Læsetid: 3 min.

Poesi og mesterligt håndværk

Hvorfor komplicere en filmtitel unødigt? Hvis man nu har en historie, der handler om en pensioneret ballonsælger med udlængsel, så skal filmen da hedde Op.
Hvorfor komplicere en filmtitel unødigt? Hvis man nu har en historie, der handler om en pensioneret ballonsælger med udlængsel, så skal filmen da hedde Op.
2. oktober 2009

Hvorfor komplicere en filmtitel unødigt? Hvis man nu har en historie, der handler om en pensioneret ballonsælger med udlængsel, så skal filmen da hedde Op.

Og det gør den så, Pixars i mere end en forstand fantastiske og, ja, opløftende film om enkemanden Carl Frederiksen, der nærmer sig de 80.

Efter en uheldig episode, hvor Carls temperament løb af med ham, er han nu tvunget til at forlade sit hus og flytte på plejehjem. Der er imidlertid noget, der nager den gamle mand, nemlig at han og hans ligeså eventyrlystne kone Ellie aldrig fik realiseret deres planer om at se Paradisvandfaldene i Sydamerika. Det er nu eller aldrig.

Efter at have besluttet sig for 'nu' binder Carl hundredvis af heliumballoner fast til sit hustag, og i dette uortodokse transportmiddel letter han, inden plejehjemspersonalet kan få ham ned. Sejrsglæden bliver dog kort, idet Carl snart opdager, at han har en blind passager med.

Det drejer sig om otteårige Robert, en trind, snakkesalig og ekstremt entusiastisk vildmarksspejder, der da også har optjent rigtig mange duelighedstegn. Faktisk mangler han kun et enkelt, nemlig Pensionisthjælpemærket.

Det kunne ligne en win-win-situation, men sådan ser knarvorne Carl det ikke. Han og Ellie kunne ikke få børn, så Carl ved ikke helt, hvordan han skal gribe sådan en størrelse an.

Mand bider af hund

Carl er heller ikke pjattet med dyr, så han bliver ikke mildere stemt, da han og hans unge rejsefælle møder en kærlig hund med et supersofistikeret halsbånd og en farvestrålende kæmpefugl med en sød tand.

Kæmpefuglen er af samme art, som den opdagelsesrejsende Charles F. Muntz - der var Carls barndomsidol - hævdede at have fundet et skelet af på just de kanter, hvor vore to hovedpersoner nu befinder sig. Hans kollegaer havde imidlertid en anden mening om den sag, og en vanæret Muntz drog tilbage til Sydamerika for at finde en levende udgave af fuglen og rense sit navn. Hvis han og hans gigantiske luftskib Spirit of Adventure stadig huserer i området, kan fuglen hurtigt få brug for Roberts hjælp. Og Robert for Carls.

Ops mest umiddelbare kvalitet er de mange vittige og fermt leverede replikker (Carl og Roberts danske stemmer tilhører henholdsvis Henning Palner og Kasper Kesje), som sammen med en stadig strøm af godt udtænkte visuelle gags sikrer, at man som tilskuer konstant er beskæftiget og underholdt. Filmen fremstår gennemarbejdet i alle sine facetter, til tider i forbløffende grad. Det forekom således denne anmelder, at den føromtalte hunds mimik simpelthen er mere hundeagtig end den, man ser hos virkelighedens hunde.

Det visuelle univers er varmt og indbydende, især fordi folkene bag har gjort så meget ud af genstandenes stoflighed. Man kan nærmest føle og dufte siderne i en gammel scrapbog, der spiller en afgørende rolle, ligesom Carls ømt anakronistiske firkantede brille (der fint matcher hans firkantede hoved) på spøjs vis synes at være noget nær antitesen af den avancerede animationsteknik, der har skabt brillen.

Til ære for de voksne er der indflettet referencer til James Bond-filmen Agent 007 i skudlinien, C.M. Coolidges malerier af kortspillende hunde og utvivlsomt også andre ting. I øvrigt har Muntz-figuren en påfaldende fysisk lighed med den amerikanske rigmand, filantrop og CNN-grundlægger Ted Turner, skønt han skulle være inspireret af Charles Lindbergh og Howard Hughes.

Det allerbedste er dog en lang montage i begyndelsen af filmen, om hvilken blot skal røbes, at den via fornem billedpoesi støber historiens følelsesmæssige fundament.

En uforbeholden anbefaling og et gjaldende 'Eventyrlysten længe leve!' herfra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu