Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Hvad sneen gemte

Zombiefilmen ’Død sne’ er flot lavet, en morsom, genrebevidst energiudladning
Zombiefilmen ’Død sne’ er flot lavet, en morsom, genrebevidst energiudladning
Moderne Tider
16. oktober 2009

Nazizombier i sneen. Alene præmissen er så fantastisk, at man må knibe sig i armen for ikke at tro, at det bare er noget, man har drømt. Og det er det ikke, så vil man gerne se zombiegenren få et livgivende spark bagi, skal man forlyste sig med norske Tommy Wirkolas splatterkomedie Død sne.

Historien, der bestemt ikke er det vigtigste, fortæller om en håndfuld universitetsstuderende, som tager på weekendtur i en afsides hytte i de sneklædte, norske bjerge. En aften får de af en skummelt udseende mand at vide, at de skal være forsigtige. Under Anden Verdenskrig skete her forfærdelige ting, og noget uhyggeligt gemmer sig under sneen.

Det noget viser sig uheldigvis at være en hel deling nazizombier, der leder efter de værdier, som de under krigen huggede fra lokalbefolkningen, og de er ikke lige sådan at bide skeer eller motorsave eller jagtgeværer eller spader eller snescootere med. Snart må filmens unge helte kæmpe for livet mod de målbevidste zombier, som har det med at dukke op af sneen på de mest ubelejlige tidspunkter.

Energiudladning

Det er selvfølgelig især nazizombierne, som for alvor gør Død sne original, for selve ideen med unge mennesker på afveje, der møder zombier eller andre blodtørstige væsener, er set i utallige andre film.

Men Død sne er skam også flot lavet, en morsom, genrebevidst energiudladning i stil med Peter Jacksons tidlige film - Bad Taste og Brain Dead - og Tommy Wirkola har fyldt den med opfindsomt kameraarbejde, overbevisende splattereffekter og nye måder at gøre det af med zombier på. Og så har han faktisk et vist held med at gøre hovedpersonerne så interessante, at man næsten bliver ked af det, da de ryger én for én.

Jeg glæder mig til at se, hvad instruktøren nu vil begave os med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her