Læsetid: 4 min.

Tanker der virker i virkeligheden

Kampen for et mere retfærdigt samfund står ikke mellem tilhængere af lighed og tilhængere af ulighed. Den står mellem forskellige definitioner af lighed, skriver den filoserende indiske økonom Amartya Sen, der samler stikkene fra sine mange bøger i fremragende ny bog, som må betegnes som en stor tænkers hovedværk
17. oktober 2009

Retorisk ankommer retfærdighed som regel i ental. Vi snakker om retfærdighed som noget, vi kan blive enige om, hvis bare vi taler længe nok. Vi taler om, at 'retfærdigheden skete fyldest', og filosofferne skriver om det retfærdige samfund.

Og de har skrevet meget om retfærdighed, siden den amerikanske filosof John Rawls i 1971 udgav hovedværket En teori om retfærdighed. Den indiske økonom Amartya Sen var først Rawls' studerende og siden kollega på Harvard University i Boston, og de to har både diskuteret retfærdighed og undervist sammen.

Nu har Sen tilegnet sin nye store bog The Idea of Justice mindet om Rawls. Og han slår indledningsvis fast, at han står på skuldrene af Rawls. Og derfra pisser han ikke ned på læremesteren, for han erkender, at han aldrig ville have nået så højt op uden Rawls. Men ikke desto mindre er Sens bog et langt, kritisk korrektiv til En teori om retfærdighed.

Det store problem med Rawls tænkning og den herskende filosofiske opfattelse af retfærdighed er nemlig ifølge Sen, at den antager tesen om det retfærdige samfund. Den laver en skrivebordskonstruktion af det ideelt retfærdige samfund. Det hævdes, at retfærdighed i sidste instans kan bestemmes i ental, og diskussionen kommer til at fokusere på indretningen af institutionerne i det ideelt retfærdige samfund.

»Dette er mildest talt uheldigt,« skriver Sen, »for man kan med en vis ret hævde, at det er forholdet mellem sociale institutioner og den virkelige - i modsætning til den ideelle - menneskelige adfærd, som er afgørende for en teori om retfærdighed, som vil være en vejledning til, hvordan vi gennem sociale valg skal bevæge os mod større retfærdighed.«

Så udfordringen er ifølge Sen et andet sted: Det sværeste er ikke at indrette det retfærdige samfund. Det væsentlige spørgsmål er, hvordan man får de retfærdige institutioner til at fungere i den sociale virkelighed.

Man kan som Rawls spørge, hvordan vi hver især ville foretrække vores samfund indrettet, hvis vi traf beslutninger bag det såkaldte 'slør af uvidenhed', hvor vi ikke kendte til vores egne ressourcer og position. Men denne viden ville ikke give os nogen forklaringer på kløften mellem den faktiske sociale virkelighed og den verden, vi ville foretrække, hvis vi kunne indrette den forfra uden at kende vores egen sociale stilling. Og den tilgang anviser ikke nogen praksis for den daglige kamp mod uretfærdighed.

Uretfærdighed

Den sociale kamp for et mere retfærdigt samfund handler nemlig ikke om at realisere et konstrueret ideal. Den starter med indignation over konkret uretfærdighed. Protesterne mod slaveriet var ifølge Sen ikke motiveret af enighed om indretningen af det retfærdige samfund, men med enighed om, hvad der var uacceptabelt. De samme mennesker, som kunne tilslutte sig denne dom, ville sikkert ikke kunne sætte sig sammen og udvikle et ideelt samfund.

Men vigtigere endnu for Sen er det at slå fast, at de fleste aktive kampe ikke står mellem uretfærdighed og retfærdighed. De handler derimod om forskellige synspunkter på retfærdighed. Her kommer idealet om retfærdigheden til at stille sig i vejen for spørgsmålet om, hvad der i den konkrete situation er det mest retfærdige. Selv kalder Sen sit greb for en overgang fra et 'transcendent retfærdighedsbegreb' til et 'komparativt begreb om retfærdighed'.

Hvis man tager som præmis, at der er flere opfattelser af retfærdighed, forskyder man fokus fra endemålet, det retfærdige samfund, til den proces, hvor retfærdighedsformer diskuteres i praksis. For eksempel handler diskussioner om lighed som regel ikke om, at nogen er tilhængere af ulighed og andre er tilhængere af lighed. De handler om, hvorvidt man definerer lighed som lige muligheder, lige ressourcer eller lige social stilling. Og hvis man tager uenigheden som udgangspunkt, bliver den offentlige diskussion ikke set som en snak med det formål, at alle til sidst nikker til det samme ideal. Den fælles brug af fornuften i den offentlige diskussion bliver selve det sted, hvor borgerne oplyser og kultiverer hinanden.

Sen opgiver forestillingen om 'et slør af uvidenhed', fordi han ikke tror på, at alle ville vælge det samme. Det fører ham ikke til det tilsyneladende alternativ, at alle meninger er lige gode, og intet er bedre end andet. Med eksempler fra den indiske mytologi og fra indisk historie viser han derimod overbevisende, at basale forestillinger om demokrati som diskussion og social retfærdighed ikke er vestlige opfindelser. Der er en fælles horisont, inden for hvilken retfærdighedsforestillinger kan mødes uden at blive ophævet. Og derfor bliver den position, Sen med henvisning til den skotske filosof Adam Smith kalder 'den upartiske iagttager', vigtig: Man skal kunne se sin egen situation som en fremmed ville se den. Man skal kunne argumentere for sit synspunkt, som om man skulle overbevise én, der ikke har de samme kulturelle, sociale og historiske forudsætninger.

En filosoferende økonom

Amartya Sen beskriver sig selv som en økonom, der er blevet forelsket i filosofi. Han har som økonom modtaget nobelprisen, men hans engagement er filosofisk. Hans korrektiv til den klassiske kontrakttænkning synes forbundet med det forhold, at han selv som intellektuel økonom har studeret, hvordan de sociale institutioner fungerer pragmatisk, og hvordan tanker omsættes til praktisk handling. Han afsøger det felt, hvor principper møder pragmatik.

Det har han faktisk gjort i årtier: Han har analyseret fattigdom, demokrati, rationalitetsforestillinger, kulturopfattelser, ulighedskonflikter og forskellige tilgange til økonomisk fornuft. Mange af hans gamle pointer gentages her, men der er ikke tale om triviel repetition. Der er tale om en original og overbevisende investering af konkrete iagttagelser i den overordnede tese, at vejen til det mere retfærdige samfund går over opgivelsen af idealet om det retfærdige samfund.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu