Læsetid: 5 min.

'Multikulturalisme er blevet et tomt slagord'

Integrationsproblemerne har konfronteret Europa med dets egne ufuldkommenheder. Både i Europa og USA viser historien os, at masseindvandring medfører konflikt og fremmedgørelse - vilje og evne til integration er i dag ikke længere en selvfølge, skriver professor i urban sociologi Paul Scheffer i sin velskrevne nyoversatte bog om de seneste årtiers indvandring til Europa
Integrationsproblemerne har konfronteret Europa med dets egne ufuldkommenheder. Både i Europa og USA viser historien os, at masseindvandring medfører konflikt og fremmedgørelse - vilje og evne til integration er i dag ikke længere en selvfølge, skriver professor i urban sociologi Paul Scheffer i sin velskrevne nyoversatte bog om de seneste årtiers indvandring til Europa
5. december 2009

I et hæsblæsende tempo bliver læseren over 404 sider ført rundt i de komplicerede og kontroversielle dilemmaer, de seneste årtiers indvandring til Europa har afdækket. Ikke én eneste tabel eller figur bryder de mange tankevækkende analyser. Selv om tungen hele tiden skal holdes snorlige i munden, er bogen ingen steder svær at forstå. Den er velskrevet og stort set renset for indforstået og akademisk snak. Forfatteren Paul Scheffer er professor i urban sociologi ved Amsterdam Universitet, og journalist og kommentator ved blandt andet CNN og BBC.

Allerede i første kapitel »Kufferten under sengen« sammenfattes i én sætning, hvad der er bogens røde tråd:

»Historien om indvandring er historien om fremmedgørelse og dens følger.«

Det har gjort sig gældende op gennem hele historien for både indvandrere og fastboende.

Det betyder, at vi i Europa kan lære af de amerikanske erfaringer og fejltagelser. Selv om USA officielt kalder og betragter sig som et indvandrerland, er det påfaldende, hvordan landet altid har kæmpet med de samme konflikter og dramaer mellem fastboende og indvandrere, som Europa gør i dag. Selv den høje kriminalitet blandt andengenerationsindvandrere har de to kontinenter til fælles. I Chicago tælles ikke færre end tretten hundrede ungdomsbander, som hovedsageligt består af indvandrerbørn. Og paralleliteten mellem Europa og de traditionelle indvandrerlande går helt ind i regeringskontorerne. Efter årtier med omfattende indvandring er der nu overalt et udtalt behov for at begrænse den.

De to væsentligste erkendelser, der kommer ud af bogens historiske afsnit, er dels at »enhver indvandringshistorie medfører konflikter. Sådan var og er det stadig i Amerika, og det gentager sig i dagens Europa«. Og dels at integrationen tager tid. Normalt tre generationer, da børnene ofte befinder sig et sted, hvor de ikke hører til nogen steder. Altså, mellem 50 og 60 år tager det at integrere nye grupper, viser historien os.

De mange muslimer

Men her kommer forfatteren lidt i splid med sig selv. For selv om »en stor del af den nuværende indvandring kan forstås i lyset af historien«, erkender han, at dagens indvandring til Europa adskiller sig på tre væsentlige områder.

For det første: Selv om religionen altid har spillet en afgørende rolle i integrationsprocessen, er det nyt, at islam er så massivt til stede, som tilfældet er i alle Europas lande. Det giver mange problemer, men meget kort fortalt må muslimerne i Europa i højere grad tilpasse sig de regler, der er gældende i modtagerlandet. Og vi må gøre op med os selv, »hvor tolerante skal vi være over for intolerancen«.

For det andet: Europas indvandrere får lov at være på statsstøtte. Med Paul Scheffers ord:

»Foretagsomheden hos alle, som har forladt hus og hjem for at tjene penge andetsteds, er blevet kvalt i et samfund, der beskytter folk mod alle mulige risici.«

Og for det tredje forsinker de nye transport- og kommunikationsformer måske integrationen, da nutidens indvandrere både billigt, nemt og effektivt kan opretholde forbindelsen til deres oprindelseslande. Hvilke konsekvenser det vil få for de store grupper af tredjegenerationsindvandrere, der vokser op i de kommende år, giver bogen ikke noget svar på.

De efter min mening mest tankevækkende overvejelser i bogen er de mange eksempler på, at integrationsproblemerne konfronterer samfundet med dets egne ufuldkommenheder. Det er for eksempel ikke indvandrernes skyld, at store dele af modtagerlandenes indbyggere er på overførselsindkomst. Heller ikke, at europæernes fødselsrater er ekstremt lave. Eller denne her:

»Integrationen har måske rent faktisk været vellykket i de forløbne år, idet de nyankomne har overtaget de oprindelige beboeres ligegyldighed.«

Den bedste bog på dansk

Det er den mest berigende bog om indvandring og integration, der er kommet på det danske sprog. Hele vejen igennem forsøger forfatteren at bryde de ofte kunstige skillelinjer mellem videnskaberne ned. Han bruger bysociologien, historien, kulturantropologien, læren om internationale forhold og lidt demografi. Indvandrerne kommer gennem hele bogen til orde gennem samtaler, romaner og selvbiografier. Det skal nævnes, at danske læsere i tillæg får foræret flere genkendelige argumenter, da store dele af bogen tager udgangspunkt i de dilemmaer en velordnet, mindre velfærdsstat, Holland, slås med i mødet med fortrinsvis muslimske indvandrere.

Ingen emner, nok så upopulære, konfliktfyldte eller politisk ukorrekte i tiden hvor de fremsattes, udelades. Forfatteren er ikke drevet af begreber som 'dem og os' eller 'godt eller ondt'. Vi er alle skurke og helte i en udvikling, der altid er kendetegnet ved store modsætninger.

Bogen har også mangler. Det svageste afsnit er »Islams splittede hus«, hvor forfatteren ikke bringer væsentlig ny indsigt til den danske debat. Og hvad Europa skal stille op med de radikale kræfter, berøres kun sporadisk. Måske skyldes det, at vi her står med en modsætning, der er umulig at løse inden for de nuværende rammer for demokratiet?

Et andet problem er brugen af begrebet medborgerskab. Scheffer forkaster gennem hele bogen multikulturalismen. For eksempel citeres den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger:

»Vilje og evne til integration kan nemlig i dag ikke længere forudsættes i noget land eller på nogen som helst side. Det multikulturelle samfund er og bliver et tomt slagord, så længe man tabuiserer de vanskeligheder, dette begreb fører med sig, i stedet for at afklare dem.«

Og afklare, det er præcis, hvad denne bog gør. Her er ingen tabuer, og de fleste begreber søges afklaret. Løsningen er medborgerskab, hvor alle parter samarbejder med respekt for hinanden. Problemet er blot, at også det begreb risikerer at blive et udflydende slagord.

En mindre beklagelse: Bogen udkom i Holland i 2007 og har derfor ikke eventuelle konsekvenser af den økonomiske krise med.

Ved endt læsning er det tankevækkende, at den indvandrer- og integrationspolitik, Danmark har ført de seneste otte år, på mange områder svarer til den politik, forfatteren mener, Europas lande bør føre. Han har helt åbenlyst ingen respekt for de strømninger, der ikke vil anerkende, hvilken næsten umulig opgave samfundene står over for. Konkret bliver Danmark stort set ikke nævnt i bogen. Dog roses vi for brugen af litteratur- og historiekanon. Bogen viser også, at populisternes tid er forbi. Indvandringen er bremset op, og både minoriteterne og majoriteten må erkende, at kun i fællesskab kan samfundet bringes fremad. Inden længe vil hver fjerde indbygger i mange europæiske storbyer have en anden kulturel og religiøs baggrund end den europæiske. Og til det siger Paul Scheffer:

»Vi kan først bekæmpe den politiske islam effektivt, hvis vi efterlever princippet om religionsfrihed.«

Paul Scheffer: Indvandrere – Det åbne samfund og dets grænser. Oversat af Lise Bøgh-Sørensen og Gudrun Gilhuis-Genthøj. 404 s., 299. kr. Tiderne Skifter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu