Læsetid: 5 min.

Reporter i en ulvetid

Obama har skiftet værdier som demokrati, frihed og menneskerettigheder ud med en ide om gensidig respekt og afhængighed. Men hvad nu hvis kineserne ikke ønsker at lære noget af os? Skribenten George Packer var i Washington DC torsdag
Den amerikanske journalist George Packer er en af landets mest respekterede og har dækket konflikter i Irak, Afghanistan og Sierra Leone for det hæderkronede magasin The New Yorker. Hans nye bog er en samling essays og beskriver ifølge anmeldere 'den amerikanske evne til at både at forblænde og genopfinde sig selv'.

Den amerikanske journalist George Packer er en af landets mest respekterede og har dækket konflikter i Irak, Afghanistan og Sierra Leone for det hæderkronede magasin The New Yorker. Hans nye bog er en samling essays og beskriver ifølge anmeldere 'den amerikanske evne til at både at forblænde og genopfinde sig selv'.

Colin McConnell

28. november 2009

Tidsskriftet The New Yorker er en af de amerikanske litterære institutioner, man kun kan gå til med ærbødighed.

Midt i den evige, kværnende strøm af ligegyldige nyheder, holder det intellektuelle magasin fanen højt.

Meget højt. Her kan en skribent få tildelt tre måneder og en fast løn til at skrive 10-15.000 velskrevne ord om en landsby i Nigeria, en bøddel i Irak, en soldat i Afghanistan eller en bonde i Laos; individer, der er fanget af tidens store ideer eller måske netop har undsluppet dem.

I dette univers er George Packer, der har dækket Af-ghanistan og Irak for The New Yorker siden 2003, en af de klarest lysende stjerner. Han har lige udgivet bogen Interesting Times - en samling passionerede og skarpe essays, der dækker tiåret mellem 11. september 2001 og Barack Obamas valgsejr. Teksterne kombinerer personlige essays med enkeltindividers skæbner i krigszoner og fejlslagne stater og belyser, som en anmelder skrev i sidste uge, »den amerikanske evne til at både at forblænde og genopfinde sig selv«.

Pt. er Packer på bogturne og torsdag ramte han den amerikanske hovedstad, hvor en massiv fanskare var mødt op down town i tænketanken Center for American Progress.

Packer er kendt som en skarp kritiker af Bush-æraen - uanset at han selv, ud fra et principielt standpunkt om menneskerettigheder var tilhænger Irak-krigen, hvilket han senere har beklaget. Men hvad mener han nu om Obamas udenrigspolitik?

»Jeg tror, præsidentens tilhængere havde overdrevne forventninger. Vi er f.eks. stadig i Afghanistan og i Irak. Historien står stille. Obamas metode er at spørge alle til råds helt ned til det regionale niveau, han lader sig ikke koste rundt med af sine rådgivere, men jeg tror ikke, at den endelige krigsstrategi vil ændre sig særligt. Det Hvide Hus må ruste sig til en enorm skuffelse fra mange tidligere støtter,« indleder han. Han tilføjer så, at »man kan mærke at luften siver ud af tilhængerboblen«.

Nedtonede værdier

Men Packer mener, at der alligevel er sket noget radikalt.

»Obama har nedtonet den næsten religiøse tale om værdier: demokrati, frihed, menneskerettigheder. Disse begreber blev f.eks. nævnt sent i hans store Kairo-tale. Og det er nødvendigt, for de er blevet smudset til. I stedet siger præsidenten: »USA vil ikke fortælle jer, hvordan I skal leve. Vi skal lære af hinanden i gensidighed og respekt«. Men hvad skal vi egentlig gøre, hvis f.eks. Kina ikke ønsker gensidig respekt? Hvad hvis de ikke ønsker at tilpasse deres samfund til vores, at de faktisk ikke ønsker at lære noget af os,« siger han og påpeger, at han ikke tror, at Det Hvide Hus har et klart svar

»Men det bliver regeringen nødt til at få hurtigt, for ellers vil Obama blive et meget nemt mål for dem, der siger: ' OK, vi har bøjet os og udstrakt vores hånd, og hvad har vi fået ud af det? Ingenting.' Hvis det sker, hvad er så Plan B?«Der kommer ikke noget svar fra det opslugte publikum, der gerne vil vide mere om den nye bog. Packer fortæller:

»Interesting Times er ikke - som titlen antyder - en autentisk kinesisk forbandelse, men den handler rigtig nok om en forbandet periode fra 11. september 2001 til 4. november 2008. Det er mit håb, at bogen vil bringe læserne tilbage til nogle afgørende øjeblikke i den periode på en måde, der går ned under den forvirrende overflade, som udgør de globale medier i dag. Jeg har eksempelvis beskrevet den måde unge teenage-fighters gestalter sig i Nigeria - efter de har set amerikanske kampprogrammer. Eller den amerikanske vælger i South Carolina, som ikke forstod et ord af, hvad der skete ved det amerikanske valg sidste år.«

Packer forklarer sin metode således:

»Når jeg tager ud på reportagerejse, ved jeg ikke, hvad jeg leder efter i forvejen. Jeg rejser ud med et åbent sind og møder helt almindelige mennesker, ikke berømtheder. Hvordan ser disse mennesker deres land, fattigdom, krig, fred. Det har været mit håb, at jeg har kunnet skildre en mere permanent realitet nedenunder den medieskabte hype.«

Verden blev aldrig flad

En spørger vil vide, hvad »vi har lært af de seneste 10 år«.

»Jeg har selv lært noget om den utrolige kraft, der ligger i nationalisme. I 90'erne begyndte nationalstaterne at falde fra hinanden. Grænserne betød mindre, konflikterne blev grænseoverskridende. Man talte om 'one world' Medierne havde travlt med at fortælle om fælles problemer, den globaliserede økonomi og så videre. Analytikere talte om, at vi havde bevæget os ind i den post-westfalske æra, og verden blev omtalt som 'flad'. Det viste sig at være mindre uafvendeligt end som så. Den umiddelbare reaktion på 11. september i USA var nationalistisk uden at vi ønskede at kalde den det,« siger Packer, og eksemplificerer: »Vi ønskede, at verden skulle omfavne vore værdier - frihed og demokrati - som universelle og i modsætning til intolerance og undertrykkelse. Men efter nogle få år var vi i krig i Irak, og så ophidser man folk. Det skete i Irak og i en hel del andre lande, der reagerede mod det de så som vores magtudøvelse. Identitet blev et nøgleord.«

Packer tilføjer ironisk, at det »hurtigt blev klart, at ikke mange mennesker ønsker at dø for WTO eller Human Rights Watch. Men mange mennesker vil stadig gerne give deres liv for deres land - for shia-flaget eller for Taleban i Afghanistan.«

Røven ud af bukserne

Den oplevelse var en øjenåbner for Packer, der beskriver sig selv som »et barn af 1990'erne, Bosnien, Kosovo, Haiti, Sierra Leone, de lande, der blev svigtet, og hvor man ikke intervenerede; hvor vi stod og så på«.

»Men efter 11. september vendte vi tilbage til den lokale ideologis tid. Kan være, at menneskerettighederne var på vores side, men det virkede ikke, når vi forsøgte at iksportere dem som universelle principper. Jeg opholdt mig i Irak i lang tid, og jeg har set en masse amerikanere arbejde under vanskelige forhold med de bedste intentioner, de arbejdede røven ud af bukserne og risikerede deres liv for meget simple ting, f.eks. at få nogle irakere til bare at tale sammen for at forhandle et kompromis. Og det lykkedes ikke særlig tit. Og det er ikke fordi irakerne er specielt stædige - det er de nu også. Mere fordi den slags skal gro indefra for at lykkes. Man kan give det noget plads udefra, men rødderne skal komme fra samfundet selv.«

Det nye Østeuropa

Packer mener på den baggrund, at »Iran er det mest positive, jeg ser lige nu i den arabiske verden. Iran har en dyb og rodfæstet demokratisk bevægelse, som jeg tror vil lykkes. Når jeg ser på Iran nu, minder landet lidt om Østtyskland eller Tjekkoslovakiet 1975-80. Men når jeg ser på de fleste arabiske lande, inklusive Irak, tror jeg i virkeligheden, de skal igennem en islamistisk periode som i Iran for at nå til et mere demokratisk system.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu