånet for disse skingrende idiosynkrasier.

Tomgang og sprogfejl

Kommet hertil i anmeldelsen opdager jeg, at jeg kun har en tredjedel af pladsen tilbage. Lad mig derfor gå til dokumentationen.

Flg. afsnit godtgør, hvorledes Dagstelegrafen hyppigt fader ud til intetsigende tomgang (vi er inde i poet Anders Henriksens hoved):

»For øvrigt kunne han jo have føjet Nielsen til eller være begyndt med Nielsen som det vigtigste og så have kaldt sig Anders Nielsen Allermand Godthåb Henriksen eller Godthåb Allermand Nielsen Henriksen, men det gik ikke, han fik aldrig en bog ud, hvis han kaldte sig sådan, heller ikke hvis han kaldte sig Anders Nielsen Godthåb Allermand Nyord Henriksen, det var noget lort, ikke til at have med at gøre, ren tankeflugt.« Javist, og ligegyldig tomgang på ophavsmandens computer.

Flg. sætning (faktisk kun et sætningsemne, og atter fra et afsnit om Anders og en (Gud ske lov!) villig medelev fra Forfatterskolen) er tilstrækkelig til at dokumentere, at digteren (forståeligt nok) ikke kan have gidet læse sit manuskript igennem, og at hans forlag må have befordret det ubeset i trykken:

»Måske fordi det var svært for ham at rumme inden i hovedet, hvordan det imponerende kludestativ, som med knaldende hæle i knæhøje støvler gik ved siden af ham, var i stand til på mere eller mindre gennemskuelig måde i sine tekster, uanset om de var alvorlige eller skulle forestille at være morsomme, altid fik Gud med.« Læs det lige igen. Det hænger ikke sammen.

Dagstelegrafen var næppe blevet udgivet, om ikke den var skrevet af Klaus Rifbjerg, hvis værkliste (aftrykt over fem sider og med 142 udgivelser) minder os om alle de vidunderlige læseoplevelser, han nåede at skænke os, inden han fandt sig til rette i rollen som vrissen kustode i eget museum.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Skyum og Jensen har ret. Hvordan er den mon sluppet gennem korrekturen? Uha, ikke godt. Især ikke når man som Rifbjerg beskylder andre skribenter for at skrive som helt op til 14 brækkede arme.

Søren Kristensen

Ribjerg skrev engang en ualmindelig god roman, men lige siden han omdøbte "Forbandede Ungdom" til "Griberen i rugen", er jeg stået af. Nogle ting piller man bare ikke ved. At han så heller ikke kan skrive mere, under mig ikke. Træerne vokser ikke ind i himlen og slet ikke ved Vestkysten.

Jeg synes man skal være overbærende mod en mand, som (grundet alder) må forventes, inden alt for længe at komme til at stå over for sin formodede dødsfjende.

Men ligefrem at læse bogen ?

Nogle bøger er måske lettere at tilgive hvis de ikke læses.

-øh-

Forbandende Ungdom hedder altså 'the catcher in the rye' på engelsk. Og grunden til det er at fortælleren forestiller sig, at han står i rugen og griber alle de her børn og unge, som er på vej ned og ud af samfundet; derved frelser fortælleren børnene, de unge.

Og mon ikke Rifbjerg også har ny-oversat bogen, så den kommer tættere på det engelsk, der rent faktisk forefindes i originalen...

Per Jongberg

Jeg er mest tilbøjelig til at give dig ret - det hænger sammen -

»Måske fordi det var svært for ham at rumme inden i hovedet, hvordan det imponerende kludestativ, altid fik Gud med.«

Eller også har vi bare vænnet os til, at man må gætte sig gennem avisernes syntaktiske fejl ;-)

Hans Jørgen Lassen

Det skulle foregå på denne sæt og vis:

Måske fordi det var svært for ham at rumme inden i hovedet, hvordan det imponerende kludestativ, som med knaldende hæle i knæhøje støvler gik ved siden af ham, var i stand til på mere eller mindre gennemskuelig måde i sine tekster, uanset om de var alvorlige eller skulle forestille at være morsomme, altid at få Gud med.

Altså, "at få", i stedet for "fik".

Men en klodset konstruktion er det under alle omstændigheder.

Skyum mener ikke at Rifbjerg har gidet læse sit manuskript igennem. Dér tror jeg Skyum tager fejl. Jeg tror Rifbjerg har hygget sig under arbejdet med "Dagstelegrafen". Og naturligvis har han læst frem og tilbage i manuskriptet. Rifbjerg har siddet og klukleet og godtet sig over historiens karakterer, idet de åbenbarede sig undervejs. Rifbjerg er en mester i karaktertegning.

Det der falder nogle anmeldere for brystet, er nok den let causerende, polemisk debatterende undertone i romanen. Bogen er vel når sandheden skal frem, et langt essay på romanform. Eller i bedste fald en lang novelle. Under alle omstændigheder er der tale om et værk fra en forfatter, der fuldstændig suverænt sætter sin egen dagsorden. Chapeau!

Weekendavisens anmelder konkluderer iøvrigt at "Dagstelegrafen" er en fremragende roman.
Skyum finder jo altså bogen tåkrummende ligegyldig. Og hvad kan man så lære af det?
Læs bogen og vurdér selv!

Søren Kristensen

øh

Max Bjævermose (forsikringsagent i Tin Tin) hedder i "virkeligheden" Séraphin Lampion og hvorfor han hedder det skal jeg ikke gøre mig klog på, men at oversætte hans navn mere eller mindre ordret - eller til noget helt andet "moderne" - som det blev forsøgt for et par år siden, er misforstået omsorg. Forbandede ungdom ligger godt i munden og siger meget om bogens tema. Catcher in the rye klinger godt på amerikansk, mens Griberen i rugen er lige så fonetisk svært fordøjeligt som en Amagermad. I min bog vil Catcher in the rye altid være Forbandede ungdom og jeg har i øvrigt intet imod nyoversættelser, ligesom man gerne må nyoversætte Tin Tin, hvis det var nødvendigt, bare man ikke piller ved Max Bjævermose - eller i dette tilfælde Forbandede ungdom.