En af mine favoritfilmversioner af Charles Dickens' Et juleeventyr er Muppets juleeventyr, hvor Gonzo og Rizzo agerer fortæller, Michael Caine spiller Scrooge, Waldorf og Statler Scrooges kompagnoner, Marley og Marley, og Kermit og Miss Piggy Bob Cratchit og hans kone. Kermits lille nevø, Robin, har selvfølgelig fået rollen som Lille Tim, Cratchits svagelige søn, og så går det ellers over stok og sten i en munter musicaludgave af det opbyggelige eventyr om den hjerte- og glædesløse gnier, der julenat kommer på bedre tanker.
Helt på niveau med Muppets juleeventyr er Robert Zemeckis' animerede 3D-udgave ikke, selv om den til gengæld lægger sig noget tættere op ad Dickens' original og er både morsom og uhyggelig på de rigtige tidspunkter. Personerne taler endda som i Dickens' novelle, der første gang udkom i 1843 og siden er blevet læst og filmatiseret utallige gange.
Usympatisk bekendtskab
Jim Carrey lægger stemme til Scrooge - og en lang række af filmens øvrige personer - der ved filmens begyndelse er et temmelig usympatisk bekendtskab. En smålig livsfornægter, der tilmed er så pengegrisk, at han i filmens begyndelse, dagen inden jul, tager de kobbermønter, bedemanden har lagt på Scrooges afdøde partner, Marleys, øjenlåg i kisten.
Carreys stemme er fordrejet til ukendelighed og præcis lige så ond og vred, som den skal være, når han taler til sin stakkels bogholder, Bob Cratchit (Gary Oldman), skælder sin nevø, Fred (Colin Firth), ud for at forsøge at sætte sin modvillige onkel i julestemning og hånligt afviser at hjælpe de fattige og nødlidende.
Men alle vi, der har læst og set historien fortalt på film og tv adskillige gange før, ved naturligvis, at Scrooge kommer på bedre tanker. Ensom sidder han juleaften syv år efter Marleys død i sit kolde, mørke og majestætiske hus, da han får besøg af Marleys spøgelse (også Oldman), der er dømt til at vandre rundt på jorden iført tunge kæder som straf for det egoistiske liv, han har levet. Marley advarer Scrooge om, at sådan vil det også gå ham, hvis ikke han tager sig sammen og begynder at nyde livet og dele sin rigdom med andre, og at Scrooge i løbet af natten vil få besøg af hele tre ånder.
Og det er gennem mødet med ånderne - én fra fortidens jul, én fra nutidens jul og én fra fremtidens jul - at det for alvor går op for Scrooge, at han har spildt sit liv på at puge penge i stedet for at nyde dem og menneskene omkring sig.
Effektfuld underholdning
Charles Dickens' Et juleeventyr er en uhyre moralsk fortælling, der hamrer sit humanistiske budskab fast med syvtommersøm. Men hverken originalen eller de bedste dramatiseringer føles af den grund tunge eller didaktiske. Historien er på én gang tragisk og livsbekræftende, dramatisk og sjov, socialrealistisk og eventyrlig og karaktererne så fuldendte, at man ikke lægger mærke til, at man bliver prædiket for, og det er en af grundene til, at den er så holdbar og universel, at også nutidens børn og voksne kan få noget ud af den. Og sådan er det i øvrigt med de fleste af Dickens socialt og samfundsmæssigt engagerede historier - ikke mindst Oliver Twist og Store forventninger - der skildrer 1800-tallets forarmede England så levende, at vi også kan være med i dag.
Zemeckis, der selv har skrevet manuskriptet til A Christmas Carol - som filmen også hedder i Danmark - har klogeligt valgt at holde sig tæt til teksten, og både fortælling og replikker gør Dickens ære og beviser samtidig, hvor holdbar hans prosa er.
Fejende flot
Visuelt prøver Zemeckis dog noget andet end alle sine forgængere. Den motion capture-teknik, han brugte i sine to forrige, noget mislykkede film, The Polar Express (2004) og Beowulf (2007), og hvor man filmer skuespillere iført specielle dragter, hvorved de så at sige animerer egne bevægelser, bruges også i A Christmas Carol, og resultatet er denne gang mere vellykket og effektfuldt, men også lidt overgearet og langt fra epokegørende.
Scrooge er en spinkel, krumbøjet skikkelse med et spidst, surt udseende ansigt, der formelig udstråler livslede, mens de gladere mennesker omkring ham er mere runde og robuste i det. Victoriatidens London er fejende flot genskabt, og computere giver mulighed for at suse byen rundt, mens det kildrer i maven, og den hvide sne næsten rammer én i ansigtet på grund af den ofte overbevisende 3D-virkning.
Men selv om det er fin underholdning for det meste af familien - dog ikke de mindste børn, dertil er filmen og historien for uhyggelig - er jeg ikke ganske overbevist om, at man ikke kunne have lavet en lige så lækker og endnu mere gribende film med skuespillere og ikke-animerede figurer i hovedrollerne.
Med computere kan man stadig lave alt det visuelle lir, mens den følelsesmæssige reaktion på filmen nok ville have været større med rigtige mennesker - selv om jeg da måtte knibe en lille tåre, da Lille Tim kommer humpende hjem til julemiddagen.
Det er, som om Robert Zemeckis insisterer på at lave film på denne måde, fordi han kan - og har den store værktøjskasse til sin rådighed - og fordi han håber på, at han på et eller andet tidspunkt når så langt med teknologien, at han kan ophæve skellet mellem virkelige og kunstige skuespillere. Lidt mådehold ville dog have klædt ham og have givet historien endnu mere plads.
Hvad angår 3D-effekterne er jeg stadig ikke overbevist om, at det højner ens biografoplevelse. Snarere føler jeg indimellem, at det forstyrrer, fordi brillerne, man skal have på, gør billedet mørkere, end det ellers ville have været, og fordi man er for bevidst om, at man ser en 3D-film og derfor sidder og venter på, at et eller andet skal komme flyvende ud af lærredet.
Så foretrækker jeg alligevel helt og aldeles analoge Michael Caine og en håndfuld syngende dukker.
A Christmas Carol. Instruktion og manuskript: Robert Zemeckis. Amerikansk (En hulens bunke biografer landet over)
