Allerede for en måned siden begyndte de første mails med vurderinger af årets Bordeauxhøst at tikke ind. Intet andet vindistrikt i verden påkalder sig helt den samme opmærksomhed, og vinkyndige har siden meldinger om hård nattefrost tilbage i marts været optaget af konsekvensen.
De samme vinkyndige taler ofte som om, at det er en vedtaget sandhed, at skal der Bordeaux på bordet, skal det også være enormt dyrt. At der ikke er plads til fattigrøve, og at indtag af vine til under nogle hundrede kroner nærmest er pinligt. I Dråbefangsts optik er det kun en halv sandhed, for godt nok er der utrolig meget kedelig Bordeaux på markedet i den billigere ende, men det hænder dog med jævne mellemrum, at man kan finde vine, der både er interessante og nogenlunde til at betale.
Prisniveauet for 2009-høsten er det for tidligt at spå om, men spørger man en håndfuld vinhandlere om deres bud på drikkelig Bordeaux til under 100 kroner, er der meget at tage fat på. Helhedsindtrykket af ugens fem vine er, at hvis man gør sig umage med udvælgelsen, kan man sagtens fornøje sig uden at blive ruineret.
Bordeaux er mere end bare et vindistrikt. Det har hele historien med sig; det er med godt 120.000 hektar vinmarker enormt; og det dækker alt fra kedsommelige bordvine til nogle af verdens største navne.
Klassisk
En Beau-Rivage 2006 er på mange måder prototypen på den klassiske Bordeauxsmag. Tanninerne er markante, fadlagringen tilstedeværende men diskret, tørheden tydelig, og skal man endelig klage over noget, skulle det lige være den lidt anonyme bouquet, der dog kompenseres af en god eftersmag.
En ekstra stjerne
Lidt rundere er Château Haut Nivelle 2006. Bordeaux Supérieur-vinene har nogenlunde samme geografiske spredning i distriktet som de helt almindelig AOC Bordeaux, men har normalt en længere modningsperiode og mere alkohol. Nivellen er behagelig og overholder de klassiske dyder, men har også en meget fin bouquet. Vinen er ved køb i hele kasser tillige forbavsende billig, og kan til den pris selv tilføje en ekstra stjerne.
Danskejet
Château de Seguin er velkendt for mange danskere. Også med 2007-udgaven har det danskejede vinslot evnet at nå frem til en solid Bordeaux Supérieur. Det er så afgjort en af de Bordeaux'er i det rimelige prisleje, man altid kan være bekendt at sætte frem, og sætter man pris på Bordeauxs særegne tørhed, kan man med Seguin i glasset nyde det solide håndværk, der har drevet netop det indtryk frem.
Rundhed
Château Peychaud 2005 kommer fra Côtes de Bourg på Girondeflodens højre bred. Det er en vin, som på en gang har betydelig rundhed og alligevel en interessant kant med peber og gode spor af fadlagringen. Den er ikke så markant i Bordeaux-udtrykket som de tre andre, men stikker til gengæld ud i mængden. Har man lyst til Bordeaux, uden at det skal være alt for klassisk, er dette et meget fint bud og en behagelig afveksling blandt de stilsikre.
Ugens overraskelse
Ugens sidste vin kan man godt forbavses lidt over lader sig sælge til den pris. Chateau Haut-Maillet Pomerol 2001 smager simpelthen for godt til helt at høre hjemme i denne priskategori. Bevares, der er et stykke vej op til de virkelig store Pomeroler som Pétrus, men den karakteristiske Pomerolsmag og en fløjlsblød vin med fylde og sødme tilsat et stænk peber, der giver vinen kant, er man ikke i tvivl om. Vinsnobberne har ret så langt, at oplevelsen bliver større jo mere pungen åbnes, men tager fejl, når de ignorerer den billigere ende. Haut-Maillet viser på sin vis vejen frem og op, og alt det kommer vi tilbage til næste gang med Bordeauxrunden II.
hbn@informaiton.dk
4/6Beau-Rivage 2006. 79 kr. www.vinoble.dk
5/6Haut Nivelle Tradition 2006. 78 kr. (v/12 flasker 55 kr.) www.skovgaardvine.dk
4/6Château de Seguin 2007. 69.95 kr. SuperBest, Spar, Irma, Kvickly og Føtex
4/6Château Peychaud 2005 89 kr. www.wine.dk
5/6Château Haut-Maillet 2001 . 99,95 kr. www.philipsonwine.com