Læsetid: 3 min.

Et ego falder på halen

Manden med de Gyldne ører tegner et meget morsomt og forfriskende moralistisk portræt af det store ego, der står for fald når de fede tider er forbi
Jakob Deleuran er fraskilt far med en datter i præpuberteten. Han kører hvid Porsche og har et job, der giver ham ret til at spille smart og kneppe unge piger.

Jakob Deleuran er fraskilt far med en datter i præpuberteten. Han kører hvid Porsche og har et job, der giver ham ret til at spille smart og kneppe unge piger.

Jacob Hoffmann

11. december 2009

Kort før popsangerinden Julie Bertelsen tager en afstøbning af sin senestes erobrings udstyr, som sidder på Nikolai Steens alter-ego, Jakob Deluran, viser hun ham en afstøbning af en meget lille pik: »Er det virkelig Stig fra DADs?« spørger han forbavset.

Et effektfuldt billede på at popmusikindustrien er skrumpet. Før i tiden solgte Kim Larsens Midt om Natten 532.000 eksemplarer hvilket aldrig kommer til at ske igen for en dansk plade. MTV skabte stjerner, CD markedet gik amok og smart-ass-branchen eksploderede i en forrygende vækst. Popmusik, medier og reklame smeltede sammen og blev i 90erne til en fuldvoksen industri, der leverede det sorgløse lyd-spor til, hvad der den gang lignede en evig fest.

Men nu har tømmermændene meldt sig, og det er tid til selvransagelse. Kan man forestille sig et mere oplagt ego at give en afklapsning end dét, der bor i en oversmart pladeselskabsmand med 40- års krise?

Jagten på kontrakten

Jakob Deleuran er fraskilt far med en datter i præpuberteten. Han kører hvid Porsche og har et job, der giver ham ret til at spille smart og kneppe unge piger. Men desværre hænger A&R jobbet i en tynd tråd, for han har fået en ny chef på Global Records, som gør hans liv til et helvede, fordi hun vil se resultater, der kan få selskabet gennem krisen.

For at fodre sit umættelige ego er han derfor parat til at svigte sin datter, sine venner og sit ord for at få fat på en ny kontrakt med hitpotentiale. Eller stjæle en af de andre pikafstøbninger, som Julie Bertelsen gemmer i sin kuffert for at bruge den til at afpresse en top-producer, som Julie Bertelsen tidligere har nedlagt.

Der bliver ikke sparet på de grovkornede vittigheder i Manden med de gyldne ører. Jacob kommer ofte galt af sted i sin jagt på den næste kontrakt. Og er der noget mere frydefuldt end at se et stort ego falde på halen? Vi griner af Jacob og ikke med ham, og det har han godt af .

Grovhederne klæder den i bund og grund moralske komedie, der vil skælde ud på en branche, som er gået åndeligt bankerot. Serien er skabt af makkerparret Spooner & Bonde. Ud over anden satire på DR (P.I.S) har de tidligere også lavet reklamefilm og musikvideoer.

Kendskabet til ego-branchen giver Manden med de Gyldne ører et lag af nøgleroman om den danske popmusikbranche. Uden at serien af den grund bliver særlig indforstået, fordi karaktererne er alment genkendelige. »Nå, det er punk bare klædt ud som Bubber,« som Jacob udbryder.

Den sørgelige sandhed

Ud over at det rart at se noget satire fra DR, der har noget på hjertet, så er Manden med de gyldne ører også formmæssigt interessant. Den bærer præg af, at Spooner & Bonde ikke ligesom så mange andre i dansk tv-dramatik har lært at lave drama på filmskolen.

De har lært at fortælle en historie på den måde, som man fortæller en reklamefilm på. I reklamefilm er det vigtigste at finde på gode typer og overraske seeren med hittepåsomhed. Det er en tilgang, som gør Manden med de Gyldne Ører til et overflødighedshorn af sjove indfald, spot-on karakterer og gode detaljer.

Som for eksempel at gøre Michael Falch til alkoholiker igen, fordi Jacob bliver nødt til at fyre ham. For dernæst at give ham et comeback, hvor Jacob tager den pinlige du-har-stukket-mig-i-ryggen-tale, som Falchen holder til Jakobs datters konfirmation, og laver til et spokenword hit med technobeats under. Eller Lars Brygmann i storform som utrolig naragtig kokainsniffende producer. Eller Julie Bertelsens galleri over stive pikke i den danske mediebranche.

Michael Falch, Eddie Skoller, Kaja Bruel og alle de andre spiller måske ikke særlig godt. Men de giver den en skalle for at vise den værste side af sig selv, og det giver serien en verfremdungseffekt, som forstærker den snigende fornemmelse af, at det her slet ikke er fiktion. Men den sørgelige sandhed om den danske smartass-branche.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu