Læsetid: 4 min.

Den franske kok

Nora Ephrons 'Julie & Julia' fortæller morsomt og energisk om to meget forskellige kvinder, der finder ny mening med livet i at lave mad
Nora Ephrons 'Julie & Julia' fortæller morsomt og energisk om to meget forskellige kvinder, der finder ny mening med livet i at lave mad
16. oktober 2009

Det kan ikke være nemt at spille Julia Child på film. Den amerikanske kok og tv-stjerne, der gjorde det muligt for alle at mestre det franske køkken, var så aparte en figur - akavet, høj og højlydt - at det mest nærliggende ville være at parodiere hende, som sketchshowet Saturday Night Live da også gjorde i Childs storhedstid i 1970'erne.

Men med vanlig sans for accenter og forvandling har Meryl Streep kastet sig over rollen i Nora Ephrons nye film, den mere end fornøjelige Julie & Julia, og selv om resultatet indimellem balancerer på kanten af karikatur, har den amerikanske skuespillerinde held med kopiere alle Childs mærkelige manerer og samtidig skabe et menneske af kød og blod, som man hurtigt lærer at holde af - >selv om det ikke er svært at forestille sig, at det må kræve en engels tålmodighed at leve sammen med hende.

I Meryl Streeps skikkelse er Julia er et livstykke, sjov og ukuelig, som midt i livet forelsker sig i fransk mad, sætter sig for at lære at lave det - hun går på kokkeskole i Paris - og siden begynder at formidle sin viden videre til andre på en enkel, letforståelig måde.

Julie & Julia er baseret på to bøger - og en blog. Den ene er My Life in France (2006), Julia Childs selvbiografi om den tid, hun efter Anden Verdenskrig tilbragte i Paris sammen med sin mand, diplomaten Paul Child. Den anden er Julie Powells blog og siden bog om, hvordan hun i løbet af 365 dage afprøvede alle 524 opskrifter i Childs banebrydende kogebog Mastering the Art of French Cooking fra 1961.

Munden løber i vand

Nora Ephron, der også har skrevet filmens manuskript, lader de to kvinders meget forskellige liv - det ene i 1950'erne, det andet i 1990'erne - løbe parallelt gennem Julie & Julia, der helt i Julia Childs ånd er en meget munter film. Kanter er der ikke mange af, selv om Julie er ved at ødelægge sit ægteskab med Eric (Chris Messina), mens hun kokkererer og blogger, og den venstreorienterede, frisindede Paul (Stanley Tucci) falder i unåde hos de kommunistforskrækkede amerikanske myndigheder.

Men det er nu heller ikke nødvendigt. Ephrons energiske, humørfyldte portræt af to stærke personligheder, en slags søstre i ånden, er vittigt og begavet skruet sammen, og da filmen slutter, sidder man tilbage og har fået lyst til selv at give sig i kast med Julia Childs opskrifter, ikke mindst den lækre farserede, indbagte and, Julie Powell slutter af med.

Julie spilles af Amy Adams, der efter mange magre år i Hollywood overstrålede alt og alle som evigglad prinsesse i den morsomme eventyrfilm Enchanted (2007) og siden har gjort lynkarriere med en række fine roller i film som Sunshine Cleaning (2008) og Doubt (2008), hvor hun også spillede sammen med Meryl Streep.

Julie er Julias absolutte modstykke, petit, forsagt og usikker på sig selv, men hun identificerer sig med Child - som hun i øvrigt aldrig møder - og realiserer sig selv som forfatter og vokser som menneske ved at lave Childs mad og skrive om det. Hendes blog bliver hurtigt populær, og en aftale om en bog baseret på bloggen falder hurtigt på plads, da hun er færdig med sit eksperiment.

68-årige Nora Ephrons specialitet har i mange år været det humoristiske, romantiske drama med undertoner af sædeskildring, og hun er en mester i at få det sjove og det alvorlige til at glide umærkeligt sammen. Ud over at skrive manuskriptet til Rob Reiners moderne klassiker Da Harry mødte Sally har hun også skrevet og selv instrueret You've Got Mail og Søvnløs i Seattle, der begge er variationer over samme tema som Da Harry mødte Sally og handler om at finde den eneste ene.

Kønsroller før og nu

I Julie & Julia handler det i stedet om at finde det, man er god til, og hvor det franske køkken bliver en åbenbaring for Julia Child, bliver hun selv et forbillede for Julie, der føler, at hun er gået i stå, mens hendes jævnaldrende veninder har fuldt blus på karrieren.

Der er rigtig mange underholdende øjeblikke i Julie & Julia, ikke mindst scenerne hvor Julia med stor iver og til sine omgivelsers overraskelse kaster sig over den franske madlavning. Ephron skriver vittige replikker, og Stanley Tucci er god i rollen som hendes mand og livs kærlighed, der - med en engels tålmodighed - bakker hende op, hvad hun end måtte finde på.

Der er ca. 40 år mellem de to historier, og fordi de i filmen fortælles sideløbende, får man også en sjov lille indføring i, hvordan samfundet og kønsrollerne på mange måder har forandret sig siden 1950'erne - hjemmegående Julia keder sig med strikning og bridge; Julie føler, at hun har mere i sig end at arbejde med forsikringssager - og hvordan de på andre måder stadig er de samme. Og nu må jeg altså tilbage i køkkenet.

Julie & Julia. Instruktion og manuskript: Nora Ephron. Amerikansk (Falkoner og Palads i København og en lang række biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu