For Grønland er udtagelsen af den første helt grønlandske spillefilm, Nuummioq, der havde verdenspremiere i Nuuk den 30. oktober, til filmfestivalen i Sundance et brag af en start på landets internationale filmkarriere. Sundance er en af verdens mest anerkendte festivaler for independent-film, det vil sige film produceret af andre end de store filmselskaber.
Filmen, som er instrueret af Torben Bech og Otto Rosing, er lavet for det beskedne beløb af 4,2 millioner kroner som 3900 Pictures, det grønlandske produktionsselskab bag filmen, modtog i støtte fra forskellige grønlandske sponsorer. I produktionens startfase søgte producenten Mikisoq H. Lynge også økonomisk hjælp fra Det Danske Filminstitut, men fik afslag, fordi filmstøtteloven er skruet sådan sammen, at den ikke inkluderer grønlandske produktioner.
Det skrabede budget, de monstrøse udgifter, der er forbundet med at lave film i Arktis vejret kan man ikke lave aftaler med og en begrænset professionel arbejdskraft at trække på, gjorde Nuummioqs tilblivelsesproces til en kamp uden mange sammenligninger.
Alligevel er Otto Rosing tilfreds med, at der ikke var en dansk producent involveret:
»Der ligger så meget kærlighed til vores land i filmen, at den nærmest er skabt med hjertet. Hvis penge havde været afgørende, var resultatet nok blevet mere mainstream.«
At leve fuldt ud
Ideen til Nuummioq udsprang oprindeligt af Rosings ønske om at vise et mere nuanceret billede af Grønland, end det der normalt vises på tv, og som hovedsageligt bevæger sig mellem to ekstremer: Portrætter af den underskønne natur eller på den anden side af alkohol, incest og forarmelse i det grønlandske samfund.
Filmen åbenbarer Nuuk som et multikulturelt, moderne samfund med en hverdag med mennesker, der lever, elsker og dør som producenten udtrykker det. Filmens grundpræmis gør herved det, alverdens tidligere film om Grønland, fra Nanook from the North (1922) til Lysets hjerte (1998), ikke har formået, nemlig at fortælle en historie om Grønland, der kan ses hvor som helst i verden. Optaget i og omkring Nuuk fortæller Nuummioq historien om den charmerende, men følelsesmæssigt forkrøblede tømrer, Malik, der bliver diagnosticeret med en dødelig kræftsygdom og stilles overfor et barsk valg. Enten må han rejse til Danmark for at blive behandlet og muligvis leve længere eller blive i Grønland og dø blandt familie og venner.
Malik betror sig ikke til nogen, men hans forestående date med døden bliver en katalysator for, at han sammen med sin bedste ven, Michael, begiver sig ud på en lang sejltur dybt ind i den fortryllende Godthåb Fjord. Rejsen fører dem samtidig tilbage til en skæbnesvanger fortid, der omfatter Maliks forældres mystiske dødsfald i selv samme fjord.
Da Malik og Michael på deres rejse løber tør for brændstof, er de tvunget til at søge hjælp hos en gammel fårehyrde, som faktisk er Maliks forældres formodede morder (han spilles formidabelt af Angunnguaq Larsen). Og under opholdet hos ham kommer sandheden om ulykken endelig frem. Malik begynder langsomt at forenes og forsones med sin fortid og afslører samtidig sin egen hemmelighed. Han genopdager derved, i sine sidste dage, evnen til at leve fuldt ud.
Historien kan umiddelbart lyde både tragisk og trist, men Nuummioq er ikke desto mindre blevet til en både livsbekræftende og klog film. Instruktørerne formår nemlig at jonglere med et fuldendt mål af storhed, beskedenhed og humor, der stille og roligt overbeviser én fuldstændigt.
Det underbygges af, at der igennem hele filmen veksles utvungent mellem dansk og grønlandsk, og denne subtile skildring af Danmarks indflydelse i Grønland er så genialt lavet, at man får noget at tænke over, mens man morer sig.
Trods Grønlands storslåede vidder og muligheder for smukke, majestætiske billeder får det visuelle element ikke lov til at styre filmen. Omgivelserne fungerer blot som den baggrund, historien udspiller sig på. Stedet og mytologien bestemmer ikke; det er det nære og dybtfølte og samtidig meget almene, der er i fokus. Almindelige mennesker med almindelige og store dilemmaer.
Medrivende
Det bør også bemærkes, at de fleste skuespillere, på nær et par undtagelser (heriblandt Angunnguaq Larsen), er debutanter. Et eksempel er Lars Rosing, der har hovedrollen som Malik, og som til produktionen trak på sin egen erfaring som tidligere tømrer til at spille den til perfektion. Herudover er filmen også en kæmpe cadeau til Nuuks befolkning generelt, idet store dele af byens 15.000 indbyggere bogstaveligt talt lagde hus til produktionen og selv var involverede i den eller kendte nogen, der var.
Det faktum skal ikke tages som et udtryk for Nuummioqs kvalitet det klarer Sundance-udtagelsen blandt andet men det er en helt reel måde at vurdere betydningen af filmen på. For som en nutidig fortolkning af »the world is a stage,« har beretningen om Nuummioq adskillige lag. Det er ikke blot den første grønlandsk producerede spillefilm, men også en gigantisk social præstation, som understreges af, at Grønland den 21. juni 2009 valgte at få selvstyre.
Filmens budskab er enkelt: Man er nødt til at konfrontere al den kærlighed og den smerte, som livet byder én, for rigtigt at kunne leve.
Og det er fortalt på en så uhøjtidelig, medrivende og tidløs måde, at Nuummioq vil vække genklang hvor som helst, og det er filmens force. Den viser os nutidens grønlændere i deres særegne almindelighed. Og hvad den er, vil jeg ikke sætte ord på.
Det kan man finde ud af ved selv at se filmen.
Nuummioq. Instruktion: Otto Rosing og Torben Bech. Grønlandsk
www.3900pictures.com
Ivalo Frank er dokumentarfilminstruktør og freelanceskribent
