Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Historien som kun Svend Auken kan fortælle den

Politik. Med bogen 'Det, Svend mener, er ...' giver journalist og forfatter Hans Mortensen nyligt afdøde Svend Auken mulighed for en sidste gang at melde sig ind i kampen om de seneste årtiers politiske historie. Og den socialdemokratiske kæmpe lader ikke chancen gå fra sig
Forbindelse. Svend Auken beherskede som få at koble den overordnede sandhed med den hverdagslige erfaring. Derfor formåede han at forbinde arbejderbevægelsens kamp med en humanistisk fordring.

Forbindelse. Svend Auken beherskede som få at koble den overordnede sandhed med den hverdagslige erfaring. Derfor formåede han at forbinde arbejderbevægelsens kamp med en humanistisk fordring.

Bo Amstrup Poulsen

Moderne Tider
10. oktober 2009

Han siger et sted, at han var i en anden verden. Det kan man selvfølgelig sige, at han er nu. Svend Auken er død, men han er endnu ikke tavs. Således forklarer Auken i en ny bog, hvordan han oplevede at blive væltet som formand for Socialdemokratiet. Han havde ikke set det komme: »Alle den slags historier, der kørte, påvirkede selvfølgelig mit humør. Og da jeg stadig væk ikke troede på det, når det kom til stykket, så blev det hele så surrealistisk. For da jeg åbenbart levede i en verden, der ikke havde forbindelse med denne her verden, kunne jeg ikke se det.«

Med Auken som formand fik Socialdemokratiet i 1990 deres største valg i de seneste 30 år, men han vidste godt, at der var problemer. For han var lige så god til at begejstre sine egne, som han var dårlig til at overbevise de afgørende midterpartier.

Vælgerne til venstre troede på Aukens engagement og kompetence, mens politikerne i midten ikke stolede på ham som statsminister. Selv troede Svend Auken ikke på rygterne om, at hans egne ville falde ham i ryggen. Men han erkender selv, at han levede i en anden virkelighed. Hans fornemmelse for realiteterne svigtede. Og dermed antyder han også, at de kritikere, som regnede ham for utroværdig, ikke tog helt fejl. Men det er måske netop også Svend Aukens evne til se mere end bare realiteterne, som gør ham til en enestående skikkelse i de seneste 40 års danske politik. Han blev meget mere end den første formand for Socialdemokratiet siden Stauning, som ikke blev statsminister, fordi han voksede efter nederlaget til Poul Nyrup Rasmussen. Han viste sig i stand til at genopfinde sig selv.

Monolog

Det, Svend, mener er... er formelt en samtalebog, men reelt 11 monologer over 11 forskellige temaer, som journalisten Hans Mortensen har samlet i 11 forskellige kapitler og tilføjet korte introduktioner. Det er en befrielse, at Mortensen ikke har stillet sig journalistisk i vejen for den store historiefortæller med spørgsmål for at bevise, hvor kritisk han selv kunne være. Det er nemlig ikke meningen med bogen. Det er Svend Auken som fortæller, der træder i karakter. Det er fortællingen om hans version af den historie, han selv har deltaget i, og det er hans fortælling om Socialdemokratiet i det 20. århundrede, og hans egne analyser af, hvad der er gået galt. Det er ham, der har ordet, og skal have ordet, og Mortensen har stillet sig til rådighed, som den, der skrev det hele ned og redigerede det sagte. Og ikke mindst Svend Aukens politiske historie er interessant.

Han udnævner ganske overraskende Viggo Kampmann som arkitekten bag den moderne danske velfærdsstat: »Det var jo ham, der startede dér, hvor Danmark rigtigt blev industrialiseret, hvilket det først blev i 50'erne. Det er Viggo Kampmanns værk.«

Som regel huskes Kampmann som den intellektuelle, kompetente, men også skrøbelige statsminister, der på grund af dårligt helbred efter kun to år fratrådte som statsminister. Men Auken fremhæver Kampmanns indsats som finansminister og økonomisk leder i 1950'erne. Overgangen fra »rationeringspolitik« til »velfærdspolitik« og opførelsen af »ordentlige skoler og daginstitutioner og hospitaler« udlægges som Kampmanns bedrift. Han var den visionære statsminister, der både appellerede til kulturfolket om kærlig rådgivning og satte økonomisk vækst som mål for velfærdsstaten. Jens Otto Krag fortsatte ifølge Auken Kampmanns projekt, men han grundlagde ikke den moderne velfærdsstat. Den anden socialdemokratiske statsminister, som særligt fremhæves af Svend Auken, er Anker Jørgensen. Mens eftertiden har gjort Anker Jørgensen til ansvarlig den økonomiske katastrofekurs i 1970'erne, bliver han af Auken regnet for den store redningsmand:

»Det, som Danmark med rette roses for over hele verden, det blev grundlagt under Anker. Kampen for demokratiet, mod yderfløjene og for samarbejdet. Der er ingen, der kommer op i den klasse.«

Det er i sådanne passager tydeligt, at Svend Auken ikke bare gengiver de almindelige opfattelser. Han melder sig ind i kampen om de seneste årtiers politiske historie. Knud Heinesen, som var finansminister under Anker Jørgensen, har i sine erindringsbøger udlagt perioden og statsministeren helt anderledes, og historikeren Søren Mørch har fremstillet Anker Jørgensen som indbegrebet af administrativ inkompetence. Men Auken rehabiliterer sin gamle støtte Jørgensen både politisk og økonomisk.

Det samme gør sig naturligvis gældende i Aukens version af forholdet til Poul Nyrup Rasmussen. For et par år siden skrev Nyrup Rasmussen i sine erindringer, at Auken og han nok havde været allierede, men aldrig venner. Det fremgik af Nyrups beretning, at han som arbejderdreng sad på forsædet, men lægesønnen Auken naturligt indtog sin plads på bagsædet, når de kørte bil sammen. Men i Aukens fortælling hedder det nu, at de altid har været venner, og at de blev ved med at være det efter formandsopgøret. Faktisk hævder han, at han har aldrig tænkt en negativ tanke om Nyrup.

Arven

Noget af det bedste i bogen er Aukens analyser af den aktuelle socialdemokratiske nedtur. Han erkender, at der er en krise: »Jeg tror, noget af det værste, der er sket, er, at mange mennesker oplever, når de hører politiske diskussioner, at det så er højrefløjen, der rammer deres umiddelbare reaktioner og fordomme, hvorimod venstrefløjen virker som eliten og dem, der er på afstand.«

Det har højrefløjen ifølge Auken udnyttet dygtigt, men det er samtidig venstrefløjens ansvar, at de andre er løbet med indignationen. Løsningen er ifølge Auken ikke at overtage de »borgerlige demagogers« sprog og reducere den socialdemokratiske forskel til fordom med lille f. Man kan ikke bare binde en rød sløjfe om det sorte sprog. Det gælder derimod om at kunne forbinde den enkelte livshistorie med den store solidariske fortælling. Det handler for Auken om, at de politiske enkeltsager skal gribes og gøres til en del af den store sammenhæng. Det er koblingen mellem de overordnede politiske sandheder og de hverdagslige erfaringer, som socialdemokraterne har mistet. Den kobling beherskede Svend Auken selv. Der er meget få, der som han var i stand til både at tale til arbejdervælgere og akademikere. Han kunne forbinde arbejderbevægelsens kamp med humanistiske fordringer. Det kunne han ikke bare, fordi han var født med en sølvske i munden. Det kunne han også, fordi han var engageret i virkeligt eksisterende problemer, som strakte sig helt fra kampen for økonomisk demokrati på arbejdsmarkedet til kampen mod klimaforandringer i hele verden. Når han reflekterer over sit livs kampe, bliver han i bogen det, han ikke nåede at blive i denne verden: Den vise og varme gamle mand, der ser tilbage og fortæller om det socialdemokratiske århundrede.

Hans Mortensen: 'Det, Svend mener, er...' 240 s., 399,95 kr. Gyldendal. ISBN 9788702081312

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Hans fornemmelse for realiteterne svigtede"

Selvom overstående præmis rammer ganske rigtigt, så er det selvfølgelig ikke ensbetydende med at Svend og hans type ikke kan bidrage med meget og det gælder også hos partitoppen.

Han var ikke gjort af stoffet, når talen faldt på statsministerposten, men mindre kan jo også gøre det. '

Jeg er personligt ked af at Svends menneskelige kvaliteter, hans sociale lidenskab og ikke mindst hans oprigtighed – er blevet så fæld en mangelvare i det parti, som guderne ved at han elskede så højt.

."Løsningen er ifølge Auken ikke at overtage de »borgerlige demagogers« sprog og reducere den socialdemokratiske forskel til fordom med lille f. Man kan ikke bare binde en rød sløjfe om det sorte sprog."

Det er så sandt som det er sagt. Socialdemokraterne lider af en ekstrem mangel på politikere som Svend Auken.

Lars Peter Simonsen

Nu er der vist kun Anker tilbage...