Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Til damemiddag på moderne storby-italiensk

Henriks mad er så fed, at man ikke kan holde ud at høre Evert Taube bagefter. Jeg inviterede ham på moderne storby-italiensk frokost for at anvise en ny retning
På Acquamarina føler man sig hensat til den bedre ende af Milano. Gennemgående sort-hvidt, højt til loftet, en kommode i pangpetroleumsgrøn bryder det hele. Glasvaser med høje blomster, sølvfarvede relieffer på væggene. En imponerende, stor lampeskærm i guld fra loftet. Alt er tegnet specielt til dette sted. Det ses.

På Acquamarina føler man sig hensat til den bedre ende af Milano. Gennemgående sort-hvidt, højt til loftet, en kommode i pangpetroleumsgrøn bryder det hele. Glasvaser med høje blomster, sølvfarvede relieffer på væggene. En imponerende, stor lampeskærm i guld fra loftet. Alt er tegnet specielt til dette sted. Det ses.

Christian Als

Moderne Tider
2. oktober 2009

Henrik laver mad, som han altid har gjort, og han laver ikke for lidt. I gryden på det lille glasblus står en enorm fiskesuppe. Fem liter mindst.

»Det er fond på fond,« siger han og hælder endnu en halv liter piskefløde i.

»Det feder først i morgen, og der er vi ikke hjemme,« siger jeg. Hult jovial.

»Hvis man bare hælder nok piskefløde i, så ophæver den sig selv,« siger han. Alvorligt. Den smager godt, suppen. Men man kommer til at svede. Fedtperlerne presser sig på indefra.

»Den smager godt,« siger jeg. »Men?« »Ja, du ved, jeg ikke har det så godt med piskefløde mere.« »Du har måske menstruation?« siger han. »I det hele taget mælkeprodukter,« siger jeg. »De tager min energi.«

Han sætter Evert Taube på og laver hovedretten. En klump smør rammer den gamle jernpande. Eller en blok. 50 gram. Rødspætten på. Ingen rugmel her. Rasp. Jeg må på sofaen og ligge bagefter.

»Sætter du ikke en anden plade på?« siger jeg. »Jeg er for mæt til det kling-klang.«

»Selv dit store ubegrundede had til mig er kvindagtigt,« siger han.

En kollision er på vej. Jeg finder Bass Desires i pladereolen. Sætter den på.

»Okay,« siger jeg. »I morgen spiser vi, som jeg godt kan lide det. Mad for sådan to moderne storbykvinder som os.« »Som vi,« siger han.

Ingen smør til brødet

Vi mødes foran Acquamarina klokken kvart over et. Han har shorts på. Samt blazer og skjorte. Jeg er helt i gråt. Totalt forstillet. Restauranten er i familie med Era Ora. Kokken har været derude i tolv år. Men her lægges vægten decideret på fisk. Man føler sig hensat til den bedre ende af Milano. Gennemgående sort-hvidt, højt til loftet, en kommode i pangpetroleumsgrøn bryder det hele. Glasvaser med høje blomster, sølvfarvede relieffer på væggene. En imponerende, stor lampeskærm i guld fra loftet. Alt er tegnet specielt til dette sted. Det ses.

Vi får foccaciolignende brød på bordet. Der er ingen salt og peber. Ingen smør til. Ingen olie at dyppe i. Brødet er fint, men ikke mere end det. Tjeneren taler ikke dansk, og det kan jeg godt lide. Det bestyrker illusionen om at være udenlands. Havde det nu været Milano eller Firenze, havde alle borde været besat. Smukke kvinder med tykt, sort hår. Mænd med højpotente slipseknuder. Mobiltelefoner, flirt, vin i isspande på bordene. Men nu er det København. Der er bare os.

Vi tager frokostmenuen. Der forekommer ikke at være andre valgmuligheder.

De gør sig i rå fisk på Acquamarina. Forretten er tun med chili, siger tjeneren. Men vi får rå laks med små blomkålsbuketter, tynde skiver af æble, løgringe, cherrytomater, dild, sarte salatblade. Det hele anrettet meget dekorativt med ingredienserne fordelt over tallerkenen. En god olie samler. Og. Her ligger hele hemmeligheden bag Era Ora-stilen. Olien er smagt til med et pift af ingefær og fennikelfrø. Det er dét, de kan! Gøre det så enkelt, at man tænker: Det er jo bare nogle råvarer, som de har skåret flot ud. Og så alligevel ikke, for jeg havde aldrig fundet på at bruge fennikelfrø. Det er en frisk ret. Lidt syre fra æblerne. God olie, selvfølgelig. Rigtig god. Men det er den lille tone af anis, der løfter det hele.

»Det er som at høre Yascha Horenstein dirigere,« siger Henrik. »Den måde han kan trække træblæserne frem på.«

Umulig at efterlade

Hovedretten skuffer mig. Spaghetti med en væde af cherrytomater, lidt urter og ansjoser. Upåklageligt al dente, selvfølgelig, men lidt unuanceret. For enkelt.

»Det er trods alt en menu til 250 kroner,« siger jeg. »Her er råvarer for fem kroner.«

Henrik var gået over i den anden grøft. Klart nok.

»Det er en ret for os, der elsker fisk,« siger han og slubrer demonstrativt.

Vi får mere brød, og det behøves. Der er ikke meget mad.

Desserten er semifreddo, en blød is på citron. Anrettet elegant i en cirkelformet skive på en art jordbærcoulis. To citronfileter ovenpå og lidt dekorativt, høvlet citronskal. Atter denne særlige prægnans. Ren smag af citron. Hverken Henrik eller jeg plejer at være begejstret for desserter, men denne er umulig at efterlade.

De fedtede med hovedretten, men der er grundlæggende Michelinklasse på Acquamarina. De har en stor aftenmenu til 450 kroner. Det ligner en oplevelse.

Acquamarina, Borgergade 17 A, 33111721.

Serie

Madanmeldelser af Martin Kongstad

Fra 2009 til 2011 var forfatteren Martin Kongstad tilknyttet Dagbladet Information som madanmelder. Kongstad fornyede genren ved bl.a. at invitere fiktive karakterer med ud at spise. Karakterer, der går igen i Kongstads øvrige forfatterskab. Anmeldelserne er et vue ind i den ’den kreative klasse’ anno nullerne – og en genlæsning værd.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her