Læsetid: 4 min.

At filosofere med en fodbold

Den engelsk-franske alliance 'Looking for Eric' er strengt taget et syndigt rod, men også afsindigt charmerende og rig på små mirakler
Viola! Den hårdtprøvede Eric filosoferer over sit store idol, fodboldsstjernen Eric Cantona, som - viola! - indtræder i filmen.

Viola! Den hårdtprøvede Eric filosoferer over sit store idol, fodboldsstjernen Eric Cantona, som - viola! - indtræder i filmen.

Joss Barratt

2. oktober 2009

»Du bliver nødt til at stole på dine holdkammerater. Altid. Ellers er du fortabt.« Sådan siger den forhenværende franske fodboldstjerne Eric Cantona til filmens anden - og knap så kendte - Eric, der er postbud og bærer efternavnet Bishop.

Sig samme sætning minus 'hold', og du har en ide om, hvad Looking for Erics budskab er. For i og med at det er engelsk socialrealismes grand old man, Ken Loach, som har instrueret, har filmen selvfølgelig et sådant. Men til alle, der måtte have det svært med budskabsfilm, bringer anmelderen denne beroligelse: Det er alt det, der sker på vejen hen i mod budskabet snarere end budskabet selv, der gør filmen værd at se.

Idolet som coach

Eric Bishop (spillet af Steve Evets) er en midaldrende proletar fra Manchester, der netop er blevet udskrevet efter et nervesammenbrud. Desværre er situationen på Erics hjemmefront så kaotisk, at han ikke har mange chancer for at komme til hægterne.

En stedsøn er havnet i noget snavs, som involverer en psykopat ved navn Zac, og dertil kommer, at Erics nyfødte barnebarn tvinger ham ud i at konfrontere de kvaler, han har med at se sin smukke og sympatiske eks (Stephanie Bishop) i øjnene.

En dag sender hårdt prøvede Eric bedrøvede blikke mod en plakat af sit store idol, den filosofisk anlagte Forward og tidligere Manchester United-stjerne Eric Cantona, og - voila! - i næste øjeblik manifesterer han sig i selv samme rum (i skikkelse af Cantona himself).

Filmens præmis har således visse ligheder med Mig og Bogart (1972), der havde Woody Allen som hovedrolleindehaver og manuskriptforfatter. Set gennem 2009-brillen ligner Looking for Eric dog også en satire over coach-fænomenet, da Eric C. snart giver sig i kast med at få Eric B. ind i den eksistentielle kamp igen.

Køteren og bjørnen

Faktisk har Eric B. ligeledes en sporty fortid, idet han som ung var en ørn til at danse rock'n'roll. Coach Cantona prædiker ganske vist fysisk fitness, men er ikke mere striks, end at han gerne drikker vin og ryger joints med sin navnebror!

Også visuelt er Eric & Eric et godt par: Eric B. siger på et tidspunkt, at han føler sig som »en lurvet gammel køter«, og i Evets spinkle og småramponerede skikkelse ligner han en sådan, mens fuldskæggede og ikke åleslanke Eric C. helt klart er en bjørn.

Ved første øjekast virker Looking for Eric måske som en temmelig aparte affære, men ved nærmere eftertanke fremstår den som en film proletariatets kronikør Ken Loach måtte lave. Ikke så meget fordi den 73-årige instruktør selv er fodboldfan som på grund af sportsgrenens betydning for den arbejdende mand, han nu på nu femte årti står last og brast med.

United we stand

Vi hører på et tidspunkt Eric B. beskrive et besøg på stadion som et hårdt tiltrængt afbræk fra hverdagen, men fornemmer efterhånden, at der er tale om mere end det, nemlig et moralstyrkende ritual af nærmest hellig karakter. Ikke for ingenting skråler Eric B. og hans ligeså fodboldgale venner en slagsang, hvori navnene 'Jesus' og 'Cantona' begge figurerer.

Filmens manuskript er af Paul Laverty, der i 2002 hjalp Loach til et karrierehøjdepunkt med den sublime Sweet Sixteen. Denne gang har Laverty unægtelig leveret et mindre helstøbt udgangspunkt, og Looking for Eric synes af og til i fare for at knække over i to halvdele, den ene en letbenet komedie, den anden dyster socialrealisme. Men den reddes af en myriade af uimodståelige detaljer og gyldne øjeblikke.

Som når Eric B. spørger Eric C., hvad hans største øjeblik på grønsværen var. Han formoder, at det drejer sig om et af 'Kong Eric's mange mageløse mål (som Loach heldigvis deler gavmildt ud af via arkivoptagelser), men legenden oplyser, at det var en aflevering. Den fælles bedrift er - i Loachs optik - mere tilfredsstillende end den individuelle, og det er da også fra dette diktum, at filmens på en gang hårdhændede og fornøjelige dramatiske klimaks tager sit stikord.

Kryptisk coda

Loachs faste fanbase vil utvivlsomt vide at værdsætte scenerne mellem Eric B. og hans kammerater, hvor den enkle og ydmyge visuelle tilgang (tænk to nøk over hjemmevideo-kvalitet), den improviserede spillestil og Loach og Lavertys knivskarpe øre for kærligt drilleri proletarer imellem går op i den berømte højere enhed.

Skuespillet er generelt fornemt med en blændende birollepræstation fra Lucy-Jo Hudson i rollen som Bishops mønsterbrydende datter Sam. Scenen, hvor det går op for Sam, at hendes forældre er blevet i stand til at snakke sammen efter en lille evighed i akavethedens tegn, er et eminent eksempel på, hvordan stort skuespil kan eksekveres med beskedne armbevægelser. Også filmens slutscene bekræfter, at less ganske ofte faktisk is more.

Denne pen vil, i lighed med Loach, lade Cantona få de allersidste ord. De er ret så kryptiske, men i og med at de faldt på et pressemøde, kunne de være møntet på journalister: »Når måger følger efter en trawler, er det fordi, de forventer, at der vil blive smidt sardiner i havet.«

Looking for Eric. Instruktion: Ken Loach. Manuskript: Paul Laverty. Britisk, fransk, italiensk, spansk og belgisk (Dagmar, Grand og Empire i København samt syv biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu