Læsetid: 4 min.

For Dem, giver det mening at kalde sig demokrat?

Det er spørgsmålet, som en række af kendte venstreorienterede filosoffer besvarer i en ny fransk antologi, som både er klog, sjov og hurtigt læst
19. december 2009

Det er noget, alle siger, de er, men ingen rigtig ved, hvad er. Alle kalder sig demokrater og bekender sig til demokrati, men det står ikke klart, hvad de mener med det. Den nye franske antologi Démocratie, dans quel état? er ikke skrevet som en løsning på dette problem. Den er skrevet på en erkendelse af, at ordet demokrati har mange betydninger, som ikke alle stemmer overens. Man kan endda sige, at det ville være udemokratisk at fastslå en definition af demokrati som sandheden om demokratiet. »Det kendetegner politiske begreber,« siger den franske filosof Jacques Rancière i sit indlæg: »at de er genstand for kamp. Den politiske kamp er således også en kamp om at erobre ordene«.

Der findes ifølge Rancière en ældgammel drøm om at afslutte denne kamp. Det er filosofferne, som én gang for alle vil have afklaret, hvordan de store ord skal forstås. Men for Rancière er det naturligt, at folk har forskellige opfattelser af demokrati, og at de opfattelser støder sammen i den politiske strid. Man kan således kalde det udemokratisk, når nogen hævder at tage monopol på demokratiet. Hvis politik er en strid om betydning, og demokrati betyder, at ingen bør underkaste sig andre, siger det sig selv, at diskussionen om demokrati ikke kan afsluttes. Og den afsluttes bestemt ikke i bogen, hvor det franske forlag La fabrique har bedt en række kendte filosoffer besvare spørgsmålet: »For Dem, giver det mening at kalde sig demokrat?«

Sandheden

Det er kendte navne som Slavoj Zizek, Giorgio Agamben, Daniel Bensaïd, Jean-Luc Nancy, Alain Badiou og flere andre, som svarer i antologien.

Demokratiet har ifølge Nancy altid haft et problem med sandheden, og derfor har filosofferne altid haft et problem med demokratiet: Fra de antikke til de moderne tænkere har filosofien handlet om at skabe et sikkert fundament. Der må være noget, som vi ved er sandt, og som kan være udgangspunktet for vores ræsonnementer. Demokratiet er et problem for denne bestræbelse, fordi demokratiet sætter alt til diskussion. Der er i demokratiske samfund ikke noget fundament hævet over enhver tvivl. Man kan ikke være demokrat og samtidig påtvinge andre sine sandheder. Men man kan heller ikke leve i et samfund uden sandheder og uden nogen form for stabilitet. Alle har ret til at komme til orde, men der skal også være en vis form for social orden. »Med det moderne demokratis fødsel er politik blevet fanget i en fælde,« skriver Nancy: Man giver alle borgere ret til at udtrykke sig, men man lover dem også lov og orden. Demokrati bliver i det perspektiv til betegnelsen for de problemer, de opstår, når mennesker sætter sig selv som det højeste mål.

Relativisme

Den italienske filosof Giorgio Agamben stiller det samme spørgsmål anderledes. Der er to forskellige måder at tænke på, som ikke passer sammen: Der er to forskellige måder at bestemme over folk på. Den ene er juridisk-politisk - den fokuserer på vores rettigheder. Den anden er økonomisk - den fokuserer på, hvordan man får andre til at gøre det, man gerne vil have dem til at gøre. Den ene handler om, hvordan man lægger grunden for et politisk fællesskab og skaber en retfærdig forfatning, og den anden handler om, hvordan man regulerer folks adfærd. Man skal skabe rammer for samfundet og skabe bevægelse blandt borgerne. Lovene skal grundlægges og rettigheder skal sikres, men borgerne skal også regeres og der skal sættes fælles mål. Det er Agambens tese, at den økonomiske styring af borgere i dag er så dominerende, at retssikkerheden bliver trængt. Nogen kalder det 'demokrati', når de vil skabe vækst og velstand, men i et andet perspektiv er det netop den økonomiske styring, som underminerer demokratiske garantier.

Endnu en fransk filosof, Alain Badiou, tænker i tilsvarende baner: Fra Platon til Lenin har filosoffer beklaget sig over det demokratiske menneske. Problemet for dem er ikke den demokratiske forfatning, men den demokratiske kultur. Her søger menneskene ikke sandheden eller højere, men derimod tilfredsstillelse. De demokratiske mennesker opsøger fornøjelser og nydelser. De måler tingene og oplevelserne i verden på, om det er sjovt eller kedeligt, behageligt eller ubehageligt. Den demokratiske kultur skulle i dette perspektiv føre til ligegyldighed, fordi intet i sig selv er vigtigt, men alt måles på, hvad det gør for os. Den demokratiske kultur anklages med andre ord for at være relativistisk. Badiou forlænger denne kritik ind i samtiden, hvor alle værdier udregnes efter udbud og efterspørgsel. Den moderne kapitalisme fuldender således ifølge Badiou den demokratiske katastrofe, hvor det fælles liv forfalder, og de laveste tilbøjeligheder bliver til de højeste drifter. Som alternativ til den nutidige version af demokrati, som han kalder 'kapital-parlamentarisme', sætter han hverken diktatur eller totalitarisme, men derimod kommunisme. Badiou definerer ikke kommunismen, som vi er vant til. Han bestemmer kommunismen som 'aristokratisme for alle', som en fælles bestræbelse på at tale til det højeste i mennesket.

Der er adskillige korte og kloge indlæg i bogen, som indimellem vender begreberne så radikalt om, at det ikke står helt klart, om bidragene melder sig ind i kampen om at bestemme ordenes betydning eller helt ud af kampen. Men besvarelsen af spørgsmålet For Dem, giver det mening at kalde sig demokrat? handler ikke mindst om at deltage i diskussionen ved at udvide grænserne for diskussionen. Og det, vi almindeligvis kalder os selv som noget indlysende positivt, viser sig snart som et oplagt problem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu