Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Et venskabs historie

Goethe og Schiller havde et af sin tids mest berømte venskaber. Den tyske filosof Rüdiger Safranski skriver om hvordan
Moderne Tider
31. oktober 2009

Det er vist meget forskelligt, hvordan man i vores tid ser på venskaber. Det er af og til blevet fremhævet, at navnlig dele af den yngre befolkningsgruppe prioriterer venskaber så højt, at de tilmed anser dem for mere stabile end et parforhold eller ægteskabet. Og samtidig forekommer det, at man andre steder hopper i den anden grøft og der går inflation i begrebet venskab, som når de kontakter, man har på Facebook, hvoraf nogle er personer, man måske aldrig har set, kaldes for 'venner'. Aristoteles, som skrev meget om venskabets indhold og psykologi, skal efter sigende have sagt, at den, der har mange venner, har ingen venner.

Det vigtigste

Et af verdenshistoriens mest berømte venskaber var det mellem de to forfatterkolleger Goethe og Schiller. Mange kender sikkert statuen af de to foran nationalteatret i Weimar . Bagsiden af statuen, hvor Goethes hånd hviler på Schillers skulder, er sat på forsiden af den nye bog, som den tyske filosof Rüdiger Sa-franski udgav for kort tid siden. Bogen kommer netop op til Schillers 250-års-fødselsdag den 10. november, og Sa-franski har allerede skrevet indgående om Schiller i bogen fra 2004, lige som hele epoken blev forbilledligt skildret i bogen om romantikken fra 2007.

Safranski har en fabelagtig evne til at bringe de store filosoffer frem til en ikke-filosofisk skolet læserskare. Han har modtaget en lang række priser for sine værker om Schopenhauer, Nietzsche, Heidegger og på det seneste romantikkens store ånder, og han er en af de personer, der mere og mere udgør en del af den for nogle af os nærmest livsnødvendige modstand mod fordummelsen og banaliseringen. Hans skildringer konfronterer læseren med de store og dybe dimensioner i tilværelsen, sådan som de blev oplevet og tolket af de store ånder. Den slags er ikke bare feinschmeckerei for de højpandede, men livsnødvendigt indblik i det bærende og dermed vigtigste i vores liv.

Svær begyndelse

Indbyrdes betegnede Goethe og Schiller deres venskab som noget af det allermest betydningsfulde i deres liv.

»De har bibragt mig min anden ungdom og atter gjort mig til digter, hvilket jeg næsten var ophørt med at være,« skrev Goethe til Schiller i januar 1798, og hengivenheden var gengældt.

I begyndelsen var den ellers noget anderledes underdanig. Deres første møde var ved en stiftelsesfest i Stuttgart på hertug Karl Eugens Karlsschule, som han stolt havde ladet opføre som et væksthus for talentfulde unge. Ved den store fest i den blomstersmykkede sal stod Karl Eugen i midten, til hans højre side stod Weimars hertug Karl August og til venstre Goethe, som trods sine kun 30 år stod med en værdighed og ophøjethed, som næppe har været helt uden behov for en lille nedjustering. En af de samtidige iagttagere beskrev hans blik som 'en ørns' der skuede ud over salen. Schiller var dengang 20 og skulle modtage nogle medaljer og diplomer for sin indsats og vovede knap nok at kigge på ørnen, som han beundrede dybt, da han skulle kysse hertugens kappe, som det var skik ved slige lejligheder.

Der gik lang tid, inden Schiller turde nærme sig Goethe, og de gensidige betragtninger var i begyndelsen ikke kun hengivne. De var efterhånden blevet hinandens konkurrenter, og først i 1794 tog Schiller den afgørende kontakt til Goethe. En forlægger havde henvendt sig til Schiller, om han ville redigere en avis, men Schiller ville hellere lave et tidsskrift. Det skulle være epokegørende og fornyende, og det skulle laves af tidens største ånder: Humboldt-brødrene, Fichte, Kant, Herder. Og naturligvis Goe-the, og dermed var der en anledning til at henvende sig til berømtheden, som også boede i den lille by Weimar.

Det stærkeste venskab

Det har ikke været smiger, når Schiller skrev til hans 'højvelbårenhed' og udtrykte sin udelte beundring for hans arbejde og hvilken glæde det ville for ham, hvis Goethe gik ind i arbejdet med tidsskriftet. Goethe greb hjerteligt opfordringen, og dermed begyndte det indbyrdes venskab. Det begyndte bemærkelsesværdigt nok som et arbejdsfællesskab. Selv skrev Goethe, at »tilbøjelighed, ja, endda kærlighed, hjælper ikke til at fremme venskabet. Det ægte, det aktive og produktive består deri, at vi har samme tempo, at han godtager mine hensigter og mål og jeg hans, og at vi ufortrødent går videre sammen«.

Deres venskab bliver et af de stærkeste, europæisk åndsliv har set. Ved læsningen af Safranskis bog placeres man midt i samtidens åndsrigdom og de tos indbyrdes relation. Det er ikke en psykologisk tolkning, men en lærd og beåndet skildring af indholdet af deres overvejelser og de ydre omstændigheder, der fulgte dem.

»En lykkelig tildragelse,« kalder Goethe deres venskab. Det er det også for os, skriver Safranski med rette.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her