Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Jule-uhyggen breder sig

Tim Burtons nyklassiker The Nightmare before Christmas genudsendt i en vellykket og effektfuld 3D-udgave. Men det er stadig fantasien og ikke teknikken, der er triumfkortet
Forsynet med 3D-systemets nye dybdevirkninger og muligheder for visuel dynamik fremtræder filmen nu mere end nogensinde som en ustyrlig surrealistisk anti-julefantasi med et krible-krableliv af makabre påfund.

Forsynet med 3D-systemets nye dybdevirkninger og muligheder for visuel dynamik fremtræder filmen nu mere end nogensinde som en ustyrlig surrealistisk anti-julefantasi med et krible-krableliv af makabre påfund.

Moderne Tider
11. december 2009

Den kunstige julesne falder smeltende ned i skødet på én. Og det er ikke langt fra, at Græskarkongens væmmelige klør, som rækker ud og kilder én under hagen. Klør, som Græskarkongen også tror julemanden er udstyret med - han hedder jo Santa Claus = Claws.

Ja, Tim Burtons djævelsk animerede julespecialitet er blevet udstyret med 3D-effekter, der sætter øget fut og fart i det vellystigt spruttende fyrværkerihjul af groteske påfund. Måske er jeg bare blevet langsommere i fatteevne siden filmen havde premiere midt i 1990'erne. Men det er, som om den ekstra dybdedimension sætter tempoet en tand i vejret og gør mylderet af idéer en tand mere myldrende.

Burtons ånd

Vi taler om en film, der er blevet en nyklassiker, og som på verdens største filmsite IMDB figurerer blandt de bedste 250 filmværker, der nogensinde er frembragt.

Tim Burton er hverken instruktør eller manuskriptforfatter. Men producent og vigtigst: Den fantasibagmand, der fik hele herligheden på 74 minutter sat i omdrejninger. For filmen bygger på hans figurer og idéer gennem årene - urealisable, da Burton som ung trællede i Disney-fabrikken med dens noget andet syn på juleunderholdning end det, der her tilbydes.

Det er den rene svir, når filmen gør grin med den konventionelle julefilm i det sceneri, der møder den skelet-lignende uhyggespecialist Græskarkongen, da han søger nye jagtmarker langt fra Halloween-egnen og opdager en magisk juleby, som ligner en kandiseret luksusudgave af forne tiders juleudstillinger i københavnske stormagsiner.

Bliv ved din læst

Så megen succesrig jule-idyl bliver en udfordring for Græskarkonge, som er Halloween-byens skræk-meister og specialist i at skræmme sit lille rige fra vid og sans én gang om året.

Måske kan han udvide sit repertoire og udfordre rutinen ved at agere julemand? Det søde julesamfund har ganske vist allerede en reglementeret julemand, rund og frodig, men måske vil man også her sætte pris på fornyelse?

Så på sin kane med ligkiste og forspændte skelet-rensdyr flyver Græskarmanden til julebyen, hvor han får slanger til at æde juletræer og skræmmer små børn med indskrumpne afhuggede hoveder.

Vild opstandelse - og hjemme i Halloween-byen er den rigtige julemand ved at blive uskadeliggjort af den frygtelige Oogie-Boogie-mand. Indtil Græskarmanden indser, at han og julemanden har hver deres rolle at spille som ceremonimestre for henholdsvis glædelig gru og glad julefest.

Måske nok en lidt for snusfornuftigt påklistret morale efter alt det forudgående anarki.

Gysende glæde

Forsynet med 3D-systemets nye dybdevirkninger og muligheder for visuel dynamik fremtræder filmen nu mere end nogensinde som en ustyrlig surrealistisk anti-julefantasi med et krible-krableliv af makabre påfund.

Det går over stok og sten med en manisk idérigdom, der både er inspireret af Bosch-malerier og 1800-talsgraveringer. Men midt i al gruen råder den særlige Tim Burtonske uskyld - det er til syvende og sidst en barnefantasi om gru, baseret på den gysende glæde ved alle disse frygtelige og vildt overdrevne figurer.

F.eks. overskurken Ooogie Boogie-manden, der vil spise julemanden, og som i afklædt skikkelse viser sig bogstaveligt talt at være a bag of worms. Og Halloweenbyens borgmester, som er two-faced, hvilket klart ses af hans tvedelte Janushovede, det ene bredt smilende, det andet sorgfuldt.

Burtons særlige sans for det anatomiske groteske, så vildt overdrevent, at det bliver morsomt, fornægter sig så sandelig ikke.

Tour de force

Teknisk er filmen en tour de force, en virtuos blanding af tegnefilm og stop motion-animeret dukkefilm, og produktionstiden var angiveligt næsten tre år for de 120 animatorer og andre involverede.

Et særligt kapitel er musikken, skrevet af Danny Elfman. Han synger Græskarkongens sange. Hans energiske musik, der kører uafbrudt, sætter ekstra skub i løjerne, men jeg synes ikke hans sange er særligt bemærkelsesværdige eller iørefaldende.

Filmen udsendtes første gang i 1993, og den 3D-udgave, der her præsenteres, er fra 2006. Siden er både animations- og 3D-teknikken selvsagt blevet yderligere udviklet, og nu venter vi spændt på James Camerons kæmpe-udspil i 3D, science fiction-historien Avatar. Men Burtons julemareridt står sig glimrende, synes jeg, for den har et trumkort på hånden, der i længden er stærkere end al teknik - fantasi.

The Nightmare before Christmas. Instruktion: Henry Selick. Manuskript: Caroline Thompson og Michael McDowell efter historie og figurer af Tim Burton. Amerikansk (CinemaxX i København, Odense og Åhus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her